Gelex

Børnebidrag. Retten til at kræve bidrag fastsat. Barnets egen indtægt. Ændringstidspunktet.

GældendeVersion 1990-12-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/11202@1990-12-05/da

Indhold
  1. Indledning

Statsamtet afslog den 30. november 1989 at lade bidraget til barnet bortfalde, idet det over for statsamtet var oplyst, at barnet ingen indtægter havde.

Faderen klagede over afgørelsen og anmodede om, at bidraget bortfaldt.

Det fremgik af sagen, at bidragene ifølge statsamtets resolution forfaldt hver den 1. juni og 1. december.

Faderen indgav ansøgning om bortfald af bidraget den 27. maj 1989 og H blev gjort bekendt hermed den 14. august 1989.

Barnet havde ifølge skatteoplysninger i 1989 en indkomst på 16.600 kr., hvoraf ca. 11.200 kr. var optjent i perioden 10. oktober 1989 til 1. december 1989. I perioden december 1989 til februar 1990 havde barnet endvidere en indtægt på ialt ca. 19.700 kr. Kommunen oplyste, at barnet siden 1. marts 1990 havde modtaget bistandshjælp og ikke siden dette tidspunkt havde haft arbejde.

Under særlig henvisning til bidragets forfaldsterminer fandt Civilretsdirektoratet det rettest at lade bidraget til barnets underhold bortfalde fra 1. december 1989. Faderen pålagdes at betale bidrag igen fra 1. marts 1990.

Civilretsdirektoratet bemærkede blandt andet, at bidrag efter statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis i almindelighed bortfalder efter ansøgning fra den bidragspligtige, når barnets gennemsnitlige månedlige indtægt klart overstiger 3 gange normalbidraget. Direktoratet udtalte videre, at en ændring normalt tidligst tillægges virkning fra førstkommende forfaldsdag efter den trufne afgørelse, men at afgørelsen om bortfald eller nedsættelse af bidraget vil kun få virkning fra en tidligere forfaldsdag, hvis barnet gennem længere tid har haft en indtægt, som væsentligt overstiger et beløb, som efter nævnte praksis ville give grundlag for at lade bidraget bortfalde. Dette gælder i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet før eller umiddelbart efter en forfaldsdag, men statsamtets afgørelse først foreligger efter forfaldsdagen.

Versioner

  1. 1990-12-05