Tilbagekaldelse af godkendelse som taksameterkontrolant
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/17600@1990-07-13/da
Indhold
I brev af 16. februar 1989 indbragte Bisted & Hindkjær A/S den af Statens Bilinspektion, Storkøbenhavn trufne afgørelse af 14. februar 1989, hvorefter selskabets godkendelse som taksameterkontrollant tilbagekaldes.
I brevet fra Statens Bilinspektion er oplyst, at afgørelsen kan indbringes for Trafikministeriet, og i brev af 15. februar 1989 har Statens Bilinspektion oplyst, at indbringelsen af afgørelsen får opsættende virkning, såfremt dette sker inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt selskabet, jf. § 9, stk. 1, i lov nr. 296 af 8. juni 1978 om hyrekørsel.
Det er ikke i Statens Bilinspektions brev direkte anført i medfør af hvilken bestemmelse i hyrekørselsloven afgørelsen er truffet, men da alene afgørelser truffet i medfør af § 8, stk. 1, kan indbringes for ministeriet i medfør af lovens § 9, stk. 1, er det denne bestemmelse, der er lagt til grund.
I medfør af § 8, stk. 1, kan en bevilling eller godkendelse tilbagekaldes af den, der meddeles bevillingen eller godkendelsen, såfremt indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for bevillingen eller godkendelsen, af bestemmelser i loven eller af forskrifter udstedt i medfør af loven.
Statens Bilinspektion anfører bl.a. som begrundelse for tilbagekaldelsen fem konkrete eksempler på taksameterkontrollantarbejde, som bilinspektionen finder er udført i strid med bestemmelserne.
De pågældende forhold er konstateret i forbindelse med undersøgelser af hyrevogne foretaget i løbet af to måneder i samarbejde med politiet i henhold til færdselslovens § 77.
De tre forhold vedrører overtrædelse af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 140 af 24. marts 1981 om kontrolapparater, taksametre og trafikbøger i hyrevogne, hvorefter »kontrolapparatet, dets transmission, sikringer og nødvendige samlesteder på ledningsforbindelserne skal være plomberet på en sådan måde, at indgreb i apparatet eller dets funktion kun kan foretages, når en eller flere plomber brydes.....«. I samtlige tilfælde var der anvendt plombetråd af en sådan længde, at det var muligt uden at bryde plomben at løfte sæderne så meget, at der var adgang til sædekontakterne, der således kunne sættes ud af funktion. Attester for kontrol var udstedt af selskabet.
I et tilfælde, hvor attest ligeledes var udstedt af selskabet, konstateredes det, at fotocellesystemet, der skulle aktivere kontrolapparatet var anbragt således, at en bagsædepassager kunne »anbringe sig i en ikke unaturlig opret siddestilling, uden at lysstrålen blev brudt. Der kunne dermed transporteres passagerer på bagsædet uden at det blev registreret i kontrolapparatet«. Statens Bilinspektion har anført, at dette udgør en overtrædelse af et vilkår for installering af fotocellesystem, hvorefter »kontaktanordningen med hensyn til funktion og montering mindst opfylder de krav, der stilles til de i kontrolapparatbekendtgørelsen omtalte sædekontakter«, jf. § 3, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse.
Endelig anføres et tilfælde, hvor der er udstedt attest vedrørende et taksameter med indbygget elektronisk kontrolapparat, uanset at kontrolapparatet skal være forsynet med mekanisk tælleværk, jf. § 2, stk. 3, i nævnte bekendtgørelse. Dispensation fra denne bestemmelse er senere givet vedrørende det pågældende taksameter.
Statens Bilinspektion har endvidere henvist til, at der i breve af 29. juli 1985 og 21. november 1985 er sket påtale over for selskabet vedrørende 7 tilfælde af udført arbejde, der er fundet uforeneligt med taksameterkontrolvirksomhed.
Der er redegjort nærmere herfor i brev af 19. september 1988, hvori der med henvisning til en række forhold i 1986, og 1987 meddeles selskabet en advarsel, idet det samtidig meddeles, »at fremtidige overtrædelser af gældende regler vil kunne føre til umiddelbar inddragelse af Deres godkendelse som taksameterkontrollant«.
Den 7. marts anmodede selskabet Statens Bilinspektion om at overveje afgørelsen om inddragelse af godkendelsen. Til støtte herfor anføres bl.a., at selskabet fremover vil føre effektiv kontrol med anbringelsen af fotocellesystemer, ligesom selskabet har udviklet en ny metode vedrørende plombering af bagsæder, således at der ikke uden at disse brydes er adgang til kontrolapparatet. Endelig oplyses, at en medarbejder er frataget sin funktion med kontrol og attestskrivning.
Statens Bilinspektion meddelte herefter i brev af 8. marts, at bilinspektionen ikke fandt anledning til at ændre den trufne afgørelse, hvorefter ministeriet i brev af 21. marts anmodede selskabet om at fremkomme med sine bemærkninger i anledning af tilbagekaldelsen.
Selskabet overgav herefter sagen til Dem, der i brev af 31. marts anmodede om udsættelse af sagen, idet det blev oplyst, at der ville blive indgivet ansøgning til bilinspektionen om godkendelse af en person som taksameterkontrollant med henblik på overdragelse af virksomheden til denne.
I brev af 2. maj meddelte bilinspektionen afslag på ansøgningen om godkendelse som taksameterkontrollant. Samtidig oplystes om 6 yderligere tilfælde af konstaterede uregelmæssigheder vedrørende kontrolapparater m.v. i hyrevogne, hvor selskabet havde udstedt attest. De 4 tilfælde var konstateret ultimo februar, og de resterende to blev konstatere vedrørende samme hyrevogn i april måned.
De har efterfølgende redegjort nærmere for selskabets virksomhed. Det fremgår heraf, at selskabet, der i 1987 blev omdannet fra anpartselskab, gennem en meget lang årrække har udført taxameterkontrolvirksomhed af betydeligt omfang. Selskabet udstedte således i 1988 ifølge indberetning til Statens Bilinspektion 1.400 kontrolapparatattester og 2.175 taksameterkontrolattester, som ialt vedrører ca. 20.000 plomberinger om året.
De anfører bl.a. videre, at det ikke med den foreliggende teknik vil være muligt at undgå forkert udført arbejde, uanset hvor omhyggelige og nøjagtigt de taksameterkontrollanterne pålagte opgaver udføres, hvorfor disse efter Deres opfattelse ikke kan gøres ansvarlige for enkelte svigt, og at der ikke foreligger bevis for de påståede uregelmæssigheder, ligesom der ikke foreligger grov eller oftere gentagen overtrædelse.
Ved afgørelsen må hovedvægten lægges på de forhold, der ligger forud for bilinspektionens tilbagekaldelse af godkendelsen som taxameterkontrollant, men endvidere kan indgå oplysninger om overtrædelser efter dette tidspunkt og om selskabets virksomhed i øvrigt.
Ingen af disse forhold kan betegnes som grove og derfor selvstændigt danne grundlag for tilbagekaldelsen.
Siden 1985 er der imidlertid konstateret en række overtrædelser, men ministeriet finder, at det alene er de overtrædelser, der er konstateret efter bilinspektionens brev af 19. september 1988, der kan tillægges afgørende betydning.
Når henses til det ovenfor anførte betydelige omfang af virksomhedens kontrolarbejde finder ministeriet det ikke utvivlsomt, at der i denne sag foreligger »oftere gentagen overtrædelse« af lovgivningen, som er en betingelse for tilbagekaldelsen af godkendelsen som taksameterkontrollant, jf. § 8, stk. 1, i hyrekørselsloven.
Idet selskabet i brev af 7. marts 1989 har redegjort for hvilke foranstaltninger der er truffete med henblik på at undgå uregelmæssigheder ved indførelsen af kontrolarbejdet finder ministeriet herefter ud fra en samlet vurdering ikke at kunne stadfæste den af Statens Bilinspektion trufne afgørelse, der herefter omgøres, hvorved bemærkes, at ministeriet ikke har bemærkninger til det skøn, der er foretaget af Statens Bilinspektion iforbindelse med afgørelsen.
Kopi af dette brev er sendt til Bisted & Hindkjær A/S og til Statens Bilinspektion, Storkøbenhavn