Uddannelseshjælp - befordringsudgifter - egen bil - udmåling (* 1) (* 3)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/19042@1990-03-15/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
Sagen drejede sig om M, der var samlevende. Der var 2 børn i hjemmet.
I juni 1988 bevilgede kommunen hjælp efter bistandslovens § 42, stk. 1, til byggeteknikeruddannelsen, der varede 1 1/2 år. M påbegyndte uddannelsen i august 1988.
Da benyttelsen af offentlige transportmidler mellem hjem og uddannelsessted medførte betydelige ventetider, ansøgte M socialforvaltningen om kilometergodtgørelse i forbindelse med transport i egen bil (som han i forvejen var i besiddelse af). M oplyste, at en medstuderende af sin kommune havde fået bevilget kilometergodtgørelse med 2,06 kr. Socialforvaltningen bevilgede M kilometergodtgørelse på kr. 1,11 til benyttelse af egen bil.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet beregnede hjælpen til samtlige udgifter ved kørslen mellem hjem og uddannelsessted efter de regler, der gælder for statens tjenestemænd ved benyttelse af eget befordringsmiddel til »anden godkendt kørsel«. I perioden 1. januar 1988 til 1. april 1989 udgjorde taksten hertil kr. 1,11 pr. km.
Nævnet tiltrådte herefter det sociale udvalgs afgørelse, idet udvalgets udmåling af befordringsgodtgørelsen efter det oplyste var i overensstemmelse hermed.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Afgørelsen blev anket af M, som anførte, at det ikke kunne være rigtigt, at forskellige kommuner havde hver deres måde at tolke reglerne på med hensyn til befordringsgodtgørelse.
Antaget til principiel behandling:
Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, hvilke regler der gælder ved beregning af transportudgifternes størrelse efter bistandslovens § 42 sammenholdt med de gældende regler for statens tjenestemænd ved kørsel i eget befordringsmiddel.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Socialforvaltningen oplyste, at der var ydet M kørselsgodtgørelse for 140 km pr. dag, og at der i 1989 var ydet kørselsgodtgørelse for 229 dage.
Lovgrundlag m.v.:
Bistandslovens § 42, stk. 2.
Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 34.
Aftale af 15. april 1988 mellem Finansministeriet og en række organisationer for ansatte i statens tjeneste om godtgørelse af merudgifter ved tjenesterejser.
I aftalens § 10, stk. 1, hedder det, at hvis der med en stilling er forbundet regelmæssig kørsel i egen bil, kan der udfærdiges skriftlig bemyndigelse til tjenestemanden med afgrænsning af de rejser samt den kørselsmængde, som vil kunne foretages i henhold til bemyndigelsen.
Ifølge § 10, stk. 2, ydes der for kørsel i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, en godtgørelse pr. km på 206 øre for indtil 12.000 km i et finansår og for kørsel herudover 111 øre. For anden godkendt kørsel ydes 111 øre pr. km. (Fra den 1. januar 1989 udgør beløbene henholdsvis 213 øre og 115 øre, jf. Administrations- og Personaledepartementets cirkulæreskrivelse af 10. januar 1989).
Det fremgår af Personaleadministrativ vejledning fra Finansministeriet, at den lave sats er fastsat således, at der ydes fuld dækning af de med den tjenstlige kørsel forbundne variable udgifter (udgifter til benzin, dæk og vedligeholdelse), mens den høje sats tillige yder en delvis dækning af de faste udgifter ved bilhold (afskrivning, forsikring, forrentning mv.).
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Hjælp efter bistandslovens § 42 til befordringsudgifter ved benyttelse af eget befordringsmiddel i forbindelse med nødvendig daglig transport til og fra uddannelsesstedet burde ydes svarende til de regler, der gælder for statens tjenestemænd ved »anden godkendt kørsel«, jf. herved § 10, stk. 2, B, i aftale af 15. april 1988 om godtgørelse af merudgifter ved tjenesterejser og Administrations- og Personaledepartementets cirkulæreskrivelse af 10. januar 1989.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at anvendelsen af en fast takst af administrative grunde er en praktisk løsning, der er i overensstemmelse med udviklingen på bistandslovens område, hvor man i visse tilfælde har forladt skønsprincippet til fordel for faste ydelser.
Herefter skulle der i forbindelse med dokumenteret kørsel (fx gennem udfærdigelse af dagligt kørselsregnskab) ydes en kørselsgodtgørelse pr. km, der pr. 1. januar 1989 udgjorde 115 øre. Godtgørelsen skulle dække de med kørslen forbundne variable udgifter, det vil sige udgifter til benzin, dæk og vedligeholdelse.
Ankestyrelsen fandt, at der i ganske særlige tilfælde efter en konkret vurdering herudover undtagelsesvis kan ydes hjælp til andre udgifter i forbindelse med transport i eget befordringsmiddel.
I M's tilfælde forelå sådanne ganske særlige forhold ikke.
Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.