Gelex

Vurdering fast ejendom - grundværdi - landbrug - fradrag for forbedringer. (* 1)

GældendeVersion 1989-09-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1989/18762@1989-09-21/da

Indhold
  1. Indledning

A klagede over ansættelsen af grundværdien med påstand om nedsættelse til 4.764.000 kr. samt godkendelse af fradrag i grundværdien for forbedringer på 600.000 kr.

Ejendommen omfattede et grundareal på 366,3834 ha med 38 bygninger, der anvendtes til landbrugsskole.

Til støtte for påstanden om ansættelse af fradrag i grundværdien for forbedringer på 600.000 kr. henviste klageren til, at havet hvert år fjernede ca. 45 cm af kystarealerne, og at der fra 1982 til 1985 var opført et nyt dige for en samlet bekostning på 749.200 kr. Det var ikke muligt at opnå tilskud til kystsikring på dette sted. Endvidere henviste klageren til, at diget primært beskyttede et areal på 30 ha med en grundværdi på 570.000 kr., men at en vis gennemsivning af vand til de lave arealer mod nord antagelig ville finde sted. Endelig anførte klageren, at diget nedsatte omkostningerne til udpumpning af vand.

Statsskattedirektoratet udtalte i anledning af klagen til Landsskatteretten, at man kunne tiltræde klagerens påstand om nedsættelse af grundværdien til 4.764.000 kr. Med hensyn til etablering af diget fandt Statsskattedirektoratet, at der var tale om sikring og beskyttelse og ikke om en egentlig foranstaltning til at forøge arealets eller jordens dyrkningsværdi. Da arealet hidtil havde været dyrket og ansat efter bondegårdsreglen , dvs. som værende i middelgod kultur, fandt direktoratet ikke, at etableringen af diget havde virket værdiforøgende. Etableringen berettigede derfor ikke til fradrag i grundværdien for forbedringer.

Landsskatteretten bemærkede, at ejendomsværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 9, stk. 1, skal ansættes til handelsværdien på vurderingstidspunktet af den faste ejendom i dens helhed.

Endvidere bemærkede retten, at grundværdien for landbrugsejendomme i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 14, stk. 2, ansættes pr. arealenhed efter, hvad jord af beskaffenhed og beliggenhed som det pågældende jordstykke må antages efter egnens priser at ville kokste ved salg i ubebygget stand, når jorden tænkes at høre til en middelstor bondegård i middelgod kultur.

Endelig bemærkedes, at der i henhold til bestemmelsen i vurderingslovens § 17 gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

For så vidt angik grundværdien, kunne Landsskatteretten tiltræde, at denne blev nedsat til 4.764.000 kr.

Landsskatteretten fandt efter de foreliggende oplysninger om etableringen af diget, herunder at den afholdte udgift kun havde vedrørt klageejendommen, og at jorden uden hensyn til dens faktiske kulturstand var ansat efter reglerne i vurderingslovens § 14, stk. 2, som værende i middelgod kultur, at etablering af diget ikke havde virket værdiforøgende, men kun havde sikret og beskyttet det pågældende areal.

Endvidere havde etableringen af diget ikke givet sig udslag i en tilsvarende stigning i grundværdien fra 17. til 18. alm. vurdering, og Landsskatteretten kunne således tiltræde Statsskattedirektoratets indstilling om, at der ikke var grundlag for ansættelse af fradrag i grundværdien for forbedringer.

Versioner

  1. 1989-09-21