Virksomhedsskatteordning. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18256@1990-03-07/da
Indhold
LSR 1990-3-108 af 15. marts 1990.
Assurandør A klagede for indkomståret 1987 over, at ligningskommissionen ikke havde anset ham for selvstændig erhvervsdrivende og derfor ikke omfattet af virksomhedsskatteloven.
Det fremgik af sagen, at klageren var assurandør hos B, der stillede kontor og sekretærhjælp til rådighed for klageren og en anden assurandør. B havde tilbageholdt skat og indbetalt kapitalpension for klageren.
Det fremgik endvidere af sagen, at klageren - ud over udgifter til erhvervsmæssig bilkørsel - havde haft mindre udgifter til repræsentation, kontorhold, telefon og tærepenge med et godkendt beløb på sammenlagt 10.811 kr. For så vidt angik tærepenge var disse fratrukket med de for lønmodtagere gældende standardsatser, der ikke kunne anvendes af selvstændige erhvervsdrivende.
Ligningskommissionen havde anset klageren for lønmodtager, idet hans erhvervsudgifter ikke var anset for at ligge væsentligt over, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold, og havde derfor ikke anset klageren for berettiget til at benytte virksomhedsordningen.
Klagerens revisor protesterede mod ansættelsen, idet han henviste til Landsskatterettens kendelse af 13. februar 1990, ved hvilken en assurandør blev anset for berettiget til at anvende virksomhedsordningen.
Landsskatteretten fandt imidlertid, at forholdene i nærværende sag afveg fra forholdene i den nævnte afgjorte sag, idet klageren i nærværende sag ikke havde haft væsentlige erhvervsudgifter, der afveg fra, hvad der var sædvanligt for lønmodtagere.
Retten fandt derfor, at klageren måtte anses for lønmodtager, således at han ikke kunne anses for berettiget til at anvende virksomhedsskatteloven på indkomsten som assurandør. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet. LV 1989, C 4.2.4.