Rentefradrag - samlivsforhold.(* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18015@1990-11-29/da
Indhold
A klagede for indkomstårene 1983-1986 inkl. over, at de stedlige skattemyndigheder alene havde anset ham for berettiget til fradrag af 50% af renteudgifterne på et banklån.
Det var oplyst, at klageren i 1983 havde stiftet et banklån, hvor hans tidligere samleverske var anført som solidarisk meddebitor. Klageren og hans tidligere samleverske havde ophævet deres samliv den 1. december 1986, hvor parterne havde indgået en frivillig bodeling. Der var ikke her taget stilling til spørgsmålet om fordeling af renteudgifterne vedrørende det omhandlede banklån.
På et senere tidspunkt havde klagerens tidligere samleverske anmodet X kommune om at få tilkendt fradrag for halvdelen af renteudgifterne vedrørende banklånet, og dette havde kommunen indrømmet hende.
De stedlige skattemyndigheder havde begrundet ansættelsen for klageren med, at han måtte anses for at hæfte solidarisk for lånet sammen med sin tidligere samleverske, hvorfor han alene var berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne.
Klagerens revisor anførte til støtte for godkendelse af det fulde rentefradrag, at klagerens tidligere samleverske snarere måtte betragtes som kautionist for lånet. Revisoren henviste til, at hun stod anført under et afsnit i lånedokumentet med overskriften »til sikkerhed for skadesløs betaling«. Endvidere fandt revisoren dette tilkendegivet fra bankens side ved, at samtlige meddelelser vedrørende lånet alene var tilgået klageren, og at klagerens tidligere samleverske ikke havde været nævnt i forbindelse med disse meddelelser. Endelig havde klageren betalt afdragene, og hans tidligere samleverske havde ikke under samlivet fratrukket nogen del af renteudgifterne.
Da klagerens tidligere samleverske for de pågældende indkomstår var meddebitor på lånet, og da ingen anden fordeling af gældsforpligtelsen var anført på lånedokumentet, var det med rette, at klageren alene var anset for berettiget til fradrag i indkomsten for halvdelen af renterne.
De påklagede ansættelser blev herefter stadfæstet.
LV 1989, F 3.1.3.