Diagnosticering af meningitis
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/15917@1990-07-01/da
Indhold
6.2. Diagnosticering af meningitis.
Selvom den følgende sag vedrører behandlingen på et stort moderne sygehus' skadestue, belyser den den vanskelige beslutningssituation, som en vagtlæge befinder sig i, når der er tale om en mulig meningitis.
Et et-årigt barn vågner om natten og kaster op en 4-5 gange. Ved 7-tiden om morgenen kan barnet ikke rejse sig eller kende sin mor. Temperaturen er da 41,5 grader, og forældrene tager omgående til skadestuen. Ved undersøgelsen der findes barnet ikke bevidsthedssløret eller specielt dårligt, og da den modtagende læge er ortopædkirurg, følger han stedets instruks og omvisiterer til en specialafdeling, i dette tilfælde en medicinsk vagthavende. Den medicinske læge finder heller ikke barnet specielt påvirket, hverken slapt eller septisk præget. Man finder tegn på mellemørebetændelse på den ene side, men specielt ingen tegn på nakke/rygstivhed eller pletter på huden (petekkier). Diagnosen meningitis kom derfor ikke på tale. Barnet henvises dog omgående til en nærliggende børneafdeling. Ved indlæggelsen der var barnet mere slapt og noget fjernt, men stadig uden nakkestivhed. alligevel foretog man lumbalpunktur og konstaterede meningitis, som omgående blev behandlet. Imidlertid afgik barnet ved døden 7 dage senere. I dette tilfælde har Sundhedsstyrelsen skønnet, at alle havde foretaget korrekt og omhyggelig undersøgelse uden at finde tegn på den alvorlige sygdom og foretaget sig de relevante henvisninger til specialafdelinger.
Som slutbemærkning til disse sager vedrørende meningitis må man stærkt indskærpe, at det er og bliver en uhyre vanskelig diagnose at stille. Det kan ikke siges tit nok, at både petekkier og nakke/rygstivhed er tegn på fremskreden sygdom, men at det faktum, at de ikke er til stede, ikke er grund til at bortse fra diagnosen meningitis. I disse tilfælde drejer det sig først og fremmest om at lytte til forældrene, at forhøre sig om kontakten til barnet og i øvrigt lade forældrenes angst og tvivl komme barnet til gode.