Begrænset skattepligt, personer, Tyskland. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18533@1990-08-02/da
Indhold
A, Vesttyskland, klagede over, at amtsligningsrådet havde anset ham for begrænset skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, for indkomstårene 1980-1986, begge inkl.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var ansat i en vesttysk virksomhed, beliggende i X i Sydtyskland. Denne virksomhed var i det hele ejer af et datterselskab i Y i Danmark. Selskabet var et handelsaktieselskab, der varetog afsætningen af moderselskabets produktion til Danmark og flere andre lande samt i et vist omfang Nordtyskland.
Klageren var ifølge sin ansættelseskontrakt med moderselskabet ansat i dette, men havde som arbejdsområde det danske selskab. Han havde haft ledelsen af dette, idet han over for Aktieselskabs-Registeret var anmeldt som direktør. Samtlige forhandlerkontrakter med selskabet var underskrevet af klageren, ligesom det danske selskab havde afholdt rejse- og repræsentationsudgifter samt automobiludgifter for klageren. Denne havde endvidere ifølge amtsligningsrådets opgørelse i årene 1982-1986, begge inkl., opholdt sig i Danmark i henholdsvis 172 dage, 133 dage, 193 dage, 198 dage og 160 dage.
Amtsligningsrådet havde ved ansættelserne været af den opfattelse, at klageren - uanset at han formelt var ansat af det vesttyske moderselskab - reelt havde haft det danske selskab som arbejdsgiver. Der var herved lagt vægt på, at klageren havde været anmeldt som direktør i selskabet og havde udført en direktørs funktion. Hans arbejdsområde var at være daglig leder af selskabet og kontaktmand i forhold til selskabets forhandlernet i en række lande. Hans arbejde i Vesttyskland havde - udover kontakt til det danske selskabs forhandlere - udelukkende været at aflægge rapport til moderselskabet. Ved en gennemgang af datterselskabets regnskabsmateriale var det konstateret, at samtlige forhandlerkontrakter var indgået af klageren, at næsten samtlige checks, der var udstedt af datterselskabet, også var underskrevet af ham, og at datterselskabet havde afholdt rejse-repræsentations- og biludgifter. Klagerens aflønning burde således efter almindelige forretningsmæssige principper rettelig være afholdt af det danske selskab, for hvem arbejdet var udført. Ud fra en samlet bedømmelse af klagerens faktiske arbejdsforhold og under hensyntagen til det antal dage, hvor klageren havde arbejdet i Danmark, var amtsligningsrådet af den opfattelse, at den reelle arbejdsgiver var det danske selskab, hvorfor klageren var anset for begrænset skattepligtig i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a.
Klagerens advokat gjorde over for Landsskatteretten gældende, at klagerens aftale med moderselskabet om ansættelse i Tyskland måtte respekteres, uanset at klageren havde udført arbejde i Danmark. Klageren var født dansk, boede i Tyskland, men havde tidligere arbejdet i et dansk firma. Det tyske selskab havde etableret et selskab i Danmark, og for at sikre indflydelsen her blev klageren ansat i det tyske selskab. Dette ville give den bedste adgang til instruktion fra moderselskabet. Koncernen havde hovedkontor i Tyskland, men klageren havde ikke kontorlokaler der. Klageren havde kontor i Danmark - ganske vist fælles med andre ansatte - og hans funktion var at have kontakt med forretningsforbindelserne i Slesvig-Holsten samt Skandinavien m.m. Direktørfunktionen i Danmark skyldtes moderselskabets krav. Hovedparten af hans arbejdsopgaver lå i Danmark, men væsentlige funktioner var også udført i Nordtyskland, hvor han bestred samme arbejdsopgaver som i Danmark. Klageren var ansat og aflønnet i moderselskabet og var underlagt de tyske regler om skat og social sikkerhed m.m. Han var således almindelig funktionær i Tyskland. I denne forbindelse fremhævede advokaten, at klageren ikke havde arbejdet over 183 dage årligt i Danmark. Beskatningsretten måtte derfor tilkomme Tyskland i henhold til den med Vesttyskland indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst, artikel 9, stk. 2. Under alle omstændigheder ville værdien af fri bil ikke være omfattet af begrænset skattepligt til Danmark.
Subsidiært påstod advokaten fritagelse for beskatning i årene 1980, 1981, 1982 og 1986, idet der muligvis kunne herske tvivl om, hvorvidt antallet af klagerens arbejdsdage i Danmark havde oversteget 183 i årene 1984 og 1985.
Told- og Skattestyrelsen henviste under sagen til, at der i den danske lovgivning var hjemmel for beskatning i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. § 43, stk. 1, hvorefter det var en betingelse, at der var tale om vederlag her fra landet for arbejde udført i Danmark. Sagens faktiske forhold var, at klageren havde den overordnede ledelse af selskabet, og at han disponerede på selskabets vegne. Efter en samlet vurdering var det naturligt at anse klagerens aflønning for at hidrøre fra det danske datterselskab, selv om lønnen ikke faktisk var udbetalt herfra. Kildeskatteloven og dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Vesttyskland, artikel 9, stk. 1, afgav herefter hjemmel for beskatning. Man kunne tiltræde, at værdien af fri bil ikke var omfattet af den begrænsede skattepligt.
Landsskatteretten lagde efter de i sagen meddelte oplysninger til grund, at klagerens arbejdsindsats havde været lagt i ledelsen af det danske selskab, og at det fra koncernen erhvervede vederlag måtte antages oppebåret for dette arbejde og efter almindelige forretningsmæssige principper måtte kunne henføres til dette selskab. Uanset at lønnen var udbetalt fra Tyskland, kunne retten derfor tiltræde det af Told- og Skattestyrelsen og amtsligningsrådet anførte om grundlaget for de påklagede ansættelser. Klageren var herefter for de omhandlede indkomstår begrænset skattepligtig til Danmark.
LV 1989, DA 2.1.