Overflytning mellem arbejdsløshedskasser
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/3285@1990-04-17/da
Indhold
Journalisternes Arbejdsløshedskasse har den 13. december 1989 fremsendt Deres klage over en af kassen truffet afgørelse, hvorefter De ikke kan overflyttes fra Magistrenes Arbejdsløshedskasse til Journalisternes Arbejdsløshedskasse, fordi Deres arbejdstid ved Danmarks Radio ikke kan dokumenteres.
Det fremgår af sagen, at De arbejder freelance for Danmarks Radio med tekstning. De er ikke fastansat, men arbejder og aflønnes med akkordhonorar fra opgave til opgave, således at den faktiske arbejdstid ikke kontrolleres af arbejdsgiveren.
Arbejdet udføres i henhold til overenskomst mellem Dansk Journalistforbund og Danmarks Radio. Vederlaget udbetales som A-indkomst.
Herudover driver De selvstændig, momsregistreret virksomhed.
Direktoratet har i sagens anledning indhentet oplysning om Deres indtægtsforhold fra Frederiksberg Kommunes skatteforvaltning. Det fremgår heraf, at indtægterne ved den selvstændige virksomhed både i 1987 og 1988 har været væsentlig lavere end A-indkomsten. A-indkomsten har været ca. kr. 300.000 både i 1987 og 1988.
De har oplyst, at De har været medlem af Magistrenes Arbejdsløshedskasse, siden De dimitterede i 1984, og at der aldrig har været rejst tvivl om Deres ret til medlemskab, hverken i forbindelse med freelance arbejdet eller i forbindelse med etableringen af den selvstændige virksomhed, som betragtes som bibeskæftigelse.
Journalisternes Arbejdsløshedskasse har ved sagens fremsendelse til direktoratet fastholdt sin afgørelse, men bemærket, at kassen selv er overordentlig utilfreds med, at den skal administrere på denne måde. Så snart kassen får dispensation til optagelse ved ukontrollabelt arbejde, vil kassen også overflytte medlemmer, som omfattes af dispensation til optagelse.
Magistrenes Arbejdsløshedskasse har oplyst, at De er optaget efter dimittendreglen som nyuddannet cand.phil. i engelsk den 13. december 1984.
AFGØRELSE
Direktoratet lægger til grund, at De med rette i sin tid er optaget i Magistrenes Arbejdsløshedskasse, at arbejdet som freelance tekster ved Danmarks Radio er Deres hovedbeskæftigelse og må betragtes som lønarbejde, og at arbejdet er omfattet af det faglige område for Journalisternes Arbejdsløshedskasse.
Herefter finder direktoratet, at De er berettiget til overflytning til Journalisternes Arbejdsløshedskassse, idet der ikke ved overflytning er krav på et dokumenteret timetal.
Direktoratet ændrer således Journalisternes Arbejdsløshedskasses afgørelse.
Det forudsættes, at overflytningen gennemføres på sædvanlig måde, herunder at De udfylder og underskriver overflytningsblanket (AR 53).
Det tilføjes, at Deres ret til dagpenge ved eventuel ledighed fra lønarbejdet beror på, om De opfylder arbejdsløshedsforsikringslovens almindelige betingelse herfor, herunder reglerne i direktoratets bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1988 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.
Direktoratets afgørelse kan inden fire uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. § 99, stk. 1, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.
Klagen skal sendes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, der snarest videresender klagen til ankenævnet sammen med sagens akter og direktoratets eventuelle bemærkninger.
P.D.V.
E.B.
Ove Petersen
fuldmægtig