Merudgifter - handicappet barn - vådligger (enuresis) - kronisk lidelse - naturalhjælp - engangsbleer (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1989/19455@1989-12-13/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
D, der var født i 1984, var renlig omkring 2 års alderen. På grund af problemer i forbindelse med forældrenes skilsmisse begyndte D at lide af ufrivillig vandladning (enuresis).
I oktober 1989 blev det oplyst, at D endnu havde enuresis om natten og undertiden også i dagtimerne.
Moderen søgte om hjælp til dækning af merudgifter til vask mv.
Det sociale udvalg meddelte i januar 1989 afslag på ansøgning om hjælp i henhold til bistandslovens § 48 med den begrundelse, at udgiften ikke skønnedes at ville overskride 2.400 kr. årligt.
Ved fornyet behandling af sagen i april 1989 traf det sociale udvalg afgørelse om, at moderen kunne få udleveret engangsbleer til D fra hjemmesygeplejens depot.
Beslutningen blev truffet på baggrund af socialudvalgets ændrede retningslinier, hvorefter hjælp til merudgifter ved enuresislidelsen kunne ydes som naturalhjælp.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det sociale udvalgs beslutning om, at hjælpen skulle ydes i form af engangsbleer.
Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke havde været forsøgt at bruge engangsbleer til afhjælpning af D's lidelse.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Moderen anførte, at hun havde forsøgt at anvende engangsbleer, men med dårligt resultat.
Antaget til principiel behandling:
Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling med henblik på, om hjælp efter bistandslovens § 48 kunne ydes som naturalhjælp, når socialudvalgets afgørelse hvilede på en generel beslutning om ændrede retningslinier for hjælp efter bistandslovens § 48 i forbindelse med enuresis.
LOVGRUNDLAG:
Bistandslovens § 48 og § 49.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
D's lidelse kunne ikke anses for at være kronisk. Der forelå heller ikke på ansøgningstidspunktet oplysninger om, at moderen ikke selv havde midler til at afholde merudgiften som følge af lidelsen.
Ankestyrelsen måtte derfor lægge til grund, at det sociale udvalg i april 1989 alligevel havde anset merudgiften for at overstige 2.400 kr. årligt, jf. bistandslovens § 48, stk. 1 og 2.
Der var endvidere ikke i sagen fremført oplysninger, som skulle kunne begrunde, at moderen ikke selv ville være i stand til at administrere kontante beløb, jf. lovens § 49.
Ankestyrelsen måtte på denne baggrund finde det kritisabelt, at det sociale udvalg havde ydet den omhandlede hjælp som naturalhjælp uden nærmere samråd med moderen og familiens læge.
Ankestyrelsen anmodede derfor det sociale udvalg om nu at tage sagen op til vurdering af, om der fortsat var grundlag for at yde moderen hjælp efter bistandslovens § 48, samt i bekræftende fald hvilken form hjælpen skulle have. Ankestyrelsen forudsatte, at moderen og lægen i fornødent omfang blev inddraget i disse overvejelser.