Gelex

Vurdering fast ejendom - grundværdi - fredet gravhøj. (* 1)

GældendeVersion 1990-04-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18322@1990-04-01/da

Indhold
  1. Indledning

A klagede med påstand om nedsættelse over

den af skyldrådet foretagne ansættelse af

grundværdien ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 til 37.900 kr. for to fredede gravhøje. Ejendommen omfattede et grundareal på 19.000 m2, heraf 45 m2 vej, og var et ubebygget, fredet areal, hvorpå der var beliggende to gravhøje. Arealet var bevokset med enkelte træer og buske. Til støtte for påstanden gjorde klageren bl.a. gældende, at gravhøjene reelt kun havde ringe handelsværdi, idet ingen kunne være interesseret i at købe et areal, der ikke kunne bruges til noget. Endvidere henviste klageren til, at det ville være vanskeligt at afgræsse arealet, da der ikke fandtes vand herpå, men i givet fald skulle etableres særskilt vandtilførsel. Klageren oplyste under sagens behandling, at ca. 1 ha af arealet var omfattet af naturfredningslovens § 53, hvorefter der ikke inden for en afstand af 100 m fra »jordfaste fortidsminder« bl.a. måtte foretages beplantning og ændringer i terrænet, der i væsentlig grad kunne virke skæmmende på fortidsmindet. Endvidere forudsatte fredningen i henhold til fredningslovens § 48, at selve de to gravhøje, der dækkede resten af arealet, ikke måtte beskadiges eller ændres. Det areal, hvorpå de var beliggende, måtte ikke deles ved udstykning, omdeling eller skelforandring uden fredningsmyndighedernes samtykke, men der var adgang til afgræsning af dette. Det fremgik endvidere af en på ejendommen tinglyst deklaration, at den ikke kunne afhændes særskilt, men skulle sammenlægges med matr.nr. 12 a, en tilgrænsende landbrugsejendom.

Efter det således oplyste fandt Landsskatteretten, at værdien måtte ses i sammenhæng med landbrugsejendommen. Landsskatteretten besigtigede gravhøjene og fandt efter de under sagen i øvrigt tilvejebragte oplysninger, at den del af arealet, der var omfattet af gravhøjsfredningen, skulle ansættes til skønsmæssigt 3.000 kr. pr. ha eller 3.000 kr. Fredningsbestemmelserne for det resterende areal indebar, at området ikke måtte beplantes i et sådant omfang, at det i væsentlig grad kunne virke skæmmende på fortidsminderne. Der var således mulighed for at udnytte jorden landbrugsmæssigt. Landsskatteretten fandt herefter, at arealet under hensyn til jordens bonitet og den anslåede dyrkningsmæssige mulighed kunne ansættes som landbrugsjord til 7.000 kr. pr. ha eller til 6.300 kr. Den påklagede grundværdi blev herefter nedsat til i alt 9.300 kr. Endvidere fandt retten, at ejendomsværdien for landbrugsjorden på 0,9 ha passende kunne ansættes med en tillægsparcelværdi på ca. 150 eller til 15.500 kr., således at den samlede ejendomsværdi udgjorde 18.500 kr., eller afrundet 18.000 kr.

Versioner

  1. 1990-04-01