Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/19140@1990-06-22/da

Indhold

1. Indledning

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

Den nu 58-årige M kom til Danmark fra Tyrkiet i 1970. Hustruen (nu 45 år) kom til landet i 1979, hvor også det yngste af familiens 6 børn blev født.

M havde ikke været i arbejde siden 1975 (bortset fra arbejde som langtidsledig omkring 1979).

Ægtefællen havde aldrig haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og begge var analfabeter og kunne ikke tale dansk.

Familien opholdt sig normalt i Tyrkiet i 3-4 måneder om året.

I 1984 blev M udelukket fra retten til arbejdsløshedsdagpenge, indtil han havde »bevist sit tilhørsforhold til arbejdsmarkedet i henhold til § 62 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.«

Familien havde siden modtaget kontanthjælp (når de opholdt sig her i landet).

Ægtefællerne havde efter henstilling fra kommunen deltaget i danskundervisning i perioden november 1988 til juni 1989.

Kommunen standsede kontanthjælpen, da familien i slutningen af 1989 kom tilbage fra det årlige ophold i Tyrkiet. Begrundelsen var, at hverken M eller ægtefællen i tilstrækkelig grad havde udnyttet deres arbejdsmuligheder, jfr. bistandslovens § 40.

Kommunen anførte - men kunne ikke dokumentere - at M var blevet orienteret om, at nyt længerevarende ophold i hjemlandet ville medføre bortfald af kontanthjælpen.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at M ved hvert år at udrejse af Danmark til hjemlandet Tyrkiet i en længere periode selv dels havde vanskeliggjort indlæringen af det danske sprog, dels havde hindret tilknytningen til det danske arbejdsmarked samt integration i det danske samfund.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

I anken anførtes bl.a. følgende:

»M tilhører den store gruppe af tyrkiske mænd som kom til Danmark i slutningen af 60'erne (i det konkrete tilfælde i 1970) for at arbejde. Som bekendt blev der hverken givet tilstrækkelige tilbud om danskundervisning eller stillet krav til danskkundskaber. Denne gruppe er i dag hårdt ramt af arbejdsløshed. Det er almindeligt kendt af lærere, som underviser indvandrere, at det er uhyre vanskeligt eller nærmest umuligt at lære denne gruppe dansk. Således erkender også den kommunale dag- og aftenskole, at udbyttet af undervisningen af indvandrere over 40 år er yderst begrænset. Det er således en urimelig anklage at (M's) manglende danskkundskaber er »selvforskyldte«.'

Det blev endvidere gjort gældende, at M ikke på forhånd var blevet orienteret om konsekvenserne af udlandsopholdet i 1989.

Antaget til principiel behandling:

Sagen blev antaget til principiel behandling til nærmere belysning af omfanget af rådighedsbegrebet, samt hvorvidt afgørelserne i SM 0- 27-87 og SM 0-38-89 fortsat kan anses for gældende praksis efter ændringen i bistandslovens § 40, jf. Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987, pkt. 17, som ændret ved vejledning af 17. februar 1989.

LOVGRUNDLAG:

Bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1.

Socialministeriets vejledning om kontanthjælp af 5. marts 1987, punkt 17, som ændret ved vejledning af 17. februar 1989.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter de foreliggende oplysninger om at M igennem mange år havde foretaget en årlig rejse til Tyrkiet af længere varighed (3-4 måneder), fandt Ankestyrelsen, at M og hustruen ikke kunne siges at have opfyldt betingelserne i bistandslovens § 40, hvorefter begge ægtefæller skal have udnyttet deres arbejdsmuligheder.

Under hensyn til at social- og sundhedsforvaltningen ved tidligere tilbagekomster fra Tyrkiet havde genoptaget udbetalingen af kontanthjælp og til, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at M var blevet oplyst om, at udbetalingen af kontanthjælp ville blive bragt til ophør, såfremt han (og ægtefællen) påny rejste til Tyrkiet i en længere periode, fandt Ankestyrelsen imidlertid, at social- og sundhedsforvaltningen ikke havde været berettiget til at standse udbetalingen af kontanthjælpen i november 1989.

Ankestyrelsen ændrede med denne begrundelse amtsankenævnets afgørelse.

Versioner

1. 1990-06-22 · til 1996-08-22