Gelex

Tilladelse til bibeholdelse af eksisterende bådebro ud for en ejendom.

OphævetVersion 1990-07-03fra 1990-07-03 til 2007-03-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/17575@1990-07-03/da

Indhold
  1. Indledning

I brev til Svendborg Kommune af 26. marts 1990, der gennem Fyns Amtskommune er videresendt hertil, har De ansøgt om tilladelse til at bibeholde en eksisterende bådebro ud for ejendommen parcel 2 af matr. 17 a Thurø, som ejes af Thurøbund Spejdercenter.

Det fremgår af sagen, at Svendborg Kommune og Fyns Amtskommune har anbefalet en bibeholdelse af broen.

Ministeriet har i sagens anledning brevvekslet med Kystinspektoratet, Farvandsvæsenet, Skov- og Naturstyrelsen og Fiskeriinspektoratet i Fredericia.

I denne anledning skal det meddeles, at ministeriet herved tillader en bibeholdelse af det pågældende broanlæg på følgende vilkår:

1. Broen må kun benyttes som bådebro, og den må kun benyttes af spejdercentrets medlemmer, deres husstande samt centrets gæster.

2. Tilladelsen eller anlæggene kan ikke uden Trafikministeriets tilladelse overdrages til andre. Anlæggene kan overdrages sammen med ejendommen under forudsætning af, at den nye ejer gøres bekendt med vilkårene for anlæggenes tilstedeværelse. De for tilladelsen stillede vilkår gælder i så fald uændret.

3. Der må ikke uden tilladelse foretages udvidelser eller væsentlige ændringer af anlæggene.

4. Ejeren skal vedligeholde anlæggene i god og forsvarlig stand. Hvis disse ødelægges og ikke straks genopføres, skal alle rester fjernes fuldstændigt, og området skal bringes i en stand så nær den før anlæggets etablering herskende som muligt. Tilladelsen bortfalder, hvis anlæggene ikke er genopført senest 1 år efter ødelæggelsen.

5. Anlæggene kan af Trafikministeriet kræves fjernet for ejers regning, hvis vilkårene for tilladelsen ikke overholdes, jfr. navnlig vilkår 4, eller hvis ministeriet skønner det nødvendigt. Dette sidste kan navnlig blive aktuelt, hvis det måtte vise sig, at anlægget har skadelige virkninger for kysten, eller hvis anlægget fremtræder på en skæmmende måde.

6. Hvis broen delvis inddrages om vinteren, skal de til enhver tid yderste 4 pæle række mindst 2 m op over vandet. Er der ikke pæle over vandet, må ingen del af broen række op over den eksisterende havbund.

7. Almenhedens adgang til færdsel langs stranden må ikke hindres eller væsentligt vanskeliggøres ved anlæggets tilstedeværelse, jfr. § 54 i Naturfredningsloven.

8. Anlægget må ikke afmærkes eller forsynes med belysning uden efter forudgående aftale med Farvandsvæsenet. Farvandsvæsenet kan til enhver tid kræve, at broen afmærkes for ejers regning.

9. Der skal på ejendommen tinglyses en deklaration med Trafikministeriet som påtaleberettiget til sikkerhed for opfyldelsen af de foran angivne vilkår 1-7 for tilladelsen. Deklarationen indsendes til ministeriet til opbevaring.

For god ordens skyld gøres opmærksom på, at tilladelsen ikke kan pålægge ministeriet noget ansvar for konstruktionens stabilitet eller holdbarhed, ligesom den ikke fritager ejeren for et i forbindelse med broens tilstedeværelse eventuelt opstående, civilretligt ansvar.

Versioner

  1. 1990-07-03 · til 2007-03-26