Vurdering fast ejendom - ejendomsværdi - ejerlejlighed - udlejet (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18525@1990-07-26/da
Indhold
En advokat klagede for A over den af skyldrådet ved 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 foretagne ansættelse af ejendomsværdien for en ejerlejlighed med påstand om nedsættelse.
Til støtte for påstanden anførte advokaten bl.a., at A alene ejede en ideel anpart på 2/12 af ejerlejligheden, mens hvert af hendes to myndige børn ejede en anpart på 5/12. Endvidere anførtes, at A havde været lejer af lejligheden siden den 1. marts 1972, og efter moderejendommens opdeling i ejerlejligheder havde fortsat lejemålet med interessentskabet som udlejer.
Skyldrådet havde under henvisning til, at lejligheden ikke kunne anses for fri, men at der samtidig bestod delvis identitet mellem ejer og lejer, indrømmet et nedslag på 20% i ejendomsværdien i forhold til lejlighedens værdi som frit omsættelig ejerlejlighed.
Advokaten påstod nedslaget forhøjet til 50% under henvisning til at A's ideelle anpart var af så beskeden størrelse, at den ikke på nogen måde medførte væsentlig indflydelse samt, at lejemålet ikke alene var omfattet af lejelovens begrænsninger vedrørende opsigelse men også af lejelovens begrænsninger med hensyn til lejens størrelse m.v.
Landsskatteretten bemærkede, at ejendomsværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 9, stk. 1, skal ansættes til handelsværdien på vurderingstidspunktet af den faste ejendom i dens helhed. Ved ansættelsen af ejendomsværdien skal der i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 10, stk. 1, tages hensyn til de til den faste ejendom knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter.
Landsskatteretten fandt, at de i lejelovgivningen indeholdte begrænsninger med hensyn til opsigelse af lejemål måtte anses for en byrde af offentligretlig karakter, der i henhold til ovennævnte bestemmelse skulle tages i betragtning ved ansættelsen af ejendomsværdien.
Efter det oplyste om den delvise identitet mellem ejendommens lejer og ejer, sammenholdt med det oplyste om den øvrige ejerkreds' nære familiemæssige tilknytning såvel indbyrdes som til lejeren, fandt Landsskatteretten ikke, at ejendommen i vurderingsmæssig henseende fuldt ud kunne sidestilles med sådanne ejerlejligheder, der som følge af lejelovens begrænsninger vedrørende opsigelse af lejeforholdet ikke anses som frit omsættelige, og for hvilke der derfor indrømmes et nedslag til 50% af værdien som fri.
Ved den foretagne ansættelse var der indrømmet er nedslag på 20% i forhold til ejendommens værdi som fri ejerlejlighed under hensyn til karakteren af det bestående lejemål, hvilket nedslag skulle ses som udtryk for markering af lejeforholdets specielle status.
Landsskatteretten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre dette skøn, hvorefter den påklagede ansættelse blev stadfæstet.