Vurdering fast ejendom - grundværdi - parcelhus - gener. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18273@1990-03-13/da
Indhold
A klagede med påstand om nedsættelse over den af skyldrådet foretagne ansættelse af ejendomsværdien og grundværdien ved 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 for et parcelhus. Ejendommen omfattede et grundareal på 923 (m2) med et i 1974 opført enfamilieshus med et bebygget areal på 140 (m2) samt en garage på 35 (m2). Til støtte for påstanden om nedsættelse af grundværdien gjorde klageren bl.a. gældende, at ejendommen var beliggende ud til en forholdsvis stor vej over for en kirke, hvilket medførte gener i form af støj samt skygge i haven. Repræsentanter for Landsskatteretten besigtigede ejendommen. Landsskatteretten bemærkede, at ejendomsværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 9, stk. 1, skulle ansættes til handelsværdien på vurderingstidspunktet af den faste ejendomsværdi i dens helhed, mens grundværdien ifølge samme lovs § 13, stk. 1, udgjorde grundens handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse. Efter det ved besigtigelsen konstaterede om ejendommens beliggenhed, bebyggelsens størrelse, standard og vedligeholdelsesstand, fandt Landsskatteretten ikke, at de af klageren påberåbte gener var af et sådant omfang, at der var grundlag for at tilsidesætte det af skyldrådet udøvede skøn over ejendoms- og grundværdien, og de påklagede ansættelser blev derfor stadfæstet.