Sagsomkostninger. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18293@1990-03-16/da
Indhold
Anpartsselskabet A klagede for skatteåret 1986/87 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde anset selskabet for berettiget til at fradrage pålagte sagsomkostninger, 13.300 kr., i forbindelse med en skattesag. Det var oplyst, at selskabet ved Østre Landsrets dom af 8. november 1983 og Højesterets dom af 28. januar 1986 var pålagt at betale i alt 13.300 kr. i sagsomkostninger til modparten, Ministeriet for Skatter og Afgifter. Selskabets advokat nedlagde påstand om, at de pålagte sagsomkostninger måtte anses for fradragsberettigede i medfør af selskabslovens § 8, stk. 1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2, litra a. Han henviste herunder til, at der - indtil retten til at fradrage betalte personlige skatter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst faldt bort i 1967 - efter hans formening havde været fradragsret for både egne og pålagte sagsomkostninger. Fra 1967 og indtil Østre Landsrets dom af 18. juni 1982 (Jauer-sagen) var praksis vedrørende fradragsret for advokatudgifter m.v. i skattesager, at disse udgifter havde relation til opgørelsen af skattetilsvaret og derfor ikke var fradragsberettigede. Advokaten henviste til, at der ved Jauer-dommen var gjort op med denne mangeårige praksis, idet en skatteyder ved denne dom blev anset for berettiget til at fradrage udgifter til advokat m.v. i forbindelse med en skattesag. Efter advokatens opfattelse måtte dommen tages som udtryk for, at det havde været uhjemlet at begrænse den før 1967 gældende praksis på området og pålagte sagsomkostninger måtte anses omfattet af denne praksis. Det blev videre af advokaten fremført at fradragsretten for udgifter til advokat m.v. i skattesager blev afløst af lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager. Baggrunden for denne lovændring var, at et flertal i Folketinget havde ønsket den gældende tilstand afløst af en tilskudsordning, idet man ikke fandt det retfærdigt med en fradragsret navnlig for personer, hvor fradragsrettens værdi kunne svinge mellem 48% og 73%. Således som lovforslaget var fremsat, og som det blev vedtaget var der alene tale om dækning af omkostninger til betalt bistand, medens lovforslaget intet havde nævnt om pålagte omkostninger i forbindelse med skattesager. Advokaten henviste herunder til § 1, stk. 1, i lov om omkostningsdækning, hvorefter udgifter, betalt til bistand i skattesager, var omfattet af loven, medens udgifter til bistand i skattesager ifølge stk. 2 ikke var fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen. Advokaten gjorde gældende, at hvis loven i stedet havde anvendt udtrykket »udgifter i skattesager« og ikke »udgifter til bistand i skattesager«, ville det have dækket såvel udgifter til egen bistand som pålagte omkostninger. Den anvendte formulering måtte efter advokatens opfattelse bevirke, at man modsætningsvis kunne slutte, at der fortsat var fradragsret for udgifter bestående i pålagte omkostninger i skattesager.
Told- og Skattestyrelsen indstillede den påklagede ansættelse stadfæstet og anførte, at pålagte sagsomkostninger i skattesager ikke efter styrelsens opfattelse var fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6 a. Styrelsen henviste dels til Vestre Landsrets dom af 29. december 1983, der nægtede fradragsret for pålagte inkassoomkostninger, dels til, at der fra regeringens side som følge af Jauerdommen blev fremsat et lovforslag den 18. februar 1983 (L 157) om skattemæssig fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand i skattesager, der skulie lovfæste retsstillingen efter dommen. Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget at der ikke skulle være fradragsret for sagsomkostninger til staten, som retten pålagde skatteyderen at betale. Dette lovforslag kunne ikke gennemføres, og i stedet gennemførtes loven om omkostningsdækning, hvorefter der ej heller var adgang til dækning af pålagte sagsomkostninger til modparten. Landsskatteretten bemærkede, at der med loven om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager var tilvejebragt lovregulering for den skattemæssige behandling af procesomkostninger i skattesager. Dette måtte - henset til det anførte om lovens tilblivelse - også gælde pålagte omkostninger. Der ville følgelig ikke med støtte i Østre Landsrets dom af 18. juni 1982 kunne indrømmes fradrag for sådanne omkostninger, og den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
LV 1989, F 4.