Befordringsfradrag - bil til rådighed.(* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18008@1990-11-21/da
Indhold
Landsskatteretten genoptog efter anmodning en ved kendelse af 16. januar 1990 afgjort klagesag for indkomståret 1987. Ved afgørelsen blev statueret, at klagerens nettofradrag for befordringsudgifter var 0, idet værdi af privat kørsel i arbejdsgiverens bil var anset for lig det klageren tilkommende befordringsfradrag for samme kørsel.
Det var oplyst, at klageren, der var blikkenslager, havde arbejdsgiverens værkstedsvogn til rådighed til arbejdskørsel. Vognen var en Mazda 2200 Diesel kassevogn på gule nummerplader. Den havde lukket bagrum med rude i bagklappen og skydedør i siden. Bagrummet var indrettet som reservedelslager med hylder i siderne, og der var stationært omfangsrige og tunge materialer og værktøj i bagrummet. Endvidere medbragtes rør på taget. Vognen måtte ikke benyttes til privat kørsel, bl.a. fordi privat benyttelse ikke var tilladt efter told- og afgiftsbestemmelserne.
Klageren havde vognen med hjem hver dag, fordi han var stedfortræder for mesteren og havde tilkaldevagter, samt fordi det var mest hensigtsmæssigt. I 1987 havde han i 142 dage indfundet sig på værkstedet, og i disse tilfælde var han kørt direkte hjemmefra til værkstedet.
Klageren nedlagde påstand om godkendelse af befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C med 142 dage a 61,50 kr., eller 8.669 kr., uden modregning for værdi af privat kørsel. Påstanden begrundedes med, at kørslen mellem bopælen og arbejdsgiverens plads i de 142 dage ifølge sagens natur ikke var privatkørsel, idet der ikke måtte køres privat med vognen, og idet denne i øvrigt var uegnet til privatkørsel. Til den private kørsel havde klageren egen personbil.
Klageren anførte endvidere, at hans forhold ikke var sammenlignelige med Landsskatterettens kendelse af 18. marts 1988 i sagen 1988-3-143, offentliggjort i Skat 1988, nr. 6, side 348, idet han kørte direkte fra bopælen til arbejdsgiverens plads.
I den nævnte sag statuerede Landsskatteretten, at en tankbilchauffør, der havde tankbilen parkeret ved sin bolig om natten og kørte direkte til/fra kunder og i løbet af dagen indfandt sig på arbejdsgiverens depot, var skattepligtig af fri kørsel i arbejdsgiverens tankbil mellem hjemmet og depotet. Værdien heraf var anset for passende at kunne fastsættes til samme beløb som det befordringsfradrag, den pågældende var berettiget til efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 C.
Udgiften til kørsel mellem klagerens sædvanlige bopæl og arbejdspladsen er en privat udgift, som i henhold til den specielle hjemmel i ligningslovens § 9 C kan fradrages ved indkomstopgørelsen.
Landsskatteretten fandt, at den kørsel, der svarede til afstanden mellem klagerens bopæl og arbejdspladsen tur/retur måtte anses for privatkørsel, hvadenten kørslen foretoges direkte eller med foretagelse af ærinder undervejs. Værdien af denne private kørsel er, jf. statsskattelovens § 4 b, skattepligtig indkomst.
Da arbejdsgiverbilen var en decideret værkstedsvogn, fandt Landsskatteretten med tiltrædelse af Told- og Skattestyrelsen, at værdien af den private kørsel kunne indskrænkes til at fastsættes til samme beløb som et beregnet fradrag efter ligningslovens § 9 C, således at ansættelsen af de to poster var skattemæssig neutral.
Den tidligere afsagte kendelse blev herefter fastholdt.
LV 1989, U 1.6, jf. D 1.7.5.