Uberettiget afsked - tekniske skoler - inspektører - samarbejdsvanskeligheder - erstatning
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1989/60401@1989-08-21/da
Indhold
Inspektør NN mod X-tekniske Skole.
NN, der er født i 1946, blev med virkning fra 1. juni 1982 ansat som inspektør for levnedsmiddelafdelingen, der fra den 1. august s.å. blev opstartet på X-tekniske Skole. Inden ansættelsen havde han siden 1970 været ansat på Y-tekniske Skole.
I december 1987 besluttede skolens bestyrelse at afskedige NN, og afskedigelsesproceduren blev indledt, hvorefter han den 28. januar 1988 blev opsagt til fratræden den 31. august 1988, idet han dog ophørte med sit arbejde på skolen i april s.å.
Opsigelsen blev i skrivelse af 21. december 1987 »begrundet i manglende evne til at bestride stillingen som inspektør ved skolens levnedsmiddelområde, begrundet i tidligere drøftelser i perioden november 1986 - maj 1987, hvor skriftlig advarsel er givet og de i forstanderens redegørelse for sagsforløb og begrundelse for den bedømmelse, som skolens bestyrelse tog til efterretning og besluttede afskedigelse af inspektør NN efter gældende regler herom.
Skolen har bedømt situationen således, at de forventede ledelsesmæssige ændringer desværre udeblev, hvilket skolen meget beklager, men også tager konsekvensen af«.
Under anbringende af, at afskedigelsen ikke har været rimelig begrundet i skolens eller NN's forhold, er afskedigelsen indbragt for et voldgiftsnævn nedsat i henhold til bekendtgørelse nr. 74 af 31. januar 1985 om ansættelsesvilkår for tjenestemandslignende ansat personale ved tekniske skoler m.v. § 28.
Præsidenten for Vestre Landsret har den 1. juni 1988 udpeget undertegnede landsdommer PP, Viborg, som formand for Voldgiftsnævnet.
Sagen er blevet hovedforhandlet i X-by den 13. og 14. juni 1989. Der er herunder afgivet forklaring af klageren og af i alt 17 vidner.
Klageren har påstået indklagede tilpligtet at betale ham 528.000 kr. i erstatning for uberettiget afskedigelse, svarende til 2 års løn, jf. bekendtgørelsens § 28, stk. 7.
Indklagede har påstået frifindelse.
Parterne har ved hovedforhandlingens afslutning frafaldet egentlig sagsfremstilling og gengivelse af de afgivne forklaringer.
Efter de fremlagte dokumenter og de afgivne forklaringer har følgende begivenhedsforløb dannet baggrund for sagen:
NN forestod påbegyndelsen og udvidelsen af levnedsmiddelafdelingen på X-tekniske Skole, først fra midlertidige lokaler, senere i »egne« lokaler, og han gjorde en betydelig indsats i så henseende. Hans forhold til den daværende forstander var godt, og indtil dennes fratræden den 1. april 1986 var der ikke kritik af hans tjenstlige forhold.
Pr. 1. april 1986 tiltrådte en ny forstander, AA, der foretog en påkrævet »oprydning« i skolens administrative og bevillingsmæssige forhold. NN's forhold til den nye forstander var godt i 1986, men fra omkring årsskiftet 1986/87 udviklede der sig et spændt forhold mellem NN og forstanderen, der ikke mente, at NN loyalt fulgte de af forstanderen givne retningslinier m.v. for skolens ledelse. Efter samtale mellem NN og forstanderen, hvilket ikke resulterede i nogen bedring af forholdet, afleverede forstanderen den 18. maj 1987 sålydende skrivelse af 2. s.m. til NN:»Siden april 1986 har der fra ledelsens side været udøvet forskellige initiativer sammen med medarbejderne med det formål at styrke samarbejdet på skolen, således at ledelsesretten udøves i samråd med medarbejderne. Der har i denne forbindelse været gennemført adskillige drøftelser/samtaler mellem NN og undertegnede, idet samarbejdet mellem ledelsen og medarbejdere på levnedsmiddelområdet ikke er tilfredsstillende efter min opfattelse.
I disse drøftelser er det understreget fra min side, at det også er inspektørens ansvarsområde, at samarbejdet fungerer tilfredsstillende mellem ledelse og medarbejdere.
Af eksempler skal her nævnes:
- et øget forbrug af forbrugs/arbejdsmaterialer i levnedsmiddelområdet i forbindelse med de meget alvorlige sparebestræbelser skolens ledelse iværksatte i november 1986.
- medarbejdernes kursussituation/behandling i lærerkursusudvalget december 1986/januar 1987, idet der her var et meget massivt flertal imod din indstilling hertil.
- de personlige udtalelser i forbindelse med min behandling af personaleklager skal jeg ikke nævne her, men dog konstatere, at dette forekom.
- jeg savner iværksættelse af de beslutninger vedr. medarbejderindflydelse/ansvar, som tidligere er vedtaget.
- flere tilkendegivelser om din »humørsyge«, som du opfattes af nogle medarbejdere og elever.
Det er således min klare opfattelse, at du ikke i tilstrækkelig omfang udøver ledelsesretten i samråd med medarbejderne, specielt med henvisning til den udviklingsmodel og det holdningsprogram, der er iværksat på skolen.
Dette er som tidligere nævnt drøftet adskillige gange uden væsentlige synlige resultater i levnedsmiddelområdet. Da du og jeg var enige at vi ønskede andre resultater end dem, vi har nu, anmodede jeg dig om at overveje, om du reelt ville være med til at udøve ledelsesretten eller ej, på ganske anden måde end hidtil.
På dette spørgsmål svarede du mig, at du gerne ville deltage fremover, men at du ikke »kunne eller ville ændre på dig selv«. Jeg konkluderer, at situationen er meget spændt og følelsesladet, og at jeg ikke efter bedste evne har kunnet opleve nogen ændring fra din side, og at jeg vil overveje sagen.
Dette har jeg nu gjort, og som meddelt mundtligt til dig den 01.05.1987, har jeg udarbejdet dette notat, der er at betragte som en påtale, med ønsket og håbet om, at medvirke til et frugtbart samarbejde på hele skolen, men primært mellem medarbejdere og ledelse på levnedsmiddelområdet.
Jeg forventer således et udspil fra dig som inspektør for levnedsmiddelområdet i form af en handlingsplan til afhjælpning af ovenstående.
Jeg skal for god ordens skyld bemærke, at der efter bedste overbevisning ikke er den nødvendige tillid og tro fra medarbejderne til dig som inspektør, hvilket gik op for mig efter mit møde med levnedsmiddelområdets medarbejdere, og hvor de som bekendt ikke ønskede din tilstedeværelse.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at DTL's lokalforening, primært v/ lokalformand BB har været orienteret i hele perioden om sagsforløbet.
Bestyrelsens formandsskab er orienteret ved kopi af denne skrivelse, som vedlægges personalearkivet og ligeledes sendes til DTL's lokalforening.'
Med kopi til skolens bestyrelse protesterede NN ved skrivelse af 9. juni 1987 til forstanderen skarpt mod dennes skrivelse, men ved skrivelse af 12.s.m. erklærede bestyrelsen sin fulde tillid til forstanderen og udtalte sin forventning om, at NN's samarbejde med forstanderen ville komme til at fungere tilfredsstillende.
Den 16. december 1987 afgav forstanderen imidlertid sålydende
»SAGSFORLØB OG FORSTANDER AA's BEGRUNDELSE FOR BEDØMMELSE OG DERMED ARGUMENTATION FOR INDSTILLING TIL BESTYRELSEN VEDRØRENDE INSPEKTØR NN'S ANSÆTTELSESFORHOLD, PRIMÆRT MED UDGANGSPUNKT I TIDLIGERE TILSKREVNE ADVARSEL AF MAJ 1987: IDET DER EFTER LEDELSENS BEDØMMELSE IKKE ER SKET DEN FORVENTEDE ÆNDRING I LEDELSESMÆSSIG SAMMENHÆNG BEGRUNDET SOM FØLGER:
Elevklager foråret 1987, der i sagsbehandling »skydes« over på lærerne af NN.
CC, Randers, har ca. uge 49 klaget sin nød til forstander AA over manglende svar og løsning af et problem vedr. en påstået forkert karakter på uddannelsesbeviset. CC har henvendt sig 4 gange uden resultat. På forstanderens spørgsmål hvorfor hun ikke har henvendt sig til inspektør NN blev der svaret, »det hjælper jo ikke, det har jeg jo erfaring for fra tidligere, som du jo ved«. Hun henviser til personlige klager over NN til forstander AA fra tidligere elever.
NN har ikke efter forstander AA's bedømmelse på loyal og værdig måde bidraget til skolens bedste som medlem af ledelsen, tværtimod, (udtalelser på medarbejdermøde 05.06.1987 til mistænkeliggørelse af AA's handlinger).
Der har været en konstant »flugt« af medarbejdere, hvilket jeg personligt bedømmer i væsentlig grad NN's manglende evne til at bestride stillingen og flere formodes »på vej ud«. Jeg har således meget svært ved fortsat at tage mit ansvar herfor. (DD's afrejse fra skolen er efter min opfattelse dokumentation herfor).
NN's udspil har været at tilskrive forstander AA og bestyrelsesmedlemmerne på privatadresser, hvor undertegnede forsøges mistænkeliggjort ved hjælp af påståede, belastende påstande m.v., hvilket bestyrelsen ved brev af 12.06.1987 underkendte. Jeg har ikke i skrivende stund oplevet væsentlige ændringer, og må konstatere, at NN, citat »ikke kunne eller ville ændre på sig selv« citat slut.
Aftalte bedømmelser af prøvetidsansatte, efter gældende regler, er ikke afleveret i skolens arkiv.
Meddelt aftale med hensyn til lærebog for kokkeelever, indkøb ca. 310,- kr. incl. moms pr. stk. heraf skoleandel ca. 110,- kr. og elevandel ca. 200,- kr., bliver tilsyneladende ikke fulgt. (indkøbt 95 stk. ca. 35.000,- kr. og indbetalt 310,- kr. for 1 stk. bog).
16. december 1987:
Ved uanmeldt beholdningseftersyn er det konstateret at:
1. Indkøbt 95 stk. kokkebøger
Beholdning 51 stk. kokkebøger
Difference 44 stk. antages udleveret.
Der mangler således, ifølge gældende regler, indbetaling til skolens kasse ca. 43 stk. kokkebøger a 200,- kr. (som aftalt) i alt kr. 8.800,-.
Ved eftersynet forefandtes kr. 16.039,- i alt hos levnedsmiddelafdelingens pengebox. Beløbet hidrører salg af bøger og indbetalt depositum fra kokkeelever.
Der er konstateret at ved salg er udstedt en dags dato kvittering udfyldt af læreren, imod den vedtagne og af revisionen pålagte nummererede regningsblokke.
Intern aftale om brug af rekvisitioner ved indkøb bliver ikke fulgt uden meddelelser fra NN, som i øvrigt støtter den manglende brug af rekvisitioner, med deraf følgende konteringsproblemer.
NN's sagsbehandling af DD's afrejse (afskedsinterview) er langt fra dækkende og endda misvisende i forhold til de faktiske forhold.
NN's egen opfattelse af samarbejdet i eget område (udtalt som perfekt) er ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold bedømt udfra medarbejderudsagn og medarbejderes møde med forstander AA uden NN's deltagelse efter medarbejdernes krav.'
Redegørelsen af 16. december 1987 indeholder sammen med det i skrivelsen af 2. maj s.å. de kritikpunkter vedr. NN's tjenstlige forhold, der af indklagede er påberåbt for voldgiftsnævnet.
Det er i øvrigt oplyst, at NN efter sin fratræden var uden arbejde indtil den 1. december 1988, da han fik ansættelse i en privat virksomhed på Sjælland til samme løn som hos indklagede. Hans løn er senere steget til 28.000 kr. om måneden.
Oplysninger om stemmeafgivning er udeladt.
På grundlag af bevisførelsen og det i øvrigt fremførte afsiges der herefter sålydende
KENDELSE: Efter bevisførelsen lægges det til grund, at der i december 1986 blev konstateret alvorlige budgetoverskridelser i en af skolens afdelinger. Under et møde i den anledning med lederne af afdelingerne meddelte forstanderen derfor pålæg om, at der i nogle få dage, indtil restbevillingerne i de forskellige afdelinger kunne klarlægges, ikke måtte foretages indkøb. På trods af dette pålæg gav NN umiddelbart efter i sin egen afdeling besked om at foretage indkøb, »fordi vi har penge nok, indtil de andre afdelinger tager dem«. Uanset at de indkøb m.v., der derefter blev foretaget i levnedsmiddelafdelingen, skete inden for afdelingens bevillingsmæssige rammer, og uanset at der efter afholdelsen af disse udgifter viste sig alligevel at være fornødent overskud til dækning af den del af budgetoverskridelsen i den anden afdeling, som levnedsmiddelafdelingen endte med at skulle bære, findes NN klart at have handlet mod forstanderens givne og velbegrundede ordre, og NN findes herved klart at have tilsidesat de pligter, der påhvilede ham som inspektør og dermed som ansvarlig leder af levnedsmiddelområdet.
Det lægges endvidere til grund, at der i foråret 1987 blev nedsat et udvalg, der skulle foretage indstilling til skolens bestyrelse om ansættelse af en leder af skolehjemmet. Ansøger til stillingen var bl.a. den fungerende skolehjemsleder. På grund af bortrejse havde NN ikke deltaget ved valg af medlemmer til dette udvalg. Efter at udvalget havde foretaget enstemmig indstilling af en udefra kommende ansøger - hvilken indstilling blev fulgt af skolens bestyrelse - bad NN på et ledermøde, hvor forstanderen orienterede om udvalgets indstilling, om en begrundelse for, at den fungerende skolehjemsleder var blevet forbigået: men forstanderen oplyste, at udvalget efter omstændighederne havde besluttet ikke udadtil at ville oplyse om baggrunden for sin indstilling. NN tog øjensynlig denne oplysning til efterretning og fremkom heller ikke med bemærkninger på et efterfølgende SU-møde, hvor udvalgets indstilling blev refereret. På skolen opstod der imidlertid kritik og uro, fordi den fungerende skolehjemsleder ikke var blevet ansat, og i den anledning blev der i begyndelsen af juni 1987 afholdt et fællesmøde, hvorunder forstanderen bl.a. orienterede om udvalgets nedsættelse og enstemmige indstilling. NN tog derefter ordet og erklærede, at han ikke havde deltaget i nedsættelsen af udvalget og ikke var enig i dettes indstilling. Uanset om han forinden personligt over for forstanderen måtte have erklæret sin modstand mod indstillingen, findes han, henset til det forud passerede og henset til sin lederstilling, ved på det fælles medarbejdermøde at have taget afstand fra forstanderen som sket, at have handlet illoyalt mod forstanderen ved denne lejlighed.
Det må endelig lægges til grund, at NN i foråret 1987 ikke inden for levnedsmiddelområdet loyalt har efterkommet ledelsens krav, fremsat ultimo 1986, om prøvetidsvurdering af nyansatte lærere. Dels ses de af ham foretagne vurderinger, i det omfang de er udfærdiget, afgivet med utilstrækkeligt begrundet forsinkelse: dels har de afgivne udtalelser fra juni 1987 et alt for summarisk indhold.
Navnlig ved de således anførte forhold findes NN - uanset sin i øvrigt betydelige indsats inden for levnedsmiddelområdet - ikke i tiden fra slutningen af 1986 og indtil forsommeren 1987 at have levet op til de krav, der med rette fra skolens ledelse har været stillet til ham som leder af levnedsmiddelområdet.
Ved bevisførelsen ses der imidlertid ikke for tiden efter sommeren 1987 at være påvist forhold, der har kunnet begrunde kritik af NN's ledelse eller tjenstlige forhold i øvrigt. Bevisførelsen har endvidere givet grundlag for at antage, at problemerne indtil sommeren 1987 også har skyldtes, at der efterhånden havde udviklet sig et personligt modsætningsforhold mellem NN og forstanderen.
På denne baggrund, og idet der herved tillige er lagt vægt på, at der ikke efter sommeren 1987 ses at være påvist konstruktive tiltag fra ledelsens side til afklaring af det nævnte personlige modsætningsforhold mellem NN og forstanderen, findes der ikke i december 1987 at have foreligget den fornødne saglige begrundelse for opsigelsen af NN.
Opsigelsen den 28. januar 1988 findes derfor ikke sagligt begrundet i skolens eller NN's forhold, og der tilkommer således NN erstatning i medfør af ansættelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 7.
I betragtning af NN's anciennitet som inspektør på skolen, den foran anførte kritik af hans tjenstlige forhold i tiden fra december 1986 til forsommeren 1987 samt omstændighederne i øvrigt, herunder hans løn på skolen og hans alder og beskæftigelsesmuligheder, findes erstatning skønsmæssigt at kunne fastsættes til 100.000 kr.
THI BESTEMMES:
Indklagede, X-tekniske Skole, skal til NN betale 100.000 kr. som erstatning for usaglig opsigelse.
Hver part skal bære egne omkostninger, herunder til de af hver af dem valgte medlemmer af voldgiftsnævnet.
Formandens honorar og udgifter skal betales af Dansk Teknisk Lærerforening og X-tekniske Skole med halvdelen til hver.
Med udeladelse af oplysninger om stemmeafgivningen, jf. bekendtgørelsens § 28, stk. 8, kan denne kendelse offentliggøres i fagblade.
Viborg, den 21. august 1989
Landsdommer PP