Fast ansættelse eller løsarbejde. Dimittendsats eller individuel sats.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/3941@1990-12-17/da
Indhold
Et medlem ophørte den 31. januar 1986 i en vikarstilling på et plejehjem og fortsatte i henhold til ansættelsesbrev af 26. februar 1986 som afløser på plejehjemmet. Hun arbejdede bortset fra 6 uger med mindre end 15 timer gennemsnitligt over 30 timer ugentligt.
Medlemmet havde ikke været tilknyttet andre arbejdssteder.
Arbejdsløshedskassen udbetalte dagpenge med individuel sats for ugerne med mindre end 15 timers arbejde, idet medlemmets ansættelse i princippet var fra dag til dag.
Direktoratet lagde vægt på, at der i realiteten havde været tale om fortsat beskæftigelse hos samme arbejdsgiver, og at bortset fra 6 uger med mindre end 15 timer pr. uge havde medlemmets beskæftigelse hos den pågældende arbejdsgiver ligget på gennemsnitligt over 30 timer om ugen igennem hele året undtagen ferie samt januar måned, hvor medlemmet var ansat i vikariatet.
På denne baggrund fandt direktoratet, at det var med urette, at supplerende dagpenge blev udbetalt med individuel sats i henhold til bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983, § 8, stk. 2, samt at kassen burde være eneansvarlig for tilbagebetalingen af de således uretmæssigt udbetalte dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.
Fejludbetalingen var for 1986 opgjort til 2.143 kr.
I anken anførte kassen, at medlemmet ikke havde en fast tilknytning til arbejdsgiveren, idet medlemmet var ansat som afløser uden ansættelsesbrev til afløsning ved ferie og sygdom. Medlemmet havde ikke været omfattet af et opsigelsesvarsel, og var at betragte som opsagt hver dag.
Selv om medlemmet i undersøgelsesperioden havde haft meget beskæftigelse på plejehjemmet, betød dette ikke, at hun havde haft en fastere tilknytning til arbejdsgiveren. Der kunne ikke fra arbejdsgiveren garanteres afløsningsarbejde, idet arbejdsgiveren ikke på forhånd vidste, hvor meget sygdom blandt personalet der måtte komme i løbet af året.
Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen. Ifølge de principper, der gælder for ansættelser i almindelighed vil beskæftigelse ud over 3 måneder hos samme arbejdsgiver ikke umiddelbart blive betragtet som værende af ren midlertidig karakter.
Yderligere henvistes til principperne for tidsbegrænsning i udbetaling af supplerende dagpenge.
Kommunen oplyste for ankenævnet, at medlemmet blev ansat første gang på plejehjemmet den 1. november 1982 som månedslønnet uuddannet sygehjælper, fra den 17. marts 1983 som timelønnet afløser. Der havde været kortere perioder, hvor hun ikke havde haft barsels-eller sygevikariat. Hun ophørte den 22. februar 1989.
Medlemmet var ansat i henhold til overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og Dansk Kommunalarbejder Forbund.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet i henhold til sit ansættelsesbrev var ansat som uuddannet sygehjælper ved plejehjemmet som afløser, og at hun ikke ifølge ansættelsesbrevet var garanteret arbejde i en periode, men i princippet var at betragte som opsagt hver dag og skulle tilkaldes for ny afløsning, som medlemmet ikke var forpligtet til at efterkomme.
På denne baggrund fandt ankenævnet, at medlemmet måtte anses for at falde ind under den gruppe af medlemmer, der er omtalt i § 8, stk. 2, i direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983, og at hun derfor havde været berettiget til dagpenge efter den individuelle sats i den omhandlede periode.
Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.