Forældelse af efterbetalingskrav.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/3930@1990-12-13/da
Indhold
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen traf den 18. december 1984 bl.a. afgørelse om, at et medlem i forbindelse med udviste forhold i 1980 og 1981 skulle tilbagebetale brutto 96.375 kr. i arbejdsløshedsdagpenge. Endvidere skulle medlemmet slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig.
Direktoratet udtalte den 8. september 1988, at det tidligere medlem af Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse kunne optages som nyt medlem af Kommunalarbejdernes Arbejdsløshedskasse.
Københavns Byret afsagde den 9. februar 1989 dom om, at tilbagebetalingskravet udgjorde 6.595 kr.
Medlemmets advokat fremsatte den 8. marts 1990 over for Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse krav om efterbetaling af arbejdsløshedsdagpenge for perioden 18. december 1984 til 11. juli 1985, ialt 29 1/2 uger samt for perioden 17. oktober 1986 til 1. november 1987 bortset fra 2 uger, d.v.s. for 42 uger.
Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse anmodede direktoratet om at oplyse, om medlemmet i den periode, sagen havde verseret, ville være dagpengeberettiget, såfremt arbejdsløshedsforsikringslovens regler herom i øvrigt var opfyldt, samt om en evt. efterbetaling skulle foretages af Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse eller af Kommunalarbejdernes Arbejdsløshedskasse.
På baggrund af den afsagte dom fastsatte ankenævnet den 29. maj 1990 tilbagebetalingskravet til 6.595 kr. Endvidere ophævede nævnet svigsslettelsen og anmodede direktoratet om som 1. instans at tage stilling til, om der burde pålægges medlemmet en anden sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven.
Direktoratet lagde til grund, at tilbagebetalingsbeløbet, 6.595 kr., opstod som følge af, at medlemmet i perioden 27. marts til 10. april 1980 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge med urette, ialt brutto 3.445 kr., idet medlemmet tillige modtog sygedagpenge uden at oplyse herom på dagpengekort, samt modtog arbejdsløshedsdagpenge, 3.151 kr., med urette som følge af ufyldestgørende begrundet arbejdsophør i april 1980 uden at oplyse arbejdsløshedskassen herom, uagtet medlemmet ved sin underskrift på dagpengekortene havde erklæret, at eventuelle arbejdsophør var fyldestgørende begrundet.
På baggrund heraf fandt direktoratet, at ovennævnte forhold måtte tilregnes medlemmet som svigagtige, hvilket medførte, at medlemmet skulle gennemgå 480 timers effektiv karantæne beregnet på følgende måde (tilbagebetalingskrav 6.595 kr. : omregningssats 58,90 x 5 = 478,59, som forhøjes til 480, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, og direktoratets cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og 3.)
For så vidt angik efterbetaling af arbejdsløshedsdagpenge efter svigsslettelsestidspunktet den 18. december 1984, kunne direktoratet godkende, at der efterbetaltes medlemmet arbejdsløshedsdagpenge for ledige perioder på grundlag af medlemmets tro- og loveoplysninger på dagpengekortene, dog ikke ud over 5 år tilbage fra kravets fremsættelse pr. 8. marts 1990 og på betingelse af, at arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 var opfyldt, samt at medlemmet iøvrigt skønnedes at have været til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, samt at skyldigt arbejdsløshedskassekontingent var afregnet.
Det var direktoratets opfattelse, at den foretagne nyoptagelse i Kommunalarbejdernes Arbejdsløshedskasse ved direktoratets godkendelse af 8. september 1988 efter ophævelse af svigsslettelsen ville være at betragte som overflytning. Dette medførte, at det var Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse, der skulle foretage efterbetaling efter ovenstående retningslinier.
Medlemmets advokat klagede over, at direktoratet havde fastsat en svigssanktion, hvilket var i strid med den afsagte dom. Endvidere klagede advokaten over, at der var fastsat en forældelsesfrist på 5 år, uanset at sagen først kom frem i 1983 på grundlag af forhold i 1980-81. Denne forsinkelse, der ikke kunne tilregnes medlemmet, måtte tillægges forældelsesfristen.
Direktoratet bemærkede til det af advokaten anførte, at medlemmet ved dommen var blevet dømt til at tilbagebetale uretmæssigt modtagne dagpenge, ialt brutto 6.595 kr. Denne fejludbetaling lå til grund for direktoratets sanktionsfastsættelse. Direktoratet delte således ikke advokatens opfattelse.
For så vidt advokaten havde klaget over, at direktoratet havde fastsat en forældelsesfrist på 5 år ved efterbetaling af arbejdsløshedsdagpenge, kunne direktoratet oplyse, at direktoratet havde fastholdt, at medlemmets krav på dagpenge måtte afgøres dels efter arbejdsløshedsforsikringslovens regler og dels i lyset af 1908-lovens forældelsesfrister. Denne del af klagen havde direktoratet oversendt til Arbejdsministeriet som klageinstans.
Arbejdsministeriet anmodede ankenævnet om også at tage stilling til forældelsesspørgsmålet.
Ankenævnet tiltrådte med den af direktoratet givne begrundelse den idømte svigssanktion.
Med hensyn til medlemmets efterbetalingskrav fandt nævnet, at kravet først opstod ved afsigelsen af dommen den 9. februar 1989, hvorfor en forældelsesfrist først begynder at løbe denne dato. Da kravet er rejst den 8. marts 1990, d.v.s. ca. 1 år efter at retsgrundlaget for efterbetalingsbeløbet er opstået, er ingen del af kravet forældet.
For så vidt ændrede ankenævnet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.