Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/19200@1990-06-11/da

Indhold

1. Indledning

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER:

En samlevende kvinde K søgte om førtidspension i maj 1986 som 37- årig.

K var nr. 2 af 5 søskende i en landbofamilie og havde afsluttet skolegangen efter 1. realklasse, senere suppleret med 9. klasse.

I 1969 havde K fået et barn, som hun siden havde været eneforsørger for.

I 1983 var hun flyttet sammen med en ven. Forholdet var harmonisk.

K havde arbejdet som syerske fra 1967 til sygemelding i 1985 efter flere års tiltagende smerter fra bevægeapparatet og manglende kræfter. K betragtede sig selv som en nedslidt syerske, men der var givet afslag på anerkendelse efter arbejdsskadeforsikringsloven af det såkaldte symaskinesyndrom.

Klagerne var diffuse led- og muskelsmerter, svimmelhed, hovedpine, kraftesløshed, koncentrationssvigt, hurtig udtrætning, hjertebanken og angst.

Der var forsøgt arbejdsprøvning i en 2 måneders periode i 1986.

Lægeligt var K undersøgt af diverse speciallæger, uden at der havde kunnet konstateres nogen diagnosticerbar lidelse, hverken fysisk eller psykisk, bortset fra en lettere stofskiftelidelse.

Vurderingsgrundlag fuldt selverhverv.

Kommunen havde indstillet til mellemste førtidspension.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte pension efter § 14, stk. 3, nr. 1.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K med henblik på højere pension.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter de foreliggende oplysninger skønnedes K ikke berettiget til højere førtidspension end den tilkendte forhøjede almindelige førtidspension.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at K's erhvervsevne ikke kunne anses for nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen havde på baggrund af de lægelige oplysninger skønnet, at K's erhvervsevne ikke sikkert var nedsat med 50%. Der havde således været tale om en mild bedømmelse af helbredsklagerne ved revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorfor det var overvejet, om Ankestyrelsen skulle ændre nævnets afgørelse, således at K ikke fremover ville være berettiget til førtidspension.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag herfor.

Ankestyrelsen tiltrådte således den afgørelse, der var truffet af revaliderings- og pensionsnævnet.

2. J.nr. 1402-89.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En gift kvinde K søgte om førtidspension i 1988 som 42-årig.

K var uddannet kontorassistent og havde arbejdet som sådan indtil det første barns fødsel i 1972. Barnet var multihandicappet.

På grund af belastningen fra det handicappede barn var K ikke i stand til at genoptage erhvervsarbejde.

Klagerne var navnlig svimmelhed med faldtendens og træthed, men desuden symptomer fra ben og hjerteregion.

Lægeligt var K undersøgt af diverse speciallæger, uden at der havde kunnet konstateres nogen diagnosticerbar lidelse, hverken fysisk eller psykisk, bortset fra forhøjet blodtryk, som var velreguleret.

Det handicappede barn var i (special)institution det meste af dagen.

Forsørgelsesgrundlaget var over udelukkelsesgrænsen.

K havde tidligere søgt pension, men havde fået afslag, som var tiltrådt af Ankestyrelsen i februar 1988. Ansøgeren var blevet vurderet som husmor.

Kommunen havde indstillet til afslag, da der ikke var sket ændringer i helbredsforholdene siden Ankestyrelsens afgørelse.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på såvel helbredsbetinget som behovsbestemt pension.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter de foreliggende oplysninger om K's helbredstilstand og øvrige forhold opfyldte K ikke betingelserne for at få tilkendt førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 1-3.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at K's erhvervsevne ikke var varigt nedsat med mindst halvdelen af helbredsmæssige og sociale grunde.

Ankestyrelsen tiltrådte således den afgørelse, der var truffet af revaliderings- og pensionsnævnet.

3. J.nr. 2651-89.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En gift kvinde K søgte om førtidspension i 1988 som 43-årig.

K var nr. 6 af 9 børn i en husmandsfamilie. Hun blev selv gift i 1966, og der var 5 børn i ægteskabet, herunder 3 hjemmeboende under 18 år.

K var udgået af skolen efter 7. klasse og havde haft hårdt fysisk arbejde siden sit 14. år, siden 1966 mest som syerske.

I 1985 blev K sygemeldt på grund af smerter i skuldre-overarme samt overvældende træthed (symaskinesyndrom). Tilfældet blev ikke anerkendt som arbejdsskade.

I 1987-88 var K i et år under revalidering, men forgæves.

Klagerne var smerter i nakke, arme og ben samt hovedpine fra nakke og skuldre.

K var grundigt lægeligt undersøgt, men der var kun få objektive fund.

Forsørgelsesgrundlaget oversteg udelukkelsesgrænsen.

Vurderingsgrundlag fuldt selverhverv.

Kommunen havde indstillet til mellemste førtidspension.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte pension efter § 14, stk. 3, nr. 1.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter de foreliggende oplysninger skønnedes K ikke berettiget til højere førtidspension end den tilkendte forhøjede almindelige førtidspension.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at K's erhvervsevne ikke kunne anses for nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen skønnede på baggrund af de lægelige oplysninger, at K's erhvervsevne ikke sikkert var nedsat med 50%. Der havde således været tale om en mild bedømmelse af helbredsklagerne ved revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, hvorfor det var overvejet, om Ankestyrelsen skulle ændre nævnets afgørelse, så K ikke fremover ville være berettiget til førtidspension.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag herfor.

Ankestyrelsen tiltrådte efter omstændighederne den afgørelse, der var truffet af revaliderings- og pensionsnævnet.

4. J.nr. 4759-88.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En gift kvinde K søgte om førtidspension i 1987 som 50-årig.

Indgik ægteskab første gang i 1955, da hun var blevet gravid. Dette ægteskab blev opløst efter 2 år. Indgik nyt ægteskab i 1964. Ægteskabet var harmonisk, og der var 4 børn i dette ægteskab.

K havde afsluttet skolegangen efter 7. klasse og havde herefter forskelligt ufaglært arbejde, fra det 21. år med rengøring - i perioder op til 10-12 timer dagligt. K passede desuden børnene og alt i hjemmet.

K var rask indtil 1982, hvor hun begyndte at få tiltagende smerter i nakken og bevægeapparatet samt hovedpine. I 1987 måtte hun opgive erhvervsarbejde. Det seneste år før sygemeldingen havde K haft en arbejdstid på 6 timer dagligt.

Der var ingen diagnosticerbare lidelser, hverken fysisk eller psykisk, bortset fra mavesår, der blev behandlet medicinsk.

Forsørgelsesgrundlaget oversteg udelukkelsesgrænsen.

Vurderingsgrundlag fuldt selverhverv.

Kommunen havde indstillet til pension efter § 14, stk. 3, nr. 1, eller mellemste pension.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet gav i november 1988 afslag på førtidspension. Afgørelsen var begrundet med, at der ikke var konstateret lidelser af en sådan sværhedsgrad, at K skulle være forhindret i påny at påtage sig erhvervsarbejde.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K, der samtidig oplyste, at hun efter afslag på pension havde påtaget sig rengøringsarbejde 3 timer pr. dag, men havde smerter ved denne belastning.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:

I 1989 havde K haft en arbejdsindtægt på 106.000 kr.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter de foreliggende oplysninger skønnedes K ikke berettiget til førtidspension.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at K's erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige og sociale forhold.

Ankestyrelsen tiltrådte således den afgørelse, der var truffet af revaliderings- og pensionsnævnet.

5. J.nr. 4453-89.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En samlevende kvinde K søgte om førtidspension i februar 1989 som 50- årig.

K blev gift i 1957, men ægteskabet blev opløst i 1976 på grund af ægtefællens drikfældighed og voldelige adfærd. Der var 4 børn i ægteskabet.

I årene 1981-86 levede K sammen med en mand, der også drak for meget.

Har siden 1987 levet sammen med nuværende samlever i et meget harmonisk forhold.

K havde afsluttet skolegangen efter 7. klasse og havde herefter huslige pladser og arbejde ved landbruget indtil indgåelse af ægteskab. Var hjemmegående i ca. 5 år efterfulgt af arbejde som privat dagplejemor med supplerende rengøringsarbejde. Efter skilsmissen arbejdede K som rengøringsassistent indtil afsked på grund af sygdom i 1986. Der var tale om smerter fra bevægeapparatet og udtrætning.

Der var foretaget arbejdsprøvning på revalideringsinstitution, hvis konklusion var, at K's erhvervsevne var nedsat til under 1/3.

Der var hverken fysiske eller psykiske lidelser, bortset fra lidt slidgigt i lænd og knæ. K var desuden tungt begavet og neurotisk.

Vurderingsgrundlag fuldt selverhverv.

Kommunen havde indstillet til pension efter § 14, stk. 3, nr. 1.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på pension med den begrundelse, at K's erhvervsevne ikke kunne anses for varigt nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige og andre forhold.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

K opfyldte ikke betingelserne for at få almindelig førtidspension.

Ankestyrelsen skønnede, at K's erhvervsevne - ud fra de lægelige og sociale oplysninger i sagen - ikke var nedsat med mindst halvdelen.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

6. J.nr. 2203-89.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En samlevende kvinde K søgte om førtidspension i 1988 som 53-årig.

K var nr. 5 af 7 børn og var vokset op hos sin mor efter forældrenes skilsmisse. Blev gift 1. gang som 18-årig. Ægteskabet varede til 1982, og parret havde et adopteret barn. Efter et nyt kortvarigt ægteskab, som blev opløst på grund af ægtefællens alkoholproblemer, levede K fra 1983 sammen med en førtidspensionist. Samlivet var ikke ganske uden problemer.

Fra det 14. år havde K ufaglært arbejde på fabrik, strygestue og vaskeri. Derefter havde hun forskelligt arbejde på sygehus og blev uddannet som sygehjælper i 1972. Fra omkring 1980 blev arbejdsforholdene mere ustabile på grund af K's hyppige sygemeldinger. I 1988 ophørte hun med arbejde på grund af sygdom.

K havde fra barndommen haft dårlige nerver (som hun havde fået medicin for) og havde fra 1970 kontakt med en psykiatrisk speciallæge. Der var tale om en depressiv neurose. Efter skilsmissen i 1982 begyndte et tiltagende misbrug af medicin og alkohol, og fra 1983 havde K kontakt med et alkoholambulatorium.

K led desuden af hovedpine - indimellem med anfald af migrænekarakter. Desuden var der - uden objektivt grundlag - betydelige klager over smerter fra bevægeapparatet.

Revalidering var skønnet urealistisk.

Vurderingsgrundlag fuldt selverhverv.

Kommunen havde indstillet til førtidspension efter § 14, stk. 3, nr.

1.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte pension efter § 14, stk. 3, nr. 1.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K med henblik på tilkendelse af mellemste førtidspension.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:

K var blevet undersøgt af en psykiatrisk speciallæge af hvis erklæring fremgik, at de psykiske problemer efterhånden havde udviklet sig til en egentlig personlighedsafvigelse.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter de foreliggende oplysninger om K's helbredstilstand opfyldte hun ikke betingelserne for at få tilkendt mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at K's nuværende pension hovedsageligt var tilkendt på grund af hendes psykiske problemer, og at erhvervsevnen i øvrigt ikke kunne anses for nedsat med omkring 2/3, hvilket er en betingelse for at kunne få tilkendt mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen tiltrådte således den afgørelse, der var truffet af revaliderings- og pensionsnævnet.

7. J.nr. 1922-89.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En enlig kvinde K søgte om førtidspension i 1987 som 51-årig.

K havde haft en omtumlet barndom, og havde fra hun var 4 år til hun var 15 år været på børnehjem. Som 18-årig blev hun (på grund af graviditet) gift med en 5 år ældre mand. Der var 5 børn (drenge) i ægteskabet. Ægtefællen var alkoholmisbruger og voldelig. Han døde som 37-årig, da det ældste barn var 14 år og det yngste 4 år.

I 1984 var K kortvarigt (3 måneder) gift med en mand, der viste sig at være subsistensløs. Inden ægteskabet nåede at blive opløst, havde han påført hende en gæld på 100.000 kr.

Børnene var alle kriminelle.

K havde afsluttet skolegangen efter 7. klasse og havde indtil 1973 forskelligt ufaglært arbejde. Derefter uddannet til sygehjælper og arbejdet som sådan frem til sygemelding i 1987.

Der var ingen fysiske lidelser, bortset fra lejlighedsvise anfald af migræne.

K havde haft det psykisk dårligt fra børnene - allerede som små - begyndte at udvikle kriminelle tilbøjeligheder. En psykiatrisk speciallæge stillede i forbindelse med pensionssagen diagnosen angstneurose med forfølgelsesforestillinger.

Vurderingsgrundlag fuldt selverhverv.

Kommunen indstillede til pension efter § 14, stk. 3, nr. 1.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte pension efter § 14, stk. 3, nr. 1, da K's erhvervsevne blev anset for nedsat med mindst halvdelen.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K, der mente sig berettiget til mellemste førtidspension.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter de foreliggende oplysninger skønnedes K ikke berettiget til mellemste førtidspension, men var fortsat berettiget til forhøjet almindelig førtidspension.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at K's erhvervsevne ikke kunne anses for nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at der i erklæringen fra den psykiatriske speciallæge var en anden vurdering af omfanget af K's erhvervsevne. Denne bedømmelse var Ankestyrelsen ikke enig i ud fra de forhold, der blev fundet ved undersøgelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således den afgørelse, der var truffet af revaliderings- og pensionsnævnet.

8. J.nr. 5158-88.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En gift kvinde K søgte om førtidspension i 1987 som 55-årig.

Hun var blevet gift som 19-årig med en nu pensioneret statstjenestemand. Der var 2 børn i ægteskabet. Forsørgelsesgrundlaget var over udelukkelsesgrænsen.

Gennem det meste af ægteskabet havde K haft indtægt fra deltidsrengøringsarbejde. I begyndelsen af 1985 opgav hun udearbejde, som hun ikke længere kunne magte, og blev derefter sygemeldt på grund af smerter fra ryg, lænd og højre ben.

K søgte herefter førtidspension men fik afslag, som blev tiltrådt af

Ankestyrelsen i april 1987.

Lægeligt var der konstateret diskusdegeneration i hals- og lænderyg samt muskelinfiltrationer. Dertil var efterhånden kommet svækkelse af hukommelse og koncentration.

K's tilstand var ikke blevet bedre efter arbejdsophøret.

Ægtefællen måtte varetage de fleste huslige funktioner.

Forsøg på revalidering var anset for udsigtsløs.

Vurderingsgrundlag supplerende selverhverv.

Kommunen havde indstillet til pension efter § 14, stk. 3, nr. 1.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension, idet K's erhvervsevne ikke ansås for nedsat med mindst halvdelen af helbredsmæssige eller sociale grunde. Der var efter nævnets opfattelse ikke sket ændringer i K's forhold siden Ankestyrelsens afgørelse i april 1987.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter de foreliggende oplysninger opfyldte K ikke lovens betingelser for at få tilkendt førtidspension, idet hverken sociale eller helbredsmæssige forhold talte for pension.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at K's erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige og sociale forhold, og at ægtefællens indtægt efter det oplyste oversteg den grænse for tilkendelse af førtidspension, der fremgår af ministeriets bekendtgørelse.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at der i en erklæring afgivet af speciallæge i fysiurgi fandtes en anden vurdering af omfanget af K's erhvervsevne. Denne bedømmelse kunne Ankestyrelsen ikke tiltræde ud fra de forhold, der blev fundet ved undersøgelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

9. J.nr. 5154-89.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En gift kvinde K søgte om førtidspension i januar 1989 som 56-årig.

K havde fra barndommen en normal tilværelse i gode sociale kår. Som 22-årig blev hun gift med en statstjenestemand. Der var 3 børn i ægteskabet.

Indtil 1978 havde K stort set ikke arbejde udenfor hjemmet. Derefter fik hun arbejde på deltid som fast nattevagt på sygehus. Arbejdet var stærkt belastende, da der var tale om pasning af alvorligt syge, ofte døende, patienter.

K, der ellers altid havde været psykisk sund, fik fra 1986 tiltagende psykiske problemer, der begyndte som en slags nervesammenbrud. Der var flere langvarige sygemeldinger på grund af depression, efterhånden udviklet til en kronisk tilstand.

Revalidering var ikke forsøgt.

Vurderingsgrundlag supplerende selverhverv.

Kommunen havde indstillet til pension efter § 14, stk. 3, nr. 1.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på førtidspension. Nævnet anså ikke erhvervsevnen for varigt nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige og andre forhold.

Nævnet begrundede endvidere afgørelsen med, at K havde arbejdet på deltid i de senere år, og at hendes erhvervsevne derfor var bedømt i forhold til dette arbejde og husligt arbejde i eget hjem. Yderligere havde nævnet lagt vægt på, at lidelsen skønnedes at kunne behandles.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K, som bl.a. anførte, at hun stadig var i medicinsk behandling, men følte sig fuldstændig nedslidt og ude af stand til at arbejde udenfor hjemmet.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

K opfyldte ikke betingelserne for at få almindelig førtidspension.

Ved afgørelsen skønnede Ankestyrelsen, at K's erhvervsevne - ud fra de lægelige og sociale oplysninger i sagen - ikke var nedsat med mindst halvdelen.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

10. J.nr. 960-89.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En enlig kvinde K søgte om førtidspension i januar 1988 som 57-årig .

K havde været gift fra 1959 til ægtefællens død i 1978. Der var 1 barn i ægteskabet.

De seneste 17 år havde K arbejdet som syerske, efter ægtefællens død på fuld tid. Der var en § 12-aftale, og der havde været tiltagende sygefravær på grund af rygproblemer, senest fra april 1988.

Efter arbejdsophør og fysiurgisk behandling havde K fået det væsentligt bedre.

Der var ikke diagnosticeret egentlige lidelser, hverken fysisk eller psykisk, bortset fra forhøjet blodtryk, der blev medicinsk behandlet.

K havde tidligere søgt om førtidspension, men havde fået afslag, hvilket var tiltrådt af Ankestyrelsen i februar 1987.

Revalidering var ikke forsøgt.

Kommunen havde indstillet til mellemste førtidspension.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte pension efter § 14, stk. 3, nr. 3, fra den 1. december 1988 (hvor K var fyldt 58 år i november måned), men gav afslag på pension fra ansøgningstidspunktet.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af K, der henviste til kommunens indstilling på grundlag af en speciallægeerklæring. K ønskede endvidere pensionen tilkendt fra ansøgningstidspunktet.

LOVGRUNDLAG:

Lov om social pension, § 14 og § 15.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter de foreliggende oplysninger om K's helbredstilstand og øvrige forhold opfyldte hun ikke betingelserne for at få tilkendt mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at erhvervsevnen ikke kunne anses for nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilkende pension fra ansøgningstidspunktet.

Ankestyrelsen bemærkede, at efter Ankestyrelsens praksis tilkendes der ikke pension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 3, til ansøgere før omkring pågældendes 60-års alder.

Det blev tilføjet, at Ankestyrelsen efter omstændighederne ikke ville inddrage den tilkendte pension.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Versioner

1. 1990-06-11, til 1994-08-03