Svigagtigt forhold - kasseansvar
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/3660@1990-09-07/da
Indhold
Medlemmets arbejdsgiver oplyste den 26. juni 1989 til kassens afdeling, at medlemmet havde været ansat fra den 20. september 1988 til 22. juni 1989 med tvungen ferie i perioderne 17. til 21. oktober 1988 og 22. til 30. december 1988.
Ifølge arbejdsgiveroplysninger i sagen var medlemmet beskæftiget på fuld tid, 38 timer pr. uge.
Afdelingen indstillede den 28. juni 1989, at medlemmet skulle slettes af kassen for svig, fordi hun uberettiget havde modtaget dagpenge samtidig med, at hun var i jobtilbud.
Da medlemmet meldte sig ledig den 23. juni 1989, opdagede afdelingen, at hun havde oplyst, at hendes jobtilbud startede den 17. januar 1989, medens arbejdsgiveren oplyste, at det var påbegyndt den 20. september 1988.
Medlemmet havde forklaret, at hun fortsatte med at indsende dagpengekort, fordi lønnen ikke blev udbetalt til tiden.
Afdelingen opgjorde tilbagebetalingen til 31.660 kr. på grundlag af, at der ikke skulle udbetales efter dimittendsats til et medlem i jobtilbud.
Hovedledelsen meddelte den 12. september 1989, at medlemmet med urette havde modtaget dagpenge med ialt 25.461 kr., som skulle tilbagebetales med afdelingen som medansvarlig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.
Under henvisning til medlemmets forklaring fandt hovedledelsen, at medlemmet havde handlet svigagtigt, og indstillede til direktoratet, at pågældende skulle slettes som medlem af kassen, jf. lovens § 87, stk. 1 og 2.
Hovedledelsen meddelte samtidig afdelingen, at medlemmer ansat på skoler altid skulle have udbetalt dagpenge med den særlige sats for nyuddannede, uanset om der forekom arbejdstimer i omhandlede uger, eller der var fuld ledighed som følge af skolelukning. Dette gjaldt også ved jobtilbud.
Hovedledelsen havde gjort afdelingen medansvarlig for tilbagebetalingen, da fejlen kunne have været undgået ved almindelig agtpågivenhed i afdelingen.
Kassen sendte den 1. december 1989 sagen til direktoratet med indstilling om slettelse.
Direktoratet meddelte, at medlemmet ved at afgive urigtige oplysninger på sine dagpengekort havde modtaget fulde dagpenge samtidig med, at hun havde været i beskæftigelse, hvorfor hun i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, skulle tilbagebetale det fejludbetalte dagpengebeløb, som af kassen var opgjort til ialt 25.461 kr.
Direktoratet havde noteret sig, at kassen havde påtaget sig medansvar for fejludbetalingen, men fandt ikke at have kompetence til at tage stilling til den interne ansvarsfordeling mellem kassen og afdelingen.
Ved den manglende oplysning om beskæftigelsen havde medlemmet handlet svigagtigt over for kassen, hvorfor hun i henhold til lovens § 87, stk. 1, samt direktoratets cirkulære af 19. februar 1987 skulle anses for slettet af kassen på grund af den svigagtige forseelse med virkning fra det tidspunkt, hvor forseelsen blev konstateret.
Hovedledelsen anmodede direktoratet om at revurdere refusionsspørgsmålet i sagen, idet fejludbetalingen alene skyldtes medlemmets svigagtige fortielse af, at hun var begyndt i et jobtilbud, hvorfor kassen efter fornyet gennemgang af sagen ikke ønskede at påtage sig et medansvar med den følge, at statsrefusionen mistedes.
Afdelingens uhensigtsmæssige arbejdsgang i forbindelse med modtagelse af indberetning fra arbejdsformidlingen om jobtilbuddet ændrede ikke årsagsforbindelsen mellem svigen og udbetalingen, ligesom den ikke kunne anses for en selvstændig årsagsforbindelse til fejludbetalingen.
Afdelingen kunne alene kritiseres for, at fejludbetalingen senere kunne have været begrænset ved en mere hensigtsmæssig registrering af indberetningen.
Direktoratet foretog efter modtagelse af kassens anke en vurdering af, hvorvidt kassen burde være medansvarlig for fejludbetalingen.
Direktoratet fandt, at der samtidig med medlemmets svig forekom et selvstændigt ansvarsgrundlag for kassen, som derfor ikke havde krav på refusion for fejludbetalingen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, og direktoratets bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985, § 1, samt vejledning hertil.
Direktoratet lagde vægt på, at kassen/afdelingen havde pligt til at vurdere og behandle modtagne oplysninger korrekt, og at kassen/afdelingen efter modtagelse af indberetning fra arbejdsformidlingen ikke havde fundet anledning til at undersøge sagen nærmere, uagtet de foreliggende oplysninger - indberetningen og medlemmets dagpengekort udfyldt med 0 timer - burde have givet anledning til tvivl om medlemmets ret til dagpenge.
Arbejdsløshedskassen oplyste efter direktoratets afgørelse, at medlemmet ved Københavns Byret var blevet dømt for svig. Hun fik en betinget dom. Samtidig blev hun dømt til at tilbagebetale beløbet. Hun havde underskrevet frivilligt forlig.
Arbejdsformidlingen indsendte kopi af henvisning til arbejdstilbud den 13. september 1988. Formidlingen havde samme dato sendt meddelelse om henvisningen til kassens afdeling.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet ifølge dom afsagt af Københavns Byret den 12. juni 1990 havde erkendt sig skyldig i bedrageri over for kassen.
Ankenævnet lagde endvidere til grund, at De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse i det foreliggende tilfælde fik meddelelse fra arbejdsformidlingen om, at der var givet det pågældende medlem et arbejdstilbud som langtidsledig, at meddelelsen blev sendt til afdelingen i forbindelse med afgivelsen af jobtilbuddet, og at arbejdsløshedskassen uden at undersøge, om arbejdstilbuddet var accepteret eller ej, fortsatte med at udbetale dagpenge til medlemmet indtil den 17. januar 1989, hvor hun på sit dagpengekort angav at have påbegyndt jobtilbud.
Ankenævnet fandt, at kassen burde have undersøgt, om arbejdstilbuddet var kommet i stand, og at kassen ved at undlade at foretage nogen form for undersøgelse havde pådraget sig et ansvar, som ikke bortfalder på grund af undtagelsesbestemmelsen i § 86, stk. 4, 1. pkt., 2. led, om fejludbetalinger, der skyldes medlemmets svigagtige forhold.
Ankenævnet lagde herved vægt på, at reglerne om refusion i forbindelse med fejludbetalinger - dagældende § 86, stk. 2, nu stk. 4 - blev ændret ved lov nr. 236 af 6. juni 1985. Baggrunden for ændringen var ifølge lovforslaget »at øge kassernes økonomiske incitament til at etablere et hensigtsmæssigt administrationsapparat, som sikrer, at der foretages en grundig gennemgang af udbetalingsmaterialet, og medlemmets forhold, forinden en dagpenge- eller efterlønsudbetaling finder sted«.
Undtagelsesbestemmelsen med hensyn til medlemmets svigagtige forhold var ifølge forarbejderne til bestemmelsen begrundet i, at kasserne i disse tilfælde ofte er uden mulighed for at modvirke en fejludbetaling. Dette var derfor fundet rimeligt at give kasserne refusion i disse tilfælde.
Der var således i den foreliggende sag tale om et selvstændigt ansvar for kassen på grund af undladelse af at undersøge forholdene. Det forhold, at medlemmet havde handlet svigagtigt fritog efter nævnets opfattelse ikke kassen for det selvstændigt pådragne ansvar.
Ankenævnet tiltrådte således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.