Straksafskrivning - hegn. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18006@1990-10-26/da
Indhold
A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans straksfradrag på 19.974 kr., foretaget i den personlige indkomst
Det var oplyst, at klageren drev et autoreparationsværksted inkl. salg af brugte biler. I 1984 havde klageren opført værksted og i 1985 en udstillingshal for biler. I indkomståret 1987 havde klageren indhegnet en plads til bilerne. Hegnet var opført i trykimprægneret træ og fysisk forbundet med autoværkstedet.
Klagen til Landsskatteretten skyldtes, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt straksfradrag på udgiften til hegnet under henvisning til, at hegnet ikke kunne anses for en ombygning eller forbedring af de eksisterende driftsbygninger.
Klagerens repræsentant påstod over for Landsskatteretten principalt det selvangivne straksfradrag godkendt. Han henviste til, at hegnet var afskrivningsberettiget i medfør af afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra c, og dermed også omfattet af afskrivningslovens § 21.
Subsidiært påstod repræsentanten hegnet afskrevet over levetiden, jf. afskrivningslovens § 22, stk. 2, hvorefter afskrivningsprocenten for de i afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a, nævnte bygninger kunne forhøjes, hvis bygningen var udsat for en sådan fysisk forringelse, at den trods normal vedligeholdelse ville have mistet sin værdi inden 50 år efter opførelsen.
Landsskatteretten bemærkede, at hegnet, der var opført i tilknytning til og fysisk forbundet med autoværkstedet, var afskrivningsberettiget i henhold til bestemmelsen i afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra c.
Da der imidlertid var tale om et nyopført hegn, kunne der efter Landsskatterettens opfattelse ikke indrømmes straksfradrag i henhold til afskrivningslovens § 21, stk. 2. Straksfradrag kunne kun indrømmes på udgifter til forbedring eller ombygning af et forvejen eksisterende accessorisk anlæg. Klagerens principale påstand kunne herefter ikke tages til følge.
Til den subsidiære påstand bemærkede retten, at det af afskrivningslovens § 22, stk. 5, fremgik, at afskrivning på accessoriske bygninger skulle ske efter afskrivningssatserne for den bygning, hvortil de var knyttet. Den bygning, hvortil hegnet var knyttet, var omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a, og afskrevet med 6% ud fra en fysisk levetid på 50 år. Der kunne herefter ikke ske en forhøjelse af afskrivningsprocenterne for den accessoriske bygning alene, og klageren var derfor kun berettiget til at afskrive udgifterne til hegnet med den normale afskrivningsprocent på 6.
Den påklagede afgørelse blev herefter stadfæstet.
LV 1989, G 6.1.10