Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/15902@1990-07-01/da

Indhold

1. Indledning

5.2.3. Kendskab til de forhold, der afgives erklæring om.

En 45-årig mand klager over 3 erklæringer, som en ortopædkirurgisk speciallæge har udstedt i anledning af pensionsansøgning. Hovedklagen og årsagen til erklæringen har været rygsmerter. Ved den første erklæring i 1981 skønnes det af speciallægen, at patienten har en diskusdegeneration, og der findes ikke sikre tegn på diskusprolaps. I denne erklæring finder speciallægen desuden tegn på mental reduktion og henviser til patientens skoleanamnese, hvori det anføres, at han var ordblind.

I 1954 blev han opereret for en stor diskusprolaps. Resultatet er ikke helt godt, og der skal udstedes en ny erklæring i 1904. I forbindelse med udfærdigelse af denne erklæring findes der ikke tegn på diskusprolaps, hvilket jo også er det, patienten lige er opereret for, og der bliver også denne gang givet afslag på pensionsansøgning.

I en 3. erklæring af 1986 fra samme speciallæge findes det, at der er vanskeligheder ved undersøgelsen, som gør det svært at bedømme situationen. Speciallægen tilføjer nu, at der er mistanke om sygeligt sind og en slags sindssygdom forårsaget af sygdomsforestillinger. Der bliver også denne gang givet afslag på pensionsansøgning.

I Sundhedsstyrelsens udtalelse finder man, at specialægens undersøgelser har været relevante. Ved Patientklagenævnets gennemgang af sagen finder man imidlertid, at patienten på et tidligere tidspunkt har haft fysisk krævende arbejde som jord- og betonarbejder og ydermere har haft en relevant arbejdsskade.

Patientklagenævnet afgjorde sagen ved at meddele speciallægen en beklagelse, idet nævnet var af den opfattelse, at speciallægen havde overskredet sin faglige kompetence ved at stille en psykiatrisk diagnose. Derimod mente nævnet, at speciallægen burde have tillagt den tidligere fysisk belastende beskæftigelse og den relevante arbejdsskade vægt.

Versioner

1. 1990-07-01