Moms, hensættelse, efterbeskatning. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18534@1990-08-08/da
Indhold
A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans selvangivne indkomst for indkomstårene 1981-1986, begge inkl., med momsregulering på henholdsvis 87.912 kr., 65.721 kr., 108.049 kr., 102.187 kr., 92.215 kr. og 59.060 kr. Momsreguleringerne vedrørte tidspunktet for indtægtsførsel af andel af hensat beregnet momsgæld i forbindelse med likvidation af et kommanditselskab.
Klageren oplyste, at han oprindelig havde været værnsaktionær i et dansk selskab, B A/S, der varetog udlejning af værelser og sommerhuse i Danmark til tyskere. Da man fra tysk side havde protesteret imod at indgå sådanne lejekontrakter med selskaber, der ikke havde værneting i Tyskland, havde klageren sammen med en medinteressent, C K/G, dannet et selskab, der havde hjemsted i Flensburg. Klageren havde herefter overført formidlingsvirksomheden til det nydannede selskab. Det danske toldvæsen havde derefter gjort krav gældende om, at tyske selskaber, der beskæftigede sig med formidling og udlejning af danske sommerhuse, var momspligtige af indtægter herved. C K/G, Flensburg, protesterede herimod, bl.a. under hensyn til, at man ikke på dagældende tidspunkt kunne ændre de aftalte priser og derfor selv måtte bære momstilsvaret. Der havde herefter fundet principielle drøftelser sted mellem det danske og det tyske toldvæsen og EF i årene 1980 til 1986. Det danske toldvæsen havde opretholdt kravet fra 1980 frem til det tidspunkt, hvor det blev opgivet ved brev af 6. maj 1986. Det klagende selskab havde hvert år foretaget hensættelser i regnskaberne af beløb, svarende til det eventuelle momskrav, og beløbene var indsat på en særlig konto i en tysk bank. Hensættelserne var sket efter krav fra det tyske toldvæsen, der - såfremt hensættelserne ikke var sket - ikke ville have tilladt selskabet at føre formidlingsvirksomheden.
Klageren gjorde gældende, at hensættelserne måtte anses for fradragsberettigede for de enkelte år, medens de stedlige skattemyndigheder havde henvist til, at hensættelserne i skattemæssig henseende ikke kunne betegnes som gæld og derfor ikke var fradragsberettigede i de enkelte år. Klagerens revisor henviste bl.a. til, at det afgørende måtte være, hvorvidt momsbeløbene skulle tilbageføres til de enkelte indkomstår eller indtægtsføres i det år, hvor toldvæsenet havde givet afkald på beløbet.
Landsskatteretten fandt, at det klagende selskab måtte anses for at have været berettiget til at foretage de omhandlede momshensættelser, idet det var de danske toldmyndigheders opfattelse, at tyske bureauers sommerhusformidling var momspligtig. Hertil kom, at det fra de tyske myndigheder var et krav, at hensættelserne skulle finde sted. Da der i 1986 fremkom nye regler - EF-direktiver - hvorefter det klagende selskab ikke var momspligtigt af feriehusformidlingen, fandt retten, at efterbeskatningen af hensættelsesbeløbene skulle finde sted i 1987 under hensyn til, at det først i 1986 var blevet meddelt, at selskabet ikke var momspligtigt i Danmark.
Under hensyn hertil blev de påklagede ansættelser af klagerens skattepligtige indkomst i overensstemmelse med en af Told- og Skattestyrelsen afgivet indstilling for indkomstårene 1981 til 1986 inkl. nedsat med de foretagne forhøjelser vedrørende momsreguleringer.
LV 1989, C 3.1.