Selskaber - rette indkomstmodtager.(* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18521@1990-08-07/da
Indhold
A klagede for indkomståret 1984 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset ham for indkomstskattepligtig af et beløb på 45.000 kr., hvilken indkomst var indtægtsført i selskabet B ApS.
Det fremgik, at klageren i 1984 var direktør for en kæde af virksomheder under et aktieselskab. Med dette selskabs bestyrelses indforståelse havde klageren det foregående år påtaget sig konsulentarbejde for en varehuskæde. Da bestyrelsen ikke fortsat ønskede, at han påtog sig konsulentarbejde for andre, havde klageren etableret sig med en konsulentvirksomhed i selskabsform, idet han fuldt ud havde overtaget et eksisterende anpartsselskab.
Klageren havde herefter ansat sin fader som direktør og sin broder som medarbejder i selskabet. Rådgivningen bestod dels i udarbejdelse af analyser og forslag til iværksættelse af aktiviteter, udarbejdelse af markedsanalyser og rapporter, og dels til hjælp til lagerrealisering.I 1984 havde konsulentarbejdet bestået i ombygning og modernisering af forretninger, udvælgelse og ansættelse af medarbejdere og omlægning af markedsføring.
Skattemyndighederne havde ved sin afgørelse lagt til grund, at det i realiteten var klageren personligt, der havde udført konsulentarbejdet, idet dette hovedsageligt måtte anses for at være baseret på klagerens ekspertise indenfor markedsanalyser. Klageren var derfor personligt anset for skattepligtig af honoraret på 45.000 kr.
Klagerens revisor bestred, at der var tale om en personlig indkomst for klageren og henviste i denne forbindelse til, at der senere var opstået tvist mellem kunden og konsulentfirmaet, hvilket klart indicerede, at aftalen var indgået mellem varehuset og selskabet.
Revisoren understregede i denne forbindelse, at der også var henset til, at der i forbindelse med selskabsudøvelse blev opnået en begrænset hæftelse, såfremt der senere måtte optræde erstatningsproblemer, og endelig til, at klageren havde ønsket at skabe et aktivt selskab i fortsættelse af den tidligere aktivitet med etablering af butikskæder.
Efter de tilvejebragte oplysninger fandt Landsskatteretten - uanset at den formelle aftale var indgået mellem varehuset og anpartsselskabet - at klageren måtte formodes alene at besidde den viden og de forudsætninger, som var baggrunden for påtagelse af opgaven. Det var derfor med rette, at det omhandlede honorar var henført til klageren som en personlig indtægt for denne. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.
LV 1989, SC 1.1.1.