Refusion fra statskassen, hvor fejludbetalingen skyldes manglende pligtmæssige oplysninger fra offentlige myndigheder
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/3630@1990-08-27/da
Indhold
Handels- og Kontorfunktionærernes
Arbejdsløshedskasse
Vedrørende kassens tidligere medlem X, cpr.nr. 050226-.
I brev af 4. maj 1990 har hovedledelsen anmodet direktoratet om at tilkendegive, hvorvidt kassen har krav på refusion af efterløn, der er udbetalt til pågældende for tiden fra 1. juli 1989 til 24. december 1989.
Det fremgår bl.a. af sagen, at kassens Odense afdeling den 20. december 1989 via DfA modtog indberetning om, at medlemmet den 23. juni 1989 havde ansøgt om førtidspension efter § 14, stk. 3, i lov om social pension. På baggrund heraf blev efterlønsudbetalingen stillet i bero, og medlemmet blev anmodet om at kontakte afdelingen.
Det fremgår videre, at afdelingen den 27. december 1989 modtog meddelelse om, at medlemmet var afgået ved døden den 4. december 1989. Afdelingen rettede derfor telefonisk henvendelse til socialforvaltningen således, at en eventuel efterbetaling af pension kunne overføres til dækning af for meget udbetalt efterløn.
Socialforvaltningen erkendte ifølge afdelingen, at der var sket en fejl i forbindelse med indberetningen af pensionsansøgningen, og oplyste, at pengene ved tildeling ville blive sendt til skifteretten.
Den for meget udbetalte efterløn, som efter fradrag af kontingent, kr. 751, udgjorde kr. 47.550 (brutto), blev anmeldt over for skifteretten i Odense. Den 19. marts 1990 oplyste skifteretten, »at boet er sluttet som begravelsesudlæg«.
Endelig fremgår det, at det er hovedledelsens opfattelse, at fejludbetalingen skyldes forkerte oplysninger fra offentlig myndighed, idet arbejdsløshedskassen først blev vidende om pensionsansøgningen i december 1989. Hovedledelsen finder derfor, at § 3, stk. 1, litra b, i bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985 kan bringes i anvendelse i sagen.
I den anledning skal man, efter at spørgsmålet har været undergivet principielle overvejelser i direktoratet, meddele, at § 3, stk. 1, litra b, også finder anvendelse i tilfælde, hvor fejludbetalingen skyldes, at kommunen har undladt at give DfA (og dermed arbejdsløshedskassen) meddelelse om pensionsansøgningen.
Direktoratet har herved lagt vægt på, at kommunen efter reglerne om social pension har pligt til at underrette direktoratet om ansøgningen.
Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 2, har kassen imidlertid ikke krav på refusion, hvis medlemmet har udvist uagtsomt forhold således, at medlemmet kan gøres ansvarlig efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.
Direktoratet finder ikke, at der efter det oplyste er grundlag for at statuere, at medlemmet ved tilsidesættelsen af oplysningspligten, jf. standardvedtægtens § 15, stk. 7, har handlet svigagtigt over for kassen.
Arbejdsløshedskassen har derfor ikke krav på refusion fra statskassen, og det udbetalte refusionsbeløb, kr. 48.121,-, skal tilbagebetales.
Kassen anmodes om at indbetale beløbet i overensstemmelse med § 13 i direktoratets bekendtgørelse nr. 842 af 11. december 1986 (som ændret ved bekendtgørelse nr. 459 af 29. juni 1987). Efter bestemmelsens stk. 6 tilskrives rente, hvis indbetalingen ikke foretages rettidigt.
Et eventuelt krav på erstatning for fejludbetalingen må rejses over for Odense Kommune af kassen selv.
Direktoratets afgørelse kan inden fire uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. § 99, stk. 1, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Klagen skal sendes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, der snarest videresender klagen
til ankenævnet sammen med sagens akter og direktoratets eventuelle
bemærkninger.
P.D.V.
E.B.
Ole Poul Pedersen
fm.