Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/18557@1990-09-21/da

Indhold

1. Indledning

A klagede for indkomståret 1983 over, at amtsligningsrådet ikke havde godkendt hans rentefradrag på 1.988.639 kr. for gæld til Eksportkreditrådet, men alene havde godkendt et rentefradrag på 467.189 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren oprindelig var hovedaktionær i B A/S. Til dette selskab var knyttet to datterselskaber, C A/S og D A/S. Koncernen var taget under konkursbehandling i eftersommeren 1978. I august 1975 havde B A/S opnået Eksportkreditrådets kaution for en eksportkredit på 4 mio. kr., optaget gennem en bank. Til sikkerhed for Eksportkreditrådets regreskrav havde klageren påtaget sig selvskyldnerkaution for et beløb af 3 mio. kr., hvortil kom, at D A/S og C A/S tillige havde påtaget sig selvskyldnerkautioner for 4,7 mio. kr. I september 1978 havde Eksportkreditrådet måttet indfri gælden til banken, og i oktober 1978 havde Kammeradvokaten på Eksportkreditrådets vegne gjort selvskyldnerkautionerne gældende. Konkursen i B A/S medførte konkurs for de øvrige selskaber, herunder personlig konkurs for klageren, hvis bo var sluttet i juli 1981 uden udlodning af dividende til simple kreditorer. Eksportkreditrådets regreskrav plus de i selskabets konkursperiode påløbne renter var i april 1983 opgjort til 3.192.893,38 kr. Ved denne opgørelse var der taget udgangspunkt i en hovedstol på 4 mio. kr. plus risikopræmie 2.666,67 kr. eller i alt 4.002.666,67 kr. Der var løbende beregnet renter af restydelsen, og alle indbetalinger i perioden september 1978 til april 1983 fra selvskyldnerkautionisterne og disses konkursboer var i opgørelsen anset for betaling af påløbne renter. Herefter var alle renter pr. opgørelsen i april 1983 anset for betalt, hvorefter restgælden på 3.192.893,38 kr. var gæld på hovedstolen.

Klageren havde i april 1983 underskrevet frivilligt forlig, hvorefter han erkendte at skylde Eksportkreditrådet 3.192.893,38 kr. plus omkostninger. Klageren havde i selvangivelsen for 1983 fratrukket et rentebeløb på 1.988.639,34 kr. Han havde ved denne opgørelse forudsat, at alle indbetalinger fra selvskyldnerkautionisterne og disses konkursboer var medgået til nedbringelse af hovedfordringen.

Ved ansættelsen havde amtsligningsrådet alene godkendt fratrukket et rentebeløb på 467.189 kr., idet man havde taget udgangspunkt i den i forliget med Eksportkreditrådet foretagne opgørelse over, hvilken del af de foretagne indbetalinger, som var afskrevet på hhv. lånets hovedstol og de påløbne renter.

Klageren påstod sig principalt berettiget til fradrag for det fulde rentebeløb, der var beregnet af Eksportkreditrådet, idet rentetilskrivning i konkursboer i medfør af konkurslovens § 98 suspenderes, hvis der ikke opnås fuld dækning til alle kreditorer. Den af Eksportkreditrådet opgjorte rente vedrørte alene den del af gælden - kautionen - som klageren havde været kautionist for, og det var klagerens opfattelse, at rentefradragsretten kunne gøres gældende i 1983, uanset om betalingsevne var til stede eller ej. Klageren henviste til, at kautionsforpligtelsen var gjort gældende over for ham i oktober 1978, fra hvilket tidspunkt han derfor havde hæftet for kautionsbeløbet plus renter. Idet klageren således havde været debitor for lånet fra oktober 1978 at regne nedlagde han påstand om et rentefradrag på 1.966.402 kr. Han frafaldt herved rentefradrag for tiden fra Eksportkreditrådet havde indfriet gælden i september 1978 til kravet i oktober samme år blev gjort gældende over for kautionisterne.

Subsidiært nedlagde klageren påstand på fradrag for en gennemsnitsrente på 13% p.a., beregnet af 3 mio. kr. for perioden oktober 1978 til december 1983.

Mere subsidiært nedlagde klageren påstand på fradrag for en forholdsmæssig del af det af Eksportkreditrådet beregnede rentebeløb, nemlig den forholdsmæssige del, der svarede til den del af det oprindelige kautionsbeløb, som ikke var dækket ved dividende fra selskabsboerne.

Amtsligningsrådet havde som begrundelse for ansættelsen anført, at klageren alene kunne anses for berettiget til fradrag for renter, der var betalt af klageren selv, og havde afvist klagerens anbringende om, at rentetilskrivning i konkursboer, jf. konkurslovens § 98, var suspenderet. Konkurslovens § 98 udtalte ifølge amtsligningsrådet alene, at krav på renter, påløbet efter konkursdekretets afsigelse, var efterstillede, dvs. at der først kunne beregnes dividende af renterne, såfremt de foranstående krav var fuldt ud dækket. Konkurslovens § 98 berørte derfor ikke kreditors ret til - hvis kreditor ikke havde indgået aftale med hovedskyldneren om, hvilke gældsposter eller dele af gælden, debitor ville opfylde med betalingen - frit at vælge at afskrive afdraget på usikker gæld. Som hovedregel afskrives betalte beløb altid forlods på skyldige renter og omkostninger.

Landsskatteretten bemærkede, at det af almindelige obligationsretlige regler fremgik, at kreditor i en situation som den foreliggende som udgangspunkt ikke selv kunne vælge at afskrive dividender i de pågældende konkursboer på det efterstillede krav på renter, jf. konkurslovens § 98, idet dividenden ved skyldnerens konkurs normalt måtte afskrives på de enkelte fordringer med de beløb, som faldt på hver enkelt efter konkurslovens regler.

Imidlertid fandt Landsskatteretten, at klageren - ved i april 1983 at underskrive frivilligt forlig om at være Eksportkreditrådet skyldig 3.192.893,38 kr. - havde accepteret, at de udloddede dividender var afskrevet på det efterstillede krav på renter, idet gældens nøjagtige beløb som sin klare og kendelige forudsætning havde Eksportkreditrådets opgørelse over, hvorlededes afskrivninger af de modtagne dividender var foretaget i beregnede renter. Denne accept måtte lægges til grund, også ved indkomstansættelsen.

Idet Landsskatteretten kunne tilslutte sig amtsligningsrådets opfattelse, hvorefter klageren alene kunne få fradrag for renter i det omfang, renterne ikke løbende var betalt af andre, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.

LV 1989, F 3.1.3.

Versioner

1. 1990-09-21