Fastansættelse eller løsarbejde. Dimittendsats eller individuel sats.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/3940@1990-12-17/da
Indhold
Et medlem havde i 1986 arbejdet som timelønnet afløser ved et plejehjem.
I uge 47 og 52 i 1986 havde medlemmet mindre end 15 timer og arbejdsløshedskassen udbetalte dagpenge med individuel sats, idet hun i princippet blev ansat dag for dag.
Arbejdsformidlingen fandt, at der under hensyn til omfanget af hendes arbejde for plejehjemmet burde være udbetalt efter dimittendsats for de pågældende timer.
Kassen blev gjort eneansvarlig for det for meget udbetalte.
Direktoratet lagde vægt på, at der i realiteten havde været tale om fortsat beskæftigelse hos samme arbejdsgiver, og at bortset fra 2 uger med mindre end 15 timer pr. uge havde medlemmets beskæftigelse hos den pågældende arbejdsgiver ligget på gennemsnitligt over 30 timer om ugen inden for medlemsperioden i arbejdsløshedskassen.
På denne baggrund fandt direktoratet, at det var med urette, at supplerende dagpenge blev udbetalt med individuel sats, samt at kassen burde være eneansvarlig for tilbagebetalingen af de således uretmæssigt udbetalte dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.
Fejludbetalingen var for 1986 opgjort til 277 kr.
I klagen til ankenævnet anførte kassen, at medlemmet ikke havde en fast tilknytning til arbejdsgiveren, idet medlemmet var ansat som afløser uden ansættelsesbrev til afløsning ved ferie og sygdom. Medlemmet havde ikke været omfattet af et opsigelsesvarsel, og var at betragte som opsagt hver dag.
Selv om medlemmet i undersøgelsesperioden havde haft meget beskæftigelse på plejehjemmet, betød dette ikke, at hun havde haft en fastere tilknytning til arbejdsgiveren. Der kunne ikke fra arbejdsgiveren garanteres afløsningsarbejde, idet arbejdsgiveren ikke på forhånd vidste, hvor meget sygdom blandt personalet der måtte komme i løbet af året.
Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen. Ifølge de principper, der var gældende for ansættelser i almindelighed vil beskæftigelse ud over 3 måneder hos samme arbejdsgiver ikke umiddelbart blive betragtet som værende af ren midlertidig karakter.
Yderligere henvistes til principperne for tidsbegrænsning i udbetaling af supplerende dagpenge.
På ankenævnets forespørgsel oplyste kommunen bl.a., at medlemmet blev ansat den 24. september 1985 som løs afløser ved plejehjemmet i henhold til overenskomsten for sygehjælpere.
Hun blev senere ansat sideløbende som fast afløser på månedsløn ved et andet plejehjem den 1. februar 1988.
Hun ophørte ved kommunen den 31. juli 1989 og var i perioden 24. september 1985 til 31. januar 1988 at betragte som løsarbejder.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet var ansat som uuddannet sygehjælper ved plejehjemmet som afløser, og at hun ifølge arbejdsgiveren var at betragte som løsarbejder.
Ankenævnet lagde videre til grund, at hun som følge heraf ikke var garanteret arbejde i en periode, men i princippet var at betragte som opsagt hver dag og skulle tilkaldes for ny afløsning, som medlemmet ikke var forpligtet til at efterkomme.
På denne baggrund fandt ankenævnet, at medlemmet måtte anses for at falde ind under den gruppe af medlemmer, der er omtalt i § 8, stk. 2, i direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983, og at hun derfor har været berettiget til dagpenge efter den individuelle sats i den omhandlede periode.
Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.