Ændring af forsikringsstatus (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1989/3955@1989-12-21/da
Indhold
Et medlem blev optaget i en arbejdsløshedskasse som deltidsforsikret den 1. juli 1980.
Den 1. oktober 1985 overgik medlemmet til en ugentlig beskæftigelse på 40 timer.
Den 21. februar 1989 rettede medlemmet henvendelse til afdelingen med henblik på overgang til fuldtidsforsikring med virkning fra den 1. oktober 1985.
Afdelingen svarede, at overgangen til fuldtidsforsikring tidligst kunne få virkning fra 3 måneder før anmeldelsen den 21. februar 1989.
Medlemmet oplyste herefter, at hun i oktober 1985 glemte at ændre sin forsikringsmæssige status i arbejdsløshedskassen, og at hun ønskede at ændre den med tilbagevirkende kraft på grund af en meget stresset arbejdssituation og et helbred, der lider derved, således at hun kunne overgå til efterløn som fuldtidsforsikret i 1991.
Hovedledelsen traf afgørelse om, at medlemmet burde have anmeldt arbejdsændringen til kassen på tidspunktet for ændringen, og at hendes status ikke kunne ændres med tilbagevirkende kraft. Overgangen til fuldtidsforsikring ville først få virkning fra 13 uger før anmeldelsen.
Direktoratet meddelte, at i tilfælde, hvor medlemmet ikke opfyldte sin anmeldelsespligt efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 68, men først meddelte kassen ændringen i arbejdstiden langt senere end tidspunktet for ændringen, kunne overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring først ske med virkning fra det tidspunkt, hvor kassen modtog meddelelsen om ændringen i arbejdstiden.
Direktoratet fandt således, at medlemmet først var berettiget til at blive overflyttet fra deltids- til fuldtidsforsikret medlemskab af arbejdsløshedskassen med virkning fra den 21. februar 1989.
Kassen ankede denne afgørelse og henviste til en tidligere afgørelse truffet af ankenævnet og oplyste, at den stadig var af den opfattelse, at overflytningen fra deltids- til fuldtidsforsikret kunne ske fra det tidspunkt, som lå 13 uger forud for anmeldelsen.
Direktoratet bemærkede i forbindelse med kassens anke, at direktoratet fandt, at overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring alene havde virkning fra 13 uger forud for kassens modtagelse og anmeldelse om ændring i forsikringsstatus, når kassen havde modtaget anmeldelsen inden 13 uger fra medlemmets ændring i arbejdstiden. I den konkrete sag var dette ikke tilfældet, hvorfor overflytningen efter praksis først kunne have virkning fra kassens modtagelse af anmeldelsen. Der henvistes i den forbindelse til 2 afgørelser truffet af ankenævnet, hvorefter nævnet - efter direktoratets opfattelse - havde tiltrådt den praksis på området, som direktoratets afgørelse i denne sag var udtryk for.
På forespørgsel fra ankenævnet oplyste direktoratet bl.a., at direktoratets tidligere og nuværende opfattelse er, at den af direktoratet fulgte praksis er i overensstemmelse med formålet og baggrunden for reglen i § 68, stk. 3, som må være, at medlemmet kun ved anmeldelse i umiddelbar tilknytning til overtagelse af fuldtidsarbejde, kan overgå til fuldtidsforsikring fra fuldtidsarbejdets påbegyndelse.
Ankenævnet fandt, at medlemmets forsikringsmæssige status ændres fra det tidspunkt, hvor kassen har modtaget anmodning om forsikringsskifte - d.v.s. den 21. februar 1989 - idet medlemmet ikke har foretaget anmeldelse i tilknytning til arbejdstidsændringen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 68, stk. 3, tidligere stk. 4.
Ankenævnet tiltrådte således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.