Afskrivning, fast ejendom, afskrivningsgrundlag. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18522@1990-06-13/da
Indhold
A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder havde opgjort afskrivningsgrundlaget for driftsbygningerne på klagerens ejendom til 423.027 kr., medens han havde selvangivet afskrivningsgrundlaget til 522.060 kr.
Af sagen fremgik, at klageren havde købt landbrugsejendommen ved slutseddel i maj 1986 med overtagelsesdag den 1. august 1986. Ved udfærdigelsen af selvangivelsen for 1986 havde klagerens revisor ved købesummens fordeling opgjort afskrivningsgrundlaget for driftsbygningerne med udgangspunkt i årsreguleringen pr. 1. april 1985.
De stedlige skattemyndigheder havde imidlertid ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget taget udgangspunkt i 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986, da denne var den sidst kendte vurdering ved udfærdigelsen af selvangivelsen for 1986.
For Landsskatteretten gjorde klagerens revisor gældende, at det var den sidst kendte vurdering på købstidspunktet, der burde lægges til grund ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget, og anmodede om, at indkomsten blev nedsat til det selvangivne beløb.
Told- og Skattestyrelsens afdeling for vurdering af fast ejendom udtalte efter besigtigelse bl.a., at det af de stedlige ligningsmyndigheder beregnede afskrivningsgrundlag på 423.027 kr. skønnedes at være et passende udtryk for den andel af købesummen, som kunne henføres til driftsbygningerne. Styrelsens vurderingsafdeling bemærkede dog, at afvigelsen mellem det selvangivne og det af de stedlige skattemyndigheder beregnede afskrivningsgrundlag var mindre end 20%, hvorfor det selvangivne afskrivningsgrundlag kunne godkendes, jf. SD-cirkulære 1978-40.
Landsskatteretten bemærkede hertil, at SD-cirkulære 1978-40 måtte forstås således, at det selvangivne afskrivningsgrundlag kun var beskyttet mod tilsidesættelse, når det var opgjort på grundlag af forskelsværdien og ejendomsværdien ved den sidst kendte vurdering på tidspunktet for indgivelse af selvangivelse.
Landsskatteretten fandt herefter, at det var med rette, at de stedlige skattemyndigheder havde opgjort afskrivningsgrundlaget som sket. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
LV 1989, G 6.1.9.3.