Gaver, bidrag, personaleforening. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18508@1990-06-19/da
Indhold
A Reklamebureau A/S klagede for skatteåret 1986/87 over, at de stedlige skattemyndigheder havde nægtet selskabet fradrag for tilskud til personalets kunstforening på 21.750 kr.
Det var oplyst, at selskabet drev virksomhed som reklamebureau og i det omhandlede år havde beskæftiget i gennemsnit 39 personer.
Det var endvidere oplyst, at de ansatte drev en selvstændig kunstforening, som 33 af medarbejderne havde været medlem af i det aktuelle år. Medlemmerne betalte et månedligt kontingent på 50 kr., og selskabet ydede et tilskud af samme størrelsesorden. For de indkomne beløb - ca. 40.000 kr. om året - havde kunstforeningen indkøbt kunstværker, hvor hver enhed havde kostet ca. 2.000 kr. Disse kunstværker var derefter blevet udloddet efter et særligt regelsæt, der medførte, at alle medlemmer inden for en kortere periode af ca. 2 år ville blive vindere.
De stedlige skattemyndigheder havde som begrundelse for at nægte fradrag for selskabets tilskud til personalekunstforeningen henvist til, at det nærmest måtte karakteriseres som en gaveydelse, idet beløbet var anvendt til indkøb af varige forbrugsgoder til de ansatte. Udgiften havde derfor ikke en sådan relation til indtægtserhvervelsen, at den kunne anses for omfattet af statsskattelovens § 6 a.
Selskabets revisor gjorde gældende, at udgiften til de ansattes kunstforening var at sidestille med udgifter til personalefester og firmasport m.v., der afholdtes som led i den almindelige personalepleje med henblik på påvirkning af indkomsterhvervelsen i positiv retning.
Landsskatteretten fandt under hensyn til, at de udloddede kunstværker tilgik medarbejderne til eje, at selskabets tilskud til kunstforeningen måtte sidestilles med en gave, som ikke kunne anses for fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6 a. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.
LV 1989, L 4.1.