Virksomhedsordningen - flere virksomhedsarter - bogføringspligt.(* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18013@1990-11-26/da
Indhold
Pelsdyravler A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde anset ham for berettiget til at anvende virksomhedsskatteordningen for 1987, idet bogføringslovens krav ikke var opfyldt, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1.
Det var oplyst, at klageren medio april 1987 havde erhvervet en landbrugsejendom med et areal på 28.4332 (m2). Herudover havde klageren drevet udlejningsvirksomhed og minkavl i interessentskabsform. Klageren, der ved erhvervelsen af landbrugsejendommen var blevet bogføringspligtig, havde udarbejdet et samlet regnskab for virksomhederne under et på grundlag af momsbog, foreliggende bilag m.v.
Klagerens revisor nedlagde påstand på, at klagerens slutskat skulle fastsættes efter reglerne i virksomhedsskatteloven. Til støtte herfor henviste han bl.a. til pkt. 53, 4. afsnit, i cirkulære til loven, hvori det er anført, at det blot er afgørende, at der regnskabsmæssigt kan ske en adskillelse af virksomhedens økonomi og den skattepligtiges private økonomi. Endvidere henviste revisoren til, at der til sidst i 5. afsnit endog tillades en opdeling af den private økonomi for virksomheden, foretaget på grundlag af et skøn. Revisoren anførte, at der var tale om et overgangsår, og han påpegede, at det var tilkendegivet, at ligningsmyndigheden burde anvende en lempelig praksis.
Told- og Skattestyrelsen udtalte under sagen, at klageren alene havde lavet et samlet regnskab for virksomhederne under et på grundlag af momsbog, foreliggende bilag m.v. Det var således ikke muligt at opgøre transaktionerne mellem klageren og de respektive virksomheder, herunder opgørelse af eventuel rentekorrektion for de enkelte virksomheder efter bestemmelserne i virksomhedsskattelovens § 11, stk. 2 og 3. Det var heller ikke muligt at opgøre eventuelle transaktioner virksomhederne imellem med henblik på en korrekt indkomstopgørelse. Klageren havde således, til trods for, at han blev bogføringspligtig i april 1987, undladt at føre et egentligt kasseregnskab.
Klagerens revisor anførte hertil, at der for interessentskabet var udarbejdet et selvstændigt regnskab, ført løbende på kontokort. Der var i dette regnskab ingen bevægelser på kassen, men alle bevægelser var gået via kassekreditten, der var afstemt. For de øvrige virksomheder var der aflagt et samlet regnskab, idet man så kun skulle udfylde et virksomhedsskema og et skema til virksomhedsordningen. I balanceark/arbejdspapir havde man en opdeling - også med hensyn til kontant nettoindskud/-hævning opdelt på hver enkelt udlejningsejendom og på landbrug/minkfarm. Med hensyn til eventuel rentekorrektion var der ifølge regnskabets kapitalkonto anført et nettoindskud for henholdsvis interessentskabet og et nettoindskud for øvrig virksomhed. Da der som nævnt for interessentskabet var udfærdiget et selvstændigt regnskab, og der var aflagt et regnskab for de øvrige virksomheden, var der således ingen transaktioner virksomhederne imellem. For så vidt angik den i april 1987 indtrådte bogføringspligt oplyste revisoren, at reglerne omkring virksomhedsskatteordningen ikke havde været klageren bekendt omkring datoen for bogføringspligtens indtræden.
Landsskatteretten bemærkede, at det efter virksomhedsskattelovens § 2, stk. 1, er en betingelse for at anvende lovens regler, at der udarbejdes et selvstændigt regnskab for virksomheden, der opfylder bogføringslovens krav, jf. § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 547 af 13. august 1987 om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og regnskabet for erhvervsdrivende, der anvender reglerne i virksomhedsskatteloven. Efter § 2, stk. 2, i bekendtgørelsen er det endvidere en betingelse for anvendelse af virksomhedsskatteordningen, at reglerne i bekendtgørelsen om mindstekrav til årsregnskaber, der vedlægges selvangivelsen, er opfyldt, ligesom det efter § 2, stk. 3, kræves, at regnskabsaflæggelsen foretages særskilt for hver virksomhed, når den erhvervsdrivende ejer flere virksomheder.
Da klageren ikke havde udarbejdet et selvstændigt regnskab for hver af virksomhederne, der opfyldte bogføringslovens krav, var lovens og bekendtgørelsens betingelser for at anvende virksomhedsskatteordningen ikke opfyldt. Retten fandt derfor, at det var med rette, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde anset klageren for berettiget til at anvende virksomhedsskatteordningen for 1987.
LV 1989, L 1.1.