Afgrænsning - selvstændig virksomhed/lønmodtagerforhold. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18503@1990-05-31/da
Indhold
A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag for lønmodtagerfradrag, 3.200 kr., og for udgifter til regnskabsmæssig assistance, 1.220 kr.
Det fremgik af sagen, at klageren, der var ansat som disponent i et vinfirma, som bibeskæftigelse havde undervisning og foredragsvirksomhed om franske vindistrikter. Virksomheden havde nærmere bestået i, at klageren tilbød forskellige fritidsundervisningsinstitutioner, bl.a. Folkeligt Oplysningsforbund, et kursus, der normalt omfattede 6 aftener, hvor klageren gennemgik de forskellige franske vindistrikter samt udskænkede vin til kursisterne.
Bruttoindkomsten ved foredragsvirksomheden havde i 1986 udgjort 58.735 kr. Udgifterne ved foredragsvirksomheden havde andraget 10.904 kr., og disse udgifter var godkendt fradragsberettigede, bortset fra udgift til regnskabsmæssig assistance, 1.220 kr.
For de i forbindelse med virksomheden oppebårne indtægter havde klageren anset sig for at være selvstændig erhvervsdrivende og således berettiget til at fratrække de i forbindelse med erhvervelsen af indkomsten afholdte udgifter i den personlige indkomst.
Ved den af de stedlige skattemyndigheder trufne afgørelse var klageren anset for at være lønmodtager. De fratrukne udgifter var derfor henført til ligningsmæssige fradrag med deraf følgende reduktion i henhold til ligningslovens § 9, stk. 1, med 3.200 kr. samt alene med fradragsmulighed i den skattepligtige indkomst. Endvidere var de fradragne udgifter beskåret med udgift til regnskabsmæssig assistance, 1.220 kr.
Det var i øvrigt oplyst, at klageren selv havde leveret undervisningsmateriale, hvorimod annoncering og lokale var stillet til rådighed af fritidsundervisningsinstitutionerne. Klagerens vederlag var beregnet som en fast timeløn.
Til støtte for, at indtægten hidrørte fra selvstændig virksomhed, henviste klagerens revisor til, at undervisningen principielt var drevet for klagerens egen regning og risiko. Den omstændighed, at visse erhvervsgivere havde afregnet indtægten som A-indkomst, kunne ikke medføre, at forholdet betragtedes som et tjenesteforhold, idet dette skyldtes, at dette var den almindelige afregningsform for hvervgiverne. I øvrigt henviste klagerens revisor navnlig til Skattedepartementets cirkulære af 5. oktober 1988 vedrørende afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende på skattelovgivningens område. Han påpegede i denne forbindelse, at klageren var udelukket fra de rettigheder for lønmodtagere, der kunne henføres til ferieloven, funktionærloven eller anden medarbejderbeskyttelseslovgivning. Forholdet var da også, at klageren havde drevet en selvstændig, overskudsgivende kursusvirksomhed for egen regning, således som begrebet selvstændig virksomhed var beskrevet i nævnte cirkulære. Dette cirkulære måtte i øvrigt anses som en kodificering af Landsskatterettens hidtidige praksis vedrørende afgrænsning af lønmodtagerbegrebet, og klagerens revisor henviste i denne forbindelse specielt til Landsskatterettens afgørelse 1976, nr. 61.
Da klageren drev selvstændig virksomhed, måtte han være berettiget til at fradrage de med virksomheden forbundne udgifter, herunder udgifter til regnskabsmæssig assistance, der alene vedrørte udgifter i forbindelse med udarbejdelse af driftsregnskab m.v.
Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren havde oppebåret en fast timeløn, der var beregnet uden hensyn til, hvor mange deltagere, der havde tilmeldt sig til foredragene. Der forelå således ikke det for selvstændig erhvervsvirksomhed særlige kendetegn, at der for egen regning og risiko var udøvet en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå overskud. Hertil kom, at det ikke kunne antages, at klageren afholdt driftsudgifter, der efter deres art og omfang lå væsentligt udover, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold.
Landsskatteretten var således enig med skatterådet i, at klageren ikke for indkomståret 1986 var berettiget til det faste lønmodtagerfradrag med 3.200 kr. ved siden af fradraget for de faktiske udgifter. Retten kunne imidlertid - i overensstemmelse med Statsskattedirektoratets indstilling under sagen - tiltræde, at der indrømmedes et fradrag for udgift til regnskabsmæssig assistance, der passende kunne sættes til 500 kr. Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 500 kr.
LV 1989, C 4.2.4.