Gelex

Lejeværdi - ændret lejlighedsantal. (* 1)

GældendeVersion 1990-08-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18547@1990-08-29/da

Indhold
  1. Indledning

Adjunkt A klagede for indkomstårene 1985, 1986 og 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans selvangivne indkomst med yderligere lejeværdi af egen bolig med hhv. 6.730 kr., 7.433 kr. og 7.633 kr

Det fremgik af sagens oplysninger, at klagerens ejendom oprindelig bestod af 3 lejligheder.

I februar 1980 var lejlighederne på 1. og 2. sal blevet sammenlagt, således at ejendommen fremstod som et tofamilieshus.

Da stueetagen ved udgangen af 1984 var blevet ledig, havde klageren anmodet om tilladelse til sammenlægning af de to lejligheder til en. Denne tilladelse blev givet i februar 1985, således at ejendommen derefter fremstod som et enfamilieshus.

Klageren havde ved indkomstopgørelserne for de omhandlede indkomstår medregnet lejeværdi med udgangspunkt i oplysningerne på de fortrykte ejendomsskemaer.

Ejendomsskemaet for 1985 angav, at der var 2 lejligheder, og at ejendomsværdien var 670.000 kr., medens ejerboligværdien var 400.800 kr. Lejeværdien var opgjort til 10.020 kr., hvilket beløb klageren havde overført direkte til sin selvangivelse.

På ejendomsskemaet for 1986 var der sket en rettelse af antal lejligheder, men der var stadig foretaget en opdeling mellem den kontante ejendomsværdi og ejerboligværdien pr. 31. december 1985. Klageren havde anvendt den kontante ejerboligværdi som udgangspunkt for lejeværdiberegningen.

Ejendomsskemaet for 1987 indeholdt de korrekte oplysninger, og den selvangivne lejeværdi for 1987 var alene en konsekvens af, at klageren ved beregningen havde anvendt begrænsningsreglen i ligningslovens § 15 G, stk. 3.

De stedlige skattemyndigheder havde anset lejeværdi af klagerens bolig for omfattet af de for enfamilieshuse gældende regler, jf. ligningslovens § 15 B.

Klageren påstod over for Landsskatteretten de selvangivne lejeværdier godkendt, og henviste bl.a. til, at han i god tro havde anvendt oplysningerne på de fortrykte ejendomsskemaer. For 1985 havde klageren endda direkte overført den udregnede lejeværdi til sin selvangivelse.Landsskatteretten bemærkede, at klageren i februar 1985 fra Københavns kommune havde fået meddelt godkendelse af, at hans bolig fik status som enfamilieshus. Han kunne herefter disponere som ejer over hele ejendommen, og det måtte følgelig have stået ham klart, at dette forhold ville få indflydelse på hans lejeværdiberegning, der herefter måtte beregnes efter reglerne for enfamilieshuse. De fortrykte ejendomsskemaer til brug for selvangivelserne var for 1985 og 1986 misvisende udfyldt og ikke ført a jour i overensstemmelse med ejendommens status som enfamilieshus. Når hensås til klagerens uddannelsesmæssige baggrund, og til, at han selv havde ansøgt om ændring af ejendommens status, burde han have været opmærksom på disse forhold. Da de almindelige lejeværdiberegninger for enfamlieshuse let kunne efterses i det af myndighederne udsendte materiale til brug for selvangivelserne, fandt Landsskatteretten herefter ikke, at klageren havde været i beskyttelsesværdig god tro.

Da lejeværdien for ejendommen herefter med rette var beregnet efter de for enfamilieshuse gældende regler i ligningslovens § 15 B, blev de påklagede ansættelser stadfæstet.

LV 1989, G 2.1.1.

Versioner

  1. 1990-08-29