Virksomhedsskatteordning, juletræer. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18518@1990-08-08/da
Indhold
A klagede for indkomståret 1987 over, at en renteudgift på 64.394 kr. vedrørende prioritetslån i fast ejendom ikke var godkendt som fradrag i den personlige indkomst. Udgiften var anset for at vedrøre et ikke erhvervsmæssigt lån, og var derfor overført til klagerens kapitalindkomst.
Det var oplyst, at klageren, der var lønansat salgsdirektør, ejede og boede på en landejendom, som han havde købt i 1980. Ejendommen havde et jordtilliggende på 2,8 ha, der for størstedelen var tilplantet med juletræer. Herfor var løbende godkendt fradrag for udgifter til udplantning og renholdelse, men ikke bygningsafskrivninger.
Klageren havde for 1987 foretaget fradrag for underskud af den nævnte beplantning på 83.022 kr., hvori der ikke indgik nogen driftsindtægter, men alene driftsudgifter, inventarafskrivning m.v. samt det nævnte rentebeløb. Dette vedrørte to på ejendommen værende udhuse, som klageren havde anset for at være benyttet erhvervsmæssigt i forbindelse med juletræsbeplantningen. Klageren havde derfor medtaget udhusene på sin indskudskonto pr. 1. januar 1987 i medfør af reglerne i virksomhedsskatteloven, lov nr. 144 af 19. marts 1986 om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende, som klageren havde anvendt på beplantningen. Dette var godkendt ved ansættelsen tillige med fradraget for underskud af virksomheden - bortset fra det nævnte rentebeløb. Det var endelig oplyst, at klageren på intet tidspunkt havde haft noget driftsoverskud af juletræerne.
Skatterådet havde begrundet den påklagede afgørelse med, at ifølge virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, indgår aktiver, der benyttes både privat og erhvervsmæssigt, ikke i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dog indgår den erhvervsmæssige del af en ejendom, for hvilken der foretages en fordeling af ejendomsværdien mellem den del, der tjener til bolig for den skattepligtige, og den øvrige ejendom. Klagerens ejendom var i 1987 vurderet som landbrug med deraf følgende ansættelse af stuehusværdi, men klagerens drift af ejendommen kunne efter skatterådets opfattelse ikke anses for at være landsbrugsmæssig. Endvidere havde skatterådet ikke anset klagerens erhvervsmæssige anvendelse af de pågældende bygninger for at have haft et sådant omfang, at den hertil svarende del af ejendommen ville kunne henføres til virksomheden, idet kun 24 m2 eller ca. 7% af ejendommens areal var optaget af disse bygninger.
Klageren påstod over for Landsskatteretten ejendommen anset for drevet forsvarligt ud fra et landbrugsfagligt synspunkt. Hans revisor henviste til støtte herfor til, at ejendommen var vurderet som landbrugsejendom og var drevet som landbrug, hvorfor den erhvervsmæssige del af ejendommen skulle indgå på indskudskontoen med den virkning, at de hertil svarende prioritetsrenter kunne fradrages i den personlige indkomst.
Landsskatteretten fandt under hensyn til Østre Landsrets dom af 28. oktober 1982 samt til ejendommens ringe størrelse og stadige driftsunderskud, at den omhandlede virksomhed ikke kunne anses for at være erhvervsmæssigt drevet, og underskud af denne virksomhed kunne derfor ikke fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst. Endvidere var klageren, der herefter måtte anses for udelukkende at være lønmodtager, ikke berettiget til at anvende virksomhedsskattelovens regler.
LV 1989, L 1.1.1. og R 3.6.