Moms udlæg for pakkeporto
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18045@1990-08-22/da
Indhold
Der har over for Momsnævnet været rejst spørgsmål om, hvorvidt udlægsreglerne kan anvendes på pakkeporto. Spørgsmålet er opstået som følge af, at momslovens § 2, stk. 3, litra g, 2. punktum, med virkning fra 15. januar 1990 er ændret, således at postvæsenets pakkepost er undtaget fra momspligten.
Styrelsen fandt ikke, at udlægsreglerne kunne anvendes på pakkeporto, idet denne udgift for postordrevirksomheder må anses for en integreret del af vareprisen og derfor ifølge momslovens § 7, stk. 2, litra b, skal medregnes i den momspligtige omsætning.
Momsnævnet traf afgørelse om, at postordrevirksomheder kan anvende udlægsreglerne for pakkeporto, såfremt opnåede rabatter fuldt ud godskrives kunden. Nævnet har taget hensyn til, at EF med undtagelsesreglen i 6. momsdirektiv har ønsket at gøre forsendelsesomkostninger billigere.
Styrelsen har herefter fastsat følgende betingelser for anvendelse af udlægsreglerne for postvæsenets pakkeporto og i givet fald også brevporto:
1. Virksomhederne skal i reklamer og i fakturaer, følgesedler m.v. til private forbrugere tydeligt tilkendegive, at der udover selve varens pris opkræves et beløb til dækning af ekspeditionsomkostninger, forsendelsesporto m.v. Angivelsen af disse tillæg til vareprisen skal ske uden angivelse af, at beløbet indeholder moms.
Hvis forsendelsesporto angives særskilt, skal det angivne beløb være lig med virksomhedens faktiske portoudgift, d.v.s. efter fradrag ef eventuelle rabatter og årsbonus.
2. Virksomheden skal tilrettelægge sit regnskab således, at der kan gøres rede for de udgifter til pakke- og brevporto, der vedrører postordresalget, og som ønskes behandlet efter udlægsreglerne samt for eventuelle rabatter og årsbonus fra postvæsenet. Det skal fremgå, at eventuelle rabatter og årsbonus fra postvæsenet gives videre til kunderne. Hvis virksomheden har udlæg for opkrævningsporto, skal der også gøres rede herfor.
3. Opgørelsen af den momspligtige værdi for postordresalget kan herefter ske på grundlag af den samlede betaling fra kunden (indbefattet tillæg for forsendelsesomkostninger m.v.) med fradrag af nettoportoudgiften til postvæsenet, d.v.s. efter fradrag af eventuelle rabatter og årsbonus.