Depositum - tilbagebetaling - to samtidige uddannelser - fejlinformation - fejlindbetaling - basisuddannelse/læreplads
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/22087@1990-01-23/da
Indhold
Brev af 23. januar 1990 til Depositumadministrationen, Københavns Universitet:
Vedrørende spørgsmål om betaling og tilbagebetaling af depositum.
1) Der skal ikke betales depositum for 2 samtidige optagelser, hvor uddannelserne kunne have stået på samme ansøgningsskema. Herved er ansøgerne ikke i stand til at prioritere uddannelserne i forhold til hinanden.
Hvis en ansøger således samtidig har søgt optagelse på en efg-uddannelse, en HH-uddannelse, en edb-assistentuddannelse og/eller en HTX, skal der kun betales et depositum.
For at kunne bevare en optagelsesplads, skal den optagne betale depositum for den uddannelse, vedkommende ønsker at påbegynde, inden udløbet af betalingsfristen for den pågældende uddannelse.
Hvis den optagne har betalt depositum tidligere i samme optagelsestermin for en af ovennævnte uddannelser, skal vedkommende meddele skolen med den ønskede optagelsesplads, at denne plads ønskes benyttet. Dette skal ske inden udløbet af betalingsfristen for den ønskede optagelse. I modsat fald bortfalder denne plads. Ved overførslen af depositummet til den ønskede optagelsesplads, bortfalder optagelsen til den første optagelsesplads.
Meddelelse til Depositumadministrationen og til den skole, hvortil den første optagelse har været gældende, om overflytningen af depositummet, sker på samme måde som ved overflytning til samme uddannelse på en anden skole.
Hvis der er betalt depositum 2 gange i samme optagelsestermin for 2 af ovennævnte uddannelser, skal eleven have depositum tilbage for den uddannelse, eleven ikke ønsker at påbegynde.
2) En elev er optaget på efg-udddannelsen og har betalt depositum, men er derefter blevet ansat inden for et andet uddannelsesområde. Der er i dette tilfælde ingen mulighed for at tilbagebetale beløbet, da eleven ikke har gennmført den uddannelse, som der er betalt depositum for jfr. Direktoratet for Erhvervsuddannelsernes cirkulære nr. I-441 af 27. april 1989 punkt 8 og bekendtgørelse om depositum ved ungdomsuddannelser og videregående uddannelser § 8.
3) En elev skifter fra HF til HH. Der er ikke nogen sammenhæng mellem de to udddannelser, og eleven skal derfor principielt ikke have tilbagebetalt det ene depositum. Hjemlen hertil ligger i Direktoratet for Erhvervsuddannelsernes cirkulære nr. I-441 af 27. april 1989 punkt 8 og bekendtgørelse om depositum ved ungdomsuddannelser og videregående uddannelser § 8.
Eleven kunne imidlertid i det konkrete tilfælde have sparet det ene depositum, fordi hun først skulle betale det først opkrævede depositum den 7. august, men betalte det allerede den 28. juli, hvorefter hun den 4. august fik den næste opkrævning.
Af denne grund findes det rimeligt, at hun får tilbagebetalt det først indbetalte depositum.
4) Det er oplyst af en teknisk skole, at skolen har fejlinformeret en elevs forældre om indbetalingen og tilbagebetalingen af depositum inden indbetalingen. Eleven skal derfor have det indbetalte depositum tilbage.
5) I en konkret sag er der sket en fejlindbetaling, og eleven skal have det indbetalte depositum tilbage.
6) En elev, der er blevet optaget på basisuddannelsen, og som i stedet får en læreplads på samme tidspunkt og inden for samme hovederhvervsområde, skal ikke betale depositum på ny. Depositummet betragtes som betalt vedrørende lærlingeuddannelsen i stedet. En sådan »overflytning« behandles på samme måde, som når en elev flytter til en anden skole inden for samme uddannelsesområde.