Virksomhedsskatteordning, fast ejendom, rentefradrag. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18530@1990-08-23/da
Indhold
A klagede for indkomståret 1987 over, at amtsligningsrådet ikke havde godkendt hans fradrag på 21.150 kr. for prioritetsrenter i den personlige indkomst.
Det var oplyst, at klageren, der drev selvstændig erhvervsvirksomhed i interessentskabsform, havde ladet sin del af interessentskabsordningen omfatte af virksomhedsordningen i henhold til reglerne i virksomhedsskatteloven, lov nr. 144 af 19. marts 1986 om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende, samt at han tillige havde ladet denne ordning omfatte 25% af en ham tilhørende fast ejendom.
Det var videre oplyst, at denne ejendom indeholdt et enfamilieshus, som beboedes af klageren, og nogle fritliggende driftsbygninger, der dengang var udlejet som lagerbygninger til et anpartsselskab, hvori klageren var hovedanpartshaver. Der var i 1987 ikke foretaget nogen fordeling i henhold til vurderingsloven af ejendomsværdien mellem den del af ejendommen, der tjente til bolig for ejeren, og den øvrige del af ejendommen. Ifølge virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, kan aktiver, der benyttes såvel privat som erhvervsmæssigt, ikke indgå i virksomhedsordningen bortset fra fast ejendom under den betingelse, at der ved vurderingen af denne var foretaget en fordeling af vurderingssummen mellem en privat og en erhvervsmæssig andel.
Ved den påklagede ansættelse havde amtsligningsrådet ikke godkendt, at klageren i sin personlige indkomst havde fradraget 25% af prioritetsrenterne vedrørende den nævnte ejendom, eller det nævnte beløb på 21.150 kr., som svarende til ejendommens erhvervsmæssige udnyttelse. Rådet havde henført dette beløb til fradrag i klagerens kapitalindkomst sammen med den øvrige del af prioritetsrenterne. Som begrundelse herfor havde amtsligningsrådet henvist til den nævnte lovbestemmelse, og til, at ejendommens vurderingssum ikke var fordelt som nævnt i denne bestemmelse, hvorfor ingen del af ejendommen kunne indgå under virksomhedsordningen.
Klageren påstod over for Landsskatteretten 29,7% af prioritetsrenterne overført til fradrag i den personlige indkomst, idet hans revisor til støtte herfor henviste til en den 20. marts 1990 afgivet meddelelse fra skyldrådet for den pågældende skyldkreds. Det fremgik heraf, at den omhandlede ejendom ved 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 nu var ansat til en ejendomsværdi på 630.000 kr., heraf ejerboligværdi i ejendom med erhverv 442.700 kr.
Samtidig var benyttelseskoden ændret til (02) = beboelse og forretning med en beboelseslejlighed. Skyldrådet havde samtidig udtalt, at denne ændring af vurderingen havde virkning fra og med indkomståret 1987 for indkomstansættelsen og fra og med indkomståret 1986 for formueansættelsen.
Amtsligningsrådet havde hertil udtalt, at en sådan efterfølgende ændring af ejendommens vurdering måtte være uden betydning. Landsskatteretten måtte imidlertid i så henseende henholde sig til skyldrådets nævnte udtalelse om tidspunktet, fra hvilken den ændrede vurdering havde virkning for indkomstansættelsen, og den ville derfor være at lægge til grund ved klagerens indkomstansættelse for indkomståret 1987. Da den erhvervsmæssige del herefter udgjorde 187.300 kr., svarende til 29,7% af den samlede vurderingssum på 630.000 kr., måtte ejendommen ved klagerens indkomstansættelse i det nævnte omfang anses for at have været benyttet erhvervsmæssigt.
LV 1989, L 1.1.3.