Afslag på uddannelsesydelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/3540@1990-07-23/da
Indhold
Ved skrivelse af 8. juni 1989 oversendte Direktoratet for arbejdsløshedsforsikringen Deres klage af 7. marts 1989 til Arbejdsmarkedsstyrelsen (tidligere Arbejdsdirektoratet). I skrivelsen klager De på vegne af A.A. over, at hovedledelsen for C Arbejdsløshedskasse ved skrivelse af 6. marts 1989 har fastholdt den af Arbejdsløshedskassens afdeling Ringsted-Sorø trufne afgørelse om, at der ikke kan udbetales uddannelsesydelse til A.A. til et uddannelsesforhold i henhold til § 30 i lærlingeloven, da arbejdsgiveren ikke udbetaler løn, som denne er forpligtet til efter lærlingelovens § 4.
Til brug for sagens yderligere oplysninger har styrelsen indhentet et fortolkningsbidrag vedrørende lærlingelovens § 30 hos Undervisningsministeriets Erhvervsskoleafdeling (U.E.) (tidligere Direktoratet for Erhvervsuddannelserne), hvor under administrationen af lærlingeloven henhører.
Af U.E.s svar fremgår det, at § 30 læreforhold ikke er omfattet af lærlingelovens regler om lønfastsættelse, jf. § 4, stk. 1 og 4. Det vil sige, at der er aftalefrihed for så vidt angår lønfastsættelse i et § 30 læreforhold, og aftalen kan gyldigt gå ud på, at lønnen skal være 0 kr.
Aftalefriheden kan dog være begrænset af kollektiv overenskomst, forudsat at læremester i uddannelsesforholdet er organiseret eller har tiltrådt en tiltrædelsesoverenskomst, der dækker vedkommende fagområde.
Disse forbehold gør sig dog ikke gældende i den konkrete sag. Det kan i denne forbindelse oplyses, at Cs juridiske kontor telefonisk over for styrelsen har oplyst, at lønnen for efg-elever og lærlinge er reguleret ved overenskomst indtil deres fyldte 21. år. For ældre elever og lærlinge aftales lønnen individuelt.
Under punkt 07 (særlige vilkår) i den mellem parterne indgåede uddannelsesaftale er anført, at »lønne« sammensættes af uddannelsesydelse og supplerende støtte efter bistandslovens § 42, således at der sammenlagt udbetales et beløb, der svarer til den for faget gældende mindsteløn.
I den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 356 af 23. juli 1985 om uddannelsesydelse og iværksætterydelse til ledige over 25 år m.v., jr. § 16, stk. 2, anføres bl.a., at hvis en modtager af uddannelsesydelse samtidig har indtægt eller arbejde, skal uddannelsesydelsen nedsættes efter samme regler om fradrag i § 58, § 59, stk. 1 og 3, og § 73, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Med henblik på afklaring af, om nævnte ydede supplerende støtte efter bistandslovens § 42 var at betragte som en arbejdsindtægt eller en arbejdsfri indtægt, forelagde styrelsen dette spørgsmål for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (D.f.A.).
Af D.f.A.s svar fremgår det bl.a., at direktoratet skal understrege, at det er medlemmets arbejdsløshedskasse, der som 1. instans skal træffe afgørelse om, hvorvidt der skal fradrages i den af Arbejdsformidlingen bevilgede uddannelsesydelse. Kassens afgørelse kan, hvis den går medlemmet imod, indbringes for D.f.A. som ankeinstans. Direktoratet kan derfor alene udtale sig generelt og vejledende om fradrag af bistandsydelser i uddannelsesydelsen.
D.f.A. anfører herefter, at der i henhold til § 6 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning til arbejdsløshedsdagpengenes størrelse ikke skal ske fradrag for arbejdsfri indtægter.
Der henvises videre til Socialministeriets daggældende vejledning 101 af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, af hvilken det fremgår at en person, hvis arbejdsevne er nedsat af fysiske, psykiske eller sociale årsager, kan støttes i at kunne opnå arbejde, som pågældende vil kunne passe og derved få en acceptabel erhvervsmæssig tilværelse.
Personer, der ønsker en uddannelse, omskoling eller lignende, skal som udgangspunkt bruge de almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger, herunder de særlige beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.
Det anføres videre, at det karakteristiske for de personer, der er omfattet af bistandslovens § 42, er, at de andre støtteordninger enten ikke kan anvendes eller ikke er tilstrækkelige til at bringe dem ind i en acceptabel erhvervsmæssig situation. I nogle tilfælde vil personer, der modtager uddannelsesydelse, samtidig opfylde betingelserne for at få hjælp efter § 42. I førnævnte vejledning anføres, at bistandsloven er subsidiær i forhold til anden lovgivning, og at der i tilknytning til andre foranstaltninger kan ydes støtte efter § 42. Uddannelsesydelse efter Arbejdsministeriets regler vil således blive fratrukket ved udmålingen af hjælp efter § 42.
Det er på denne baggrund D.f.A.s generelle opfattelse, at der ikke skal foretages fradrag for hjælp efter bistandslovens § 42 i uddannelsesydelse efter Arbejdsministeriets regler.
I denne anledning skal styrelsen bemærke, at Arbejdsløshedskassens oprindelige indsigelse mod at udbetale uddannelsesydelse skete med henvisning til daggældende bekendtgørelse nr. 356, jr. § 16, stk. 1, 3. punktum og lærlingelovens § 4.
For så vidt angår denne afgørelse fra kassens side, skal styrelsen anføre, at afgørelsen hviler på den fejlagtige opfattelse, at § 30 lærlinge er omfattet af lærlingelovens § 4, hvilket de ikke er. Endvidere har kassen ikke været opmærksom på, at lønnen for kontorlærlinge, der er 22 år eller derudover fastsættes individuelt, og for § 30 lærlinge kan indebære, at lønnen fastsættes til 0 kr. Der er således ikke hjemmel til at nægte udbetaling af uddannelsesydelse for § 30 lærlinge efter bekendtgørelse nr. 356 (eller nugældende bekendtgørelse) i tilfælde, hvor parterne har aftalt en løn på 0 kr.
Det er således styrelsens opfattelse, at kassens afgørelse af 6. marts 1989 i det hele hviler på et fejlagtigt grundlag. Styrelsens afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Med hensyn til den udbetalte støtte efter bistandslovens § 42, så har styrelsen indhentet en vejlendende udtalelse fra D.f.A., men det er kassen, der som 1. instans skal træffe afgørelse vedrørende dette punkt.
Styrelsen har derfor d.d. hjemvist den verserende sag til Arbejdsløshedskassen med henblik på kassens stillingtagen til, om der skal ske fradrag i uddannelsesydelsen under henvisning til den udbetalte § 42 støtte efter bistandsloven.
Styrelsen skal beklage den lange ekspeditionstid, som dog i den konkrete sag har været nødvendig, idet udtalelser fra forskellige myndigheder m.v. skulle indhentes for at oplyse sagen fuldt ud.