Selskab - lån - renter. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18488@1990-04-06/da
Indhold
Aktieselskabet A klagede for skatteårene 1986/87, 1987/88 og 1988/89 over, at amtsligningsrådet havde forhøjet selskabets selvangivne indkomster med henholdsvis 1.518.000 kr., 1.948.061 kr. og 898.621 kr. i beregnet fikseret rente af uforrentet lån til datterselskab.
Det var oplyst, at selskabets hovedaktionærer, 2 brødre og en tredje person i december 1983 havde købt aktiekapitalen på nominelt 500.000 kr. i B A/S for 0.
De hidtidige ejere af det købte selskab havde oparbejdet et tilgodehavende i selskabet på godt 10 mio. kr. Denne fordring havde køberne af selskabet overtaget for tilsammen 365.000 kr. I juli 1984 havde den tredje aktionær solgt sin tredjedel af aktierne med halvdelen til hver af brødrene og samtidig halvdelen af sin tredjedel af fordringen til hver af brødrene for i alt 133.333 kr. I juli 1984 havde brødrene solgt samtlige aktier i B A/S, der havde et skattemæssigt akkumuleret underskud på ca. 8 mio. kr., til det klagende selskab for 0. Fordringen blev ikke overdraget, men den ene broder solgte i 1988 sin andel til broderen for 233.333 kr. Fra og med skatteåret 1986/87 var det klagende selskab og datterselskabet tilladt sambeskattede.
I november 1984 havde det klagende selskab ydet datterselskabet et lån på 27,5 mio. kr., der ikke skulle forrentes. Efter forskellige bevægelser på mellemregningskontoen var lånet i juni 1987 nedbragt til godt 8 mio. kr.
Selskabets advokat anførte, at han ikke havde indvendinger mod selve beregningen af de ved de påklagede ansættelser fikserede renter. Disse var opgjort efter Statsskattedirektoratets cirkulære af 21. september 1982 som differencen mellem den aftalte forrentning af det omtalte lån og Nationalbankens diskonto på gældsstiftelsestidspunktet plus 4%.
Advokaten påstod imidlertid, at der ikke i statsskattelovens § 4 e eller andre lovbestemmelser var hjemmel til at foretage beskatning af en fikseret rente af det klagende selskabs uforrentede udlån til det ubestridt insolvente datterselskab.
Advokaten bemærkede, at baggrunden for de foretagne ansættelser var, at udlånet var anset for udtryk for en unormal forretningsdisposition, hvis formål alene var at overføre indkomst fra det klagende selskab. Som baggrund for anbringendet om, at der ikke forelå hjemmel til den foretagne beskatning henviste advokaten til nærmere angiven litteratur vedrørende spørgsmålet om fikseret rente samt til bl.a. Østre Landsrets dom af 11. januar 1985 (dommen vedrørende Pan Pen Co. A/S). Der var her foretaget udlån mellem to søsterselskaber, således at beskatningen af fikseret rente hvilede på en udlodningsbetragtning. I nærværende sag var der tale om udlån fra moderselskab til datterselskab, hvorfor udlodningssynspunktet var uden relevans.
Advokaten fandt, at det som betingelse for beskatning i det foreliggende tilfælde måtte stilles, at der forelå en klar indkomstforvridning. Sådan indkomstforvridning forelå efter advokatens opfattelse ikke, hvilket fremgik af, at lånmodtagerselskabet var insolvent. Advokaten henviste i denne forbindelse til, at aktieselskabslovens § 69 A i et tilfælde, hvor der forelå et insolvent selskab, medførte, at det klagende selskab var pligtig at træffe foranstaltninger i denne forbindelse for ikke at blive erstatnings- eller strafansvarlig. Man kunne således have truffet beslutning om selskabets opløsning eller erklæret selskabet konkurs, eller man kunne have valgt at udvide aktiekapitalen til overkurs. Man valgte i stedet at yde det omhandlede rentefri lån.
Told- og Skattestyrelsen påstod de påklagede ansættelser stadfæstet. Det fremhævedes, at det klagende selskab havde erhvervet aktierne i datterselskabet for 0, og at de to selskaber var sambeskattede fra skatteåret 1986/87, det år, hvor datterselskabets virksomhed ophørte. På grund af de særlige vilkår i forbindelse med sambeskatning kunne det klagende selskab ikke udnytte de betydelige underskud i datterselskabet, idet de var opstået, før sambeskatningen var tilladt. Ved at udlåne betydelige beløb til datterselskabet rentefrit havde man herved overført renterne af de udlånte beløb til datterselskabet, hvorved man havde opnået, at renterne ikke blev beskattet, idet datterselskabets akkumulerede underskud blev modregnet heri.
Styrelsen fandt, at der var tale om en klart unormal forretningsmæssig disposition, og at man som i Østre Landsrets dom af 11. januar 1985 måtte beskatte selskabet af en fikseret rente med hjemmel i statsskattelovens § 4 e.
Landsskatteretten bemærkede, at det ved Østre Landsrets dom af 11. januar 1985 var fastslået, at hjemlen til korrektion vedrørende fikserede renter kunne findes i statsskattelovens § 4 e. Der var således ikke tale om en udlodningsbeskatning i denne sag, men om beskatning af renter.
Efter samtlige foreliggende oplysninger fandt Landsskatteretten, at de af sagen omhandlede rentefri udlån fra moderselskab til datterselskab af betydelige beløb var en klar unormal forretningsdisposition, som måtte antages at have været begrundet i moderselskabets ønske om at udnytte de i datterselskabet før sambeskatningstidspunktet akkumulerede underskud. Det var derfor med rette, at moderselskabet var anset for indkomstskattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4 e af fikserede renter for de pågældende skatteår.
Da der ikke var rejst indvendinger mod den talmæssige størrelse heraf, blev de påklagede ansættelser stadfæstet i medfør af statsskattelovens § 4 e.
LV 1989, SD 3.