Pensionsordning - ophævelse - afgift - tillægsskat. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18543@1990-08-29/da
Indhold
A klagede over den af Ligningsrådet som bindende forhåndsbesked trufne afgørelse, der vedrørte den skattemæssige virkning ved tilbagekøb efter 1. september 1989 af hendes pensionsordning i PFA, tegnet med hendes tidligere arbejdsgiver, B A/S. Ligningsrådet havde fundet, at klageren ved tilbagekøb skulle svare afgift samt tillægsskat i medfør af pensionsbeskatningslovens kapitel 3, jf. § 48.
Det fremgik af sagens oplysninger, at C A/S i 1986 havde ændret navn til B A/S. Siden 1937 havde alle funktionærer i B A/S været omfattet af en obligatorisk pensionsordning, hvorefter de ved det fyldte 25. år skulle indtræde i firmaets pensionsordning med PFA. Pensionsordningen var oprindelig baseret på en præmie på 15% af den til enhver tid gældende månedsgage, hvoraf B A/S betalte de 9%, medens de ansatte betalte 6%.
Den aftalte pensionsordning var pr. 1. oktober 1983 ændret, således at de ansatte ikke længere var tvunget til at tilslutte sig ordningen ved det fyldte 25. år. Endvidere var B A/S ophørt med at yde bidrag til den samlede præmie, der herefter alene hidrørte fra den ansatte.
Ansatte, der var tilknyttet ordningen, havde fra samme dato fået mulighed for at vælge, hvorvidt de ønskede at fortsætte i ordningen, eller om de ønskede at indstille præmien og overgå til fripolice.
Klageren havde siden 1. august 1980 været ansat i en division under B A/S. Fra samme dato var hun indtrådt i firmaets pensionsordning, der for klagerens vedkommende bestod af en pensionsordning med løbende udbetalinger og af en kapitalforsikring. Den 1. oktober 1984 var klageren udtrådt af pensionsordningen, og ordningen omskrevet til fripolice.
I 1988 blev den division i B A/S, hvor klageren var beskæftiget, frasolgt, idet divisionen blev indskudt i et nyt aktieselskab, D A/S.
Personalet i klagerens division blev i forbindelse med ejerskiftet overført til det nye selskab, som efter det oplyste tillige overtog samtlige forpligtelser over for medarbejderne for så vidt angår løn, anciennitet m.v. De medarbejdere, der ønskede at fortsætte indbetalingerne til deres pensionsordning, kunne fortsat foretage indbetalinger gennem den nye arbejdsgiver, men denne ønskede ikke selv at bidrage til ordningen eller at videreføre en obligatorisk pensionsordning.
Klageren forespurgte Ligningsrådet om de skattemæssige konsekvenser ved tilbagekøb af forsikringen 1 år efter stiftelsen af det nye selskab, D A/S, herunder specielt, hvorvidt der kunne fritages for indkomstskat efter pensionsbeskatningslovens § 48 i medfør af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972 (som ændret ved bekendtgørelse nr. 400 af 12. september 1979).
For så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en kapitalforsikring, havde Ligningsrådet ved afgørelsen fundet, at denne ikke kunne anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972, som ændret ved bekendtgørelse nr. 400 af 12. september 1979. Der var herved henvist til, at denne del af pensionsordningen ikke opfyldte fritagelsesbestemmelsens betingelse om, at forsikringen skulle være omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 2, 5 eller 7.
For så vidt angik den del, der bestod af en pensionsordning med løbende udbetalinger, havde Ligningsrådet fundet, at nævnte fritagelsesbestemmelse ej heller kunne finde anvendelse allerede af den grund, at den nye arbejdsgiver ikke havde stillet sig hindrende i vejen for, at indbetaling af præmie til ordningen kunne fortsætte.
Den omstændighed, at der på tidspunktet for det nye selskabs overtagelse af klagerens division reelt ikke var nogen igangværende pensionsordning at kunne indtræde i, og således heller ikke nogen reel interesse i at opretholde eller etablere en ny ordning, fandtes ligeledes efter Ligningsrådets opfattelse at være til hinder for en anvendelse af fritagelsesbestemmelsen.
Klageren nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at ophævelsen af pensionsordningen var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972.
Hun anførte bl.a., at det af nævnte bekendtgørelse fremgik, at der blev fritaget for beskatning, såfremt arbejdstageren havde fået ansættelse i en stilling, uden at arbejdsgiveren ville fortsætte med betalingen. Klageren henviste til ordene i fritagelsesbestemmelsen: »...hvor arbejdsgiveren vil fortsætte præmiebetalingen«, hvilket måtte forstås således, at arbejdsgiveren deltog i præmiebetalingen og ydede et faktisk bidrag til den fortsatte betaling. Klageren fandt, at betingelsen i fritagelsesbestemmelsen måtte anses for opfyldt, idet den nye arbejdsgiver utvetydigt havde erklæret, at man ikke ville deltage i en videreførsel af nogen pensionsordning, da man betragtede en sådan som den ansattes personlige anliggende. Den omstændighed, at virksomheden fungerede som medarbejdernes interessekontor i forbindelse med indbetaling af præmie til pensionsordningen, kunne efter klagerens opfattelse ikke sidestilles med, at arbejdsgiveren havde givet tilsagn om at fortsætte med præmiebetalingen til pensionsordningen.
Endelig anførte klageren, at det i medfør af § 2 i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972 var forsikringsselskabet, der traf afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at fritage for indkomstskat var opfyldt. PFA mente i denne sag, at betingelserne for fritagelse klart var opfyldt.
For så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en kapitalforsikring, var Landsskatteretten enig med Ligningsrådet i, at denne ikke kunne anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972.
For så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en pensionsforsikring med løbende udbetalinger, fandt Landsskatteretten ej heller grundlag for at anse tilbagekøb efter 1. september 1989 for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972. Der var herved henset til, at den nye arbejdsgiver ikke havde stillet sig hindrende i vejen for, at indbetaling af præmien til ordningen kunne fortsætte.
LV 1989, I 2.12.