Forveksling af præparat
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/15910@1990-07-01/da
Indhold
5.4.6. Forveksling af præparat.
Et-årig dreng behandles af praktiserende øre- næse- og halslæge pga. dobbeltsidig mellemørebetændelse. Lægen finder indikation for punktering af begge trommehinder. Før indgrebet bedøves med Bonainvæske. Imidlertid forveksles præparatet, og der anvendes trichloreddikesyre, som bevirker ætsning af patientens venstre øre. Speciallægen kontrollerer patienten 7 og 45 dage efter tilfældet. Patienten undersøges yderligere senere på den lokale specialafdeling for øre- næse- og halssygdomme pga. blødning fra øret. Ti måneder efter tilfældet kontrolleres patienten hos en anden speciallæge, som konstaterer, at der er aragtige hudforandringer og misfarvning i øret.
Der klages via advokat over, at den praktiserende speciallæge tog fejl af præparater. Sagen er belyst ved udtalelser fra de behandlende læger samt hospitalsjournal.
Patientklagenævnet tilsluttede sig Sundhedsstyrelsens udtalelse, idet nævnet fandt, at den praktiserende speciallæge havde udvist grovere forsømmelse under behandlingen ved ikke forud for anvendelse af et lokalbedøvende middel at have sikret sig fornøden identifikation. Patientklagenævnet fandt herefter, at speciallægen havde overtrådt lægelovens § 18, men da der var indtrådt strafferetlig forældelse på tidspunktet for indgivelse af klagen, blev sagen afsluttet med en alvorlig tilrettevisning af speciallægen efter lægelovens § 6, stk. 1.