hjælpemidler - bil - bevilling - frakendelse - løbende ydelse - opsættende virkning (* 2)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/19170@1990-08-08/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En 51-årig kvinde K, som var født uden venstre hånd og underarm, fik i 1966 og 1977 tilkendt støtte til køb af bil til erhvervsmæssig kørsel.
K søgte på grund af den tidligere bils nedslidning påny i 1987 om støtte til køb af bil. K var uddannet journalist og arbejdede som informationschef, hvilket indebar en del kørselsaktivitet.
Det sociale udvalg indstillede afslag på støtte.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Revaliderings- og pensionsnævnet traf på møde den 11. januar 1988 afgørelse om bevilling af støtte til bil. Sagen blev derefter sendt til kommunen (som er sekretariat for revaliderings- og pensionsnævnet).
Kommunen udfærdigede ikke bevilling i overensstemmelse med nævnets afgørelse eller underettede K om afgørelsen, hvorimod sagen blev forelagt for det sociale udvalg på møde den 9. februar 1988.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Det sociale udvalg ankede den 4. marts 1988 over revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse og anmodede samtidig om, at anken blev tillagt opsættende virkning.
Revaliderings- og pensionsnævnet havde truffet afgørelse om opsættende virkning den 3. marts 1988.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Ingen af afgørelserne var blevet meddelt K.
Ankestyrelsen fandt ikke den anvendte fremgangsmåde acceptabel og meddelte i overensstemmelse hermed den 24. marts 1988 kommunen, at Ankestyrelsen ikke kunne behandle klagen, før K var blevet gjort bekendt med de afgørelser, der var truffet.
Den 30. marts 1988 udfærdigede nævnssekretariatet derefter bevillingsskrivelse, idet det samtidig blev meddelt K, at kommunen havde anket afgørelsen til Ankestyrelsen og anmodet Ankestyrelsen om at tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Udbetaling af lån mv. ville på den baggrund blive stillet i bero, indtil Ankestyrelsen havde udtalt sig.
Ankestyrelsen udtalte den 20. april 1988, at en anke over opsættende virkning ikke kunne indgives af kommunen, som havde fået sin anmodning herom imødekommet, men alene af K, som derfor måtte have en klar meddelelse fra nævnet om, at kommunens anke var tillagt opsættende virkning. Ankestyrelsen understregede, at anken ikke kunne have opsættende virkning, før K havde fået meddelelse herom. Udbetaling af lån mv. kunne derfor ikke stilles i bero, før dette var sket.
Revaliderings- og pensionsnævnet meddelte derefter den 22. april 1988 K afgørelsen om opsættende virkning.
K ankede til Ankestyrelsen over denne afgørelse.
LOVGRUNDLAG:
Bistandslovens § 58.
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58, § 1 og § 2.
Ankestyrelsens 1. afgørelse:
Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om K's helbredsmæssige og øvrige forhold ikke, at der var tale om en sådan nedsættelse af funktionsevnen, at det i væsentlig grad forringede evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggjorde muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde.
K var derfor ikke berettiget til støtte til køb af bil.
Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.
Ankestyrelsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at nævnet havde tillagt det sociale udvalgs anke opsættende virkning.
Supplerende oplysninger efter Ankestyrelsens 1. afgørelse:
K klagede til Folketingets Ombudsmand over Ankestyrelsens afgørelse, både over afslaget på støtte til køb af bil, og over, at Ankestyrelsen ikke fandt grundlag for at kritisere den opsættende virkning.
Ombudsmanden anførte i sin redegørelse af 31. maj 1990, at revaliderings- og pensionsnævnet ikke havde været berettiget til at tillægge det sociale udvalgs anke opsættende virkning.
Ombudsmanden henviste til, at nævnet ikke havde en sådan lovhjemlet ret, og at K derfor burde stilles, som om klagen ikke var tillagt opsættende virkning.
Ombudsmanden bemærkede samtidig, at Ankestyrelsen efter hans opfattelse ville have været uberettiget til at opsige billånet, dersom det var blevet udbetalt til K efter revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 30. marts 1988.
Ombudsmanden henviste i den forbindelse særligt til forarbejderne til ankestyrelseslovens § 9, hvoraf fremgik, at »den der har modtaget hjælp, som han efter Ankestyrelsens afgørelse ikke er berettiget til, vil ikke komme til at tilbagebetale hjælpen, med mindre de almindelige betingelser herfor, det vil sige normalt, at hjælpen er modtaget mod bedre vidende, er til stede.«
Ombudsmanden fandt derfor, at K måtte anses for berettiget til at få udbetalt støtte til bil, og henstillede til Ankestyrelsen at ændre afgørelsen i overensstemmelse hermed.
Ankestyrelsens 2. afgørelse:
For så vidt angik spørgsmålet om opsættende virkning, var det fortsat Ankestyrelsens opfattelse, at der - også uden udtrykkelig lovhjemmel - kunne tillægges en anke denne virkning. Forudsætningen måtte være, at underinstansens meddelelse om opsættende virkning var kommet til ansøgerens kundskab samtidig med meddelelsen om den trufne afgørelse.
Ankestyrelsens accept i 1. afgørelse »efter omstændighederne« af, at der var givet opsættende virkning, byggede på dette synspunkt.
For så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt et eventuelt udbetalt lån kunne være opsagt i forbindelse med Ankestyrelsens ændring af revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, var det Ankestyrelsens opfattelse, at ydelse af lån til anskaffelse af motorkøretøj - og den deraf følgende fritagelse for betaling af vægtafgift - måtte betragtes som en løbende ydelse. Ankestyrelsens negative afgørelse måtte på den baggrund sidestilles med, at forudsætningerne for en bevilling som følge af en forbedring af de helbredsmæssige forhold ikke længere var til stede, jf. § 11, stk 1, nr. 6, i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil.
Selv om det sociale udvalgs anke over revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse ikke havde været tillagt opsættende virkning, fandt Ankestyrelsen således, at styrelsens efterfølgende ændring af nævnets afgørelse måtte have medført, at et udbetalt lån kunne opsiges.
På denne baggrund fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at anse K for berettiget til at få udbetalt det omhandlede lån.
Supplerende oplysninger efter Ankestyrelsens 2. afgørelse:
Folketingets Ombudsmand meddelte på baggrund af Ankestyrelsens nye afgørelse, at han var indstillet på - hvis K ønskede sagen indbragt for domstolene - at afgive henstilling om, at ansøgning om fri proces til sagsanlæg imod Ankestyrelsen blev imødekommet.