Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/15919@1990-07-01/da

Indhold

1. Indledning

6.5. Vagtlægens undersøgelsesmuligheder.

En 59-årig kvinde tilkalder vagtlæge på grund af svimmelhed. Til

lægen oplyser hun, at hun gennem et halvt år har gået til

undersøgelse på et hospital, men at årsagen til symptomerne var

ukendt. Hun fortæller ligeledes, at hun har været til kontrol få dage

før, hvor man ikke havde villet indlægge hende. Vagtlægen konstaterer

svimmelhed uden kendt årsag og ordinerer et middel herimod.

Dagen efter indlægges hun via skadestuen på samme hospital. Man

konstaterer væske i bughulen og gulsot samt svær blodmangel. Hun er

da både kronisk og akut medtaget. Indlægges med leverkoma og sløjer

af trods intensiv behandling og dør samme dag. Det viser sig, at

patientens diagnose på hospitalet var stillet som skrumpelever,

hvilket hun åbenbart ikke selv har været klar over.

Klagen over lægen går på, at han burde have konstateret såvel væsken

i bughulen som den svære blodmangel og gulsoten. Ved den første

behandling af sagen skønnede Sundhedsstyrelsen, at lægen havde

handlet forkert, og Patientklagenævnet gav Sundhedsstyrelsen ret

heri.

Senere genoptages sagen, idet lægen på baggrund af nye oplysninger i

sagen bebrejder Sundhedsstyrelsen en utilstrækkelig undersøgelse af

sagen. Det viser sig, at der ved obduktion af patienten ikke havde

været væske i bughulen. Sundhedsstyrelsen tilbagetrækker herefter sin

tidligere vurdering, men fastholder, at lægen burde have erkendt

blodmangel og gulsot, og at dette bør beklages overfor ham.

I Patientklagenævnet diskuterede man, at såvel blodmangel som gulsot

kan være vanskelig at erkende i kunstig belysning, hvorefter nævnet

fandt, at der ikke var grundlag for kritik af vagtlægen.

Sagen er således også et eksempel på, at Patientklagenævnet, når der

foreligger væsentlige og nye oplysninger, er parat til at revurdere

en sag og ændre sin afgørelse.

Versioner

1. 1990-07-01