Repræsentationsudgifter, privatforbrug. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18529@1990-08-20/da
Indhold
A's klagesag for indkomståret 1984, hvori Landsskatteretten havde afsagt kendelse den 15. september 1989, blev efter anmodning genoptaget.
Den foretagne ansættelse beroede på, at et af klageren selvangivet fradrag på 17.240 kr. for udgifter ved en reception i anledning af hans 50-års fødselsdag ikke var blevet godkendt. Landsskatteretten imødekom anmodningen om genoptagelse, idet kendelsens resultat blev vurderet i forbindelse med mere principielle overvejelser om fradragsretten for udgifter af den omhandlede art.
På baggrund af den således foretagne analyse af retstilstanden på området, dvs. senere års praksis såvel ved domstolene - herunder den i sagen anførte højesteretsdom af 2. december 1986 - som ved Landsskatteretten, fandt retten imidlertid, at der i den foreliggende sag med rette var nægtet fradrag for udgifterne til den pågældende reception i anledning af klagerens 50-års fødselsdag.
Der var herved - som ved den tidligere afsagte kendelse - lagt afgørende vægt på, at det ikke kunne anses for godtgjort, at der i receptionen udelukkende havde deltaget forretningsforbindelser.
Klageren henviste såvel i sin klageskrivelse som i anmodningen om genoptagelse til punkt 1 i Skattedepartementets cirkulære nr. 5 af 21. januar 1986 om begrænsning af fradrag for repræsentationsudgifter. Landsskatteretten fandt ikke i den der foretagne beskrivelse af begrebet kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelser særlige holdepunkter for at antage, at der i det foreliggende tilfælde skulle være grundlag for at anse udgiften til sammenkomsten i anledning af den private mærkedag for fradragsberettiget. Landsskatteretten hæftede sig i den forbindelse også ved, at det af forarbejderne til loven om begrænsning af fradrag for repræsentationsudgifter, jf. bl.a. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 1229, udtrykkeligt fremgik, at den praksis, der havde udviklet sig vedrørende afgrænsningen mellem repræsentationsudgifter og privatforbrugsområdet, forudsattes opretholdt.
Den tidligere afsagte kendelse blev herefter fastholdt.
LV 1989, L 4.7.