Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18535@1990-08-16/da

Indhold

1. Indledning

A klagede over den af Ligningsrådet afgivne bindende forhåndsbesked, hvorefter han ved ophævelse efter 1. januar 1989 af hans kollektive pensionsforsikring i forsikringsselskabet B, tegnet med hans tidligere og nuværende arbejdsgiver, C A/S, skulle svare afgift samt tillægsskat i medfør af pensionsbeskatningslovens kap. 3, jf. § 48.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren havde været ansat i C A/S siden marts 1955. Klageren havde været omfattet af den mellem C A/S og B indgåede aftale om pensionsordning. Der var for klageren oprettet en kombineret pensionsordning, bestående af dels en kapitalforsikring og dels en pensionsordning med løbende udbetalinger.

Klageren havde indbetalt til pensionsordningen indtil udgangen af 1978, idet C A/S med B's tiltrædelse havde ændret den kollektive aftale, således at medarbejderne fra 1979 havde været frit stillet med hensyn til de videre indbetalinger til ordningen. Klageren var herefter udtrådt af den kollektive pensionsordning og havde fået sin police ændret til fripolice i august 1978.

C A/S havde i 1986 på grund af utilfredsstillende driftsresultater besluttet at ophøre som driftsselskab, hvorefter selskabet alene skulle fungere som holdingselskab for en række datterselskaber. I forbindelse med nedlæggelse og afhændelse af selskabets aktiviteter var samtlige medarbejdere fratrådt. I 1987 havde C A/S således ingen produktionsaktivitet og ingen ansatte udover klageren samt en yderligere medarbejder, som begge var ansat på deltid.

Klageren var i juni 1986 opsagt fra sin stilling pr. 31. december 1987. Ved sin fratrædelse havde han fået udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2 a. Denne var efter det oplyste selvangivet og godkendt som særlig indkomst.

C A/S havde genansat klageren i maj 1987. Det fremgik af ansættelsesbrevet, at C A/S havde anset ansættelsen som et nyt ansættelsesforhold bl.a. under henvisning til, at opsigelsesvarslet var reduceret fra 6 til 5 måneder, samt til, at selv om lønnen for klageren var forblevet uændret i forhold til lønnen i 1987, var C A/S berettiget til løbende at tilpasse såvel arbejdstiden som månedslønnen til det behov, der måtte være. I denne forbindelse var det oplyst, at klagerens månedsløn nu faktisk var reduceret med ca. 10.000 kr.

Endvidere var det oplyst, at klageren - som førhen havde bestridt en stilling som afdelingschef - nu foretog afviklingen af C A/S's tekniske arkiv.

For så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en kapitalforsikring, havde Ligningsrådet ved afgørelsen fundet, at denne ikke kunne anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972, som ændret ved bekendtgørelse nr. 400 af 12. september 1979. Der var herved henvist til, at denne del af pensionsordningen ikke opfyldte fritagelsesbestemmelsens betingelse om, at forsikringen skulle være omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 2, 5 eller 7.

For så vidt angik den del, der bestod af en pensionsordning med løbende udbetalinger, havde Ligningsrådet fundet, at klageren ikke kunne anvende nævnte fritagelsesbestemmelse, da klageren efter fratræden den 31. december 1987 var tiltrådt i samme stilling pr. 1. januar 1988 med de ændringer, der fulgte af virksomhedens økonomiske problemer og den deraf følgende omlægning fra at være et driftsselskab til at være holdingselskab. Endvidere fandtes den omstændighed, at der på tidspunktet for tiltrædelsen reelt ikke var nogen igangværende pensionsordning at kunne indtræde i, og således ikke nogen reel interesse i at opretholde eller etablere en ny ordning, ligeledes at være til hinder for en anvendelse af fritagelsesbestemmelsen.

Klagerens repræsentant nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at betingelsen i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972 om fritagelse for tillægsskat efter pensionsbeskatningsloven var opfyldt, for så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en pensionsforsikring med løbende udbetalinger.

Repræsentanten anførte herved bl.a., at der var forløbet mindst 1 år efter arbejdsforholdets ophør, uden at klageren havde fået ansættelse i en stilling, hvor arbejdsgiveren ville fortsætte præmiebetalingen til pensionsordningen. Uanset at klageren havde fået ny beskæftigelse pr. 2. januar 1988, berettigede denne stilling ikke til pensionsret, hvilket var normal praksis for midlertidige stillinger. Hertil kom, at klageren reelt kunne opsiges helt uden varsel alene derved, at arbejdsgiveren reducerede klagerens arbejdstid.

Klagerens repræsentant henviste herom til en erklæring fra arbejdsgiveren, hvoraf det bl.a. fremgik, at klageren ikke efter den 31. december 1987 havde haft ansættelse i en stilling, hvor han var optaget eller skulle optages i en pensionsforsikringsordning eller pensionsordning, og at han ikke havde ansættelse i en stilling, hvor arbejdsgiveren ville deltage i præmiebetalingen på den fra det tidligere ansættelsesforhold medbragte police. Baggrunden for, at arbejdsgiveren ikke ønskede at indtræde i pensionsforsikringsordningen var, at klageren alene havde haft ansættelse i en stilling, der efter sin karakter var midlertidig.

Endvidere anførte klagerens repræsentant, at den omstændighed, at klageren på tidspunktet for fratrædelsen af sin stilling ikke havde en igangværende pensionsordning, ikke kunne tillægges betydning, idet det ikke indgik som en betingelse for fritagelse af tillægsskat i ovennævnte bekendtgørelse, at pensionsordningen var igangværende.

For så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en kapitalforsikring, var Landsskatteretten enig med Ligningsrådet i, at denne ikke kunne anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972.

For så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en pensionsforsikring med løbende udbetalinger, fandt Landsskatteretten, at klageren efter 1. januar 1989 kunne hæve sin kollektive pensionsforsikring i B, tegnet med den tidligere og nuværende arbejdsgiver, C A/S, således at der alene skulle svares afgift i henhold til pensionsbeskatningslovens kap. 3. Der var herved henset til, at uanset at arbejdsgiveren var den samme både før og efter årsskiftet 1988, kunne klagerens stilling ikke antages at være den samme, hverken af indhold eller vilkår. Den omstændighed, at klagerens pensionsordning i en årrække havde været hvilende, fandt Landsskatteretten ikke kunne være til hinder for anvendelsen af fritagelsesbestemmelsen i ovennævnte bekendtgørelse.

Da selskabet efter det oplyste ikke havde villet indtræde i klagerens pensionsforsikringsordning, fandtes betingelserne for fritagelse for betaling af indkomstskat efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972 herefter opfyldt.

LV 1989, I 2.12.

Versioner

1. 1990-08-16