Forsinket diagnosticering, fordi lægen måske ikke i tilstrækkelig grad har lyttet til patientens klager
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/15898@1990-07-01/da
Indhold
5.1.5. Forsinket diagnosticering fordi lægen måske ikke i til strækkelig grad har lyttet til patientens klager.
Dialogen mellem patient og læge forudsætter også, at lægen lytter til patienten og ikke fokuserer på, hvad lægen umiddelbart tror, at patienten fejler.
Dette belyses af den nedenfor refererede sag.
En 45-årig kvinde havde fået nogle halmballer ned over sig og søgte efterfølgende læge på grund af vedvarende smerter. Lægen, der forestod koordinationen af undersøgelse og behandling af kvindens symptomer, mente, at kvinden havde udviklet en neurose i forbindelse med uheldet. Da kvinden blev opereret 6 år senere, viste det sig imidlertid, at hun i forbindelse med uheldet havde pådraget sig en Whip-lash-agtig læsion i halsen. Efter indgrebet forsvandt symptomerne fuldstændig.
I den mellemliggende periode var kvinden, efter henvisning fra lægen, blevet undersøgt af forskellige læger/speciallæger samt røntgenfotograferet 2 gange. Der var uoverensstemmelser mellem de forskellige fortolkninger af røntgenbillederne. Dette reagerede lægen imidlertid først på 1 år og 4 mdr. efter den seneste undersøgelse. Såfremt dette var sket tidligere, ville kvinden have haft mulighed for at blive henvist til relevant undersøgelse og behandling langt tidligere i forløbet. Grunden til, at dette ikke skete, skal formentlig ses i lyset af, at lægen allerede først i forløbet havde diagnosticeret kvindens lidelse som en neurose.
Sundhedsstyrelsen fandt ikke, at den praktiserende læge havde udvist manglende omhu eller forsømmelighed i sin behandling af kvinden.
Patientklagenævnet fandt, at lægen - ved ikke i tilstrækkelig grad at have lagt vægt på patientens egne oplysninger - havde forholdt patienten relevant undersøgelse og behandling, hvilket nævnet beklagede overfor ham. Nævnet anførte desuden, at »den omstændighed, at en lidelse er vanskelig at diagnosticere, berettiger ikke til at stille en psykiatrisk diagnose«.