Dobbeltbeskatning - Vesttyskland - gasbooster. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18372@1990-04-22/da
Indhold
A klagede for indkomstårene 1980 og 1981 over, at han ved skatteberegningen for de pågældende år ikke var anset for berettiget til nedsættelse af den samlede indkomstskat i medfør af bestemmelsen i artikel 19, stk. 4, i den mellem Danmark og Vesttyskland indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning.
Det var oplyst, at klageren var bosiddende i Danmark, og at han var ansat i et i Norge hjemmehørende selskab, B A/S. Klageren havde i perioden fra ca. 1. juli 1980 til ultimo november 1982 arbejdet på en gasbooster, der havde fast driftssted på den vesttyske del af kontinentalsoklen, hvor den var placeret permanent og havde til opgave at transportere gas. Klagerens lønindtægt var udbetalt fra dette faste driftssted.
Det var endvidere oplyst, at de tyske myndigheder havde meddelt, at der ikke i tysk lovgivning var noget til hinder for udøvelse af tysk beskatningsret ved løn udbetalt til personer, som arbejdede på boreplatform epå den vesttyske kontinentalsokkel. Den subsidiære beskatningsret, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens § 9, stk. 5, i tilfælde af, at en af de kontraherende stater på grund af dens lovgivning ikke kunne gøre brug af beskatningsretten i henhold til artikel 9, stk. 1 og 3, fandt derfor efter tysk opfattelse ikke anvendelse.
Med henvisning til, at beskatningsretten til klagerens lønindkomst ved arbejde på gasboosteren tilkom Vesttyskland, påstod klagerens revisor skatten af denne lønindkomst lempet efter bestemmelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 19, stk. 4. Ifølge denne indrømmes der ved skatteberegningen fradrag for den del af skatten, der forholdsmæssigt faldt på den indkomst, hvortil Vesttyskland havde beskatningsretten.
Klagerens revisor opgjorde den nedslagsberettigede lønindkomst for 1980 og 1981 til henholdsvis 193.067 kr. og 288.639 kr., hvori foruden lønindkomsten var medregnet værdi af fri kost, men fratrukket andel af lønmodtagerfradrag m.v.
I artikel 9, stk. 1, i den mellem Danmark og Vesttyskland indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning bestemmes det at Vesttyskland har beskatningsretten til lønindtægt oppebåret af en i Danmark bosiddende person ved arbejde, der er udført i Vesttyskland.
Da klagerens arbejde på gasboosteren var udført på tysk territorium, og da undtagelsesbestemmelsen i overenskomstens artikel 9, stk. 2, ikke fandt anvendelse - bl.a. fordi klagerens arbejdsløn blev trukket fra overskuddet af det på den vesttyske kontinentalsokkel værende faste driftssted - fandt Landsskatteretten, at der forelå tysk beskatningsret med hensyn til de pågældende lønindtægter m.v. på henholdsvis 193.067 kr. og 288.639 kr.
Klageren var følgelig for indkomstårene 1980 og 1981 berettiget til lempelse ved skatteberegningen efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 19, stk. 4, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, af en lønindtægt på henholdsvis 193.067 kr. og 288.639 kr.
LV 1987, Dobbeltbeskatning 1.3.