Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/3952@1990-12-20/da

Indhold

1. Indledning

Den 23. maj 1990 har De på vegne af SID anket en afgørelse truffet den 7. maj 1990 af Arbejdsmarkedsnævnet for Ribe Amt, hvori det meddeles, at virksomheden A/S Vestfrost skal betragtes som værende fire selvstændige virksomheder i henhold til varslingsreglerne.

Sagen har følgende forløb:

Vestfrost meddelte i skrivelse af 1. december 1989 til arbejdsmarkedsnævnet i Ribe, at A/S Vestfrost fremover var opdelt i tre selvstændige fabrikker + en koncernafdeling. Endvidere meddeltes det, at hver enhed har selvstændig ledelsesret og selv kan foretage afskedigelser af større omfang. Virksomheden anførte videre, at da man fandt dette stemte overens med definitionen på en virksomhed med hensyn til afskedigelser, havde samarbejdsudvalget på Vestfrost besluttet, at man fremover også på dette punkt ville handle ud fra, at man var fire selvstændige enheder.

Det meddeltes samtidig, at Vestfrost fremover var opdelt i:

Koncernafdelingen 66 personer.

Ansvarlig: Administrerende direktør Erling Damkjær.

Frysoboksafdelingen 506 personer.

Ansvarlig: Underdirektør: Jørgen Vesterbye.

Køleskabsfabrikken 444 personer.

Vesttherm 31 personer.

Ansvarlig: Underdirektør Torben Andersen.

På den baggrund anmodede tillidsmandskollegiet ved A/S Vestfrost den 9. februar 1990 arbejdsmarkedsnævnet om nævnets vurdering, idet det var tillidsmandskollegiets opfattelse, at virksomheden fortsat måtte opfattes som en virksomhed i relation til varslingsreglerne.

Arbejdsmarkedsnævnet i Ribe amt behandlede på møde den 13. marts 1990 et udkast til svarskrivelse til tillidsmandskollegiet, som byggede på virksomhedens oplysninger, samt den afgrænsning af virksomhedsbegrebet som fremgår af bekendtgørelse nr. 74 af 4. marts 1977, § 2, stk. 1. Det blev på den baggrund besluttet at indhente en udtalelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Arbejdsmarkedsnævnets sekretariat anmodede herefter i skrivelse af 15. marts 1990 om Arbejdsmarkedsstyrelsens fortolkning af virksomhedsbegrebet i henhold til varslingslovens bestemmelser, idet der, specielt hvad angik koncernafdelingen, var tvivl om, hvorvidt denne kunne betragtes som en selvstændig virksomhed.

I skrivelse af 30. april 1990 udtalte Arbejdsmarkedsstyrelsen vejledende at en enhed, der har egen ledelse med kompetence til selvstændigt at træffe afgørelse om afskedigelser af større omfang, betragtes som en selvstændig virksomhed, uanset om enheden er en del af virksomhedskoncernen. Styrelsen henviste i den forbindelse til bekendtgørelse nr. 74 af 4. marts 1977, § 2, stk. 1, om virksomhedsbegrebet. Det var på den baggrund styrelsens umiddelbare opfattelse, at der i den konkrete sag var tale om fire selvstændige enheder.

Den 7. maj 1990 afgjorde Arbejdsmarkedsnævnet på den baggrund, at A/S Vestfrost måtte opfattes som 4 enheder i forbindelse med varslingsreglerne.

Sagen blev herefter indanket af SID-Esbjerg den 23. maj 1990, idet det samtidig blev meddelt, at sagen var overdraget til advokat.

Som advokat for SID i Esbjerg har De herefter i ankeskrivelsen af 28. maj 1990 anført, at De finder nævnets afgørelse ejendommelig, idet virksomheden i relation til a-kasserne og det arbejdsretlige system betragtes som een virksomhed. De har endvidere bemærket, at De finder det uacceptabelt, at man pro forma kan meddele, at man har opdelt en virksomhed, når man i realiteten i alle væsentlige relationer arbejder som een enhed.

De bemærker samtidig, at det forekommer usandsynligt, at der i den enkelte virksomhed kan foretages større afskedigelser, uden at det er afgjort af koncerndirektøren. De henviser i den forbindelse til den hierakiske opbygning af virksomheden. Endelig nævner De, at samtlige forhold skal tages i betragtning og ikke blot den formelle afskedigelsesbeføjelse, hvis den reelle beføjelse ligger hos koncernens direktion.

Arbejdsmarkedsstyrelsen anmodede på baggrund af Deres anke herefter i skrivelse af 31. maj 1990 Arbejdsmarkedsnævnets sekretariat om at undersøge, hvorvidt A/S Vestfrost kunne anses for at være fire virksomheder med selvstændig ledelsesret, og om virksomhederne hver havde kompetence til at foretage afskedigelser i større omfang, eller om denne kompetence alene omfattede enkeltstående afskedigelser. Arbejdsmarkedsnævnets sekretariat svarede i skrivelse af 7. juni 1990, at A/S Vestfrost i skrivelse af 1. december 1989 havde meddelt Arbejdsmarkedsnævnet, at virksomheden fremover var opdelt i fire virksomheder med selvstændig ledelseskompetence, og at disse kunne foretage afskedigelser af større omfang. På baggrund af styrelsens vejledende udtalelse af 30. april 1990 og de foreliggende omstændigheder var der herefter truffet afgørelse om at betragte A/S Vestfrost som 4 selvstændige virksomheder.

På baggrund af telefoniske drøftelser med arbejdsmarkedsnævnets sekretariat anmodede Arbejdsmarkedsstyrelsen i skrivelse af 17. august 1990 om sekretariatets bemærkninger til de konkrete oplysninger, som De var fremkommet med i anken af 28. maj 1990.

Sekretariatet meddelte herefter i skrivelse af 31. august 1990, at der ikke forelå nye oplysninger i sagen. Der henvistes endvidere til, at nævnets afgørelse den 7. maj 1990 blev truffet ud fra den afgrænsning af virksomhedsbegrebet som fremgik af bekendtgørelse nr. 74 af 4. marts 1977, § 2, stk. 1.

Herefter meddelte De i skrivelse af 17. september 1990, at sagens afgørelse berører 40 medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund og SID, som har fået tilbageholdt understøttelse på grund af de rejste spørgsmål om opdeling af virksomheden.

Landsarbejdsnævnet behandlede anken på i sit møde den 18. oktober 1990 og anmodede i tilslutning hertil Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om en udtalelse vedrørende virksomhedsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 61.

Direktoratet svarede i skrivelse af 1. november 1990 (vedlagt), at der med arbejdsløshedslovens § 23 og § 61 på den ene side og § 23a på den anden side varetages vidt forskellige hensyn og formål, hvorfor en fastsættelse af begrebet »virksomhed« i relation til den ene paragraf ikke i sig selv kan medføre, at begrebet »virksomhed« dermed har samme indhold i de andre bestemmelser. Bemyndigelsen i § 23 a, stk. 3 giver ligeledes alene bemyndigelse til at afgrænse virksomhedsbegrebet i lovens kapitel 5a. Idet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen referer til konkrete afgørelser vedrørende fortolkningen af virksomhedsbegrebet efter § 61 udtaler direktoratet, at i relation til lovens § 61, må A/S Vestfrost anses for at være een virksomhed.

Deres henvendelse har været til behandling på møde den 20. december 1990 i Landsarbejdsnævnet, som ikke efter gældende regler og de foreliggende oplysninger i sagen finder grundlag for at tilsidesætte, at den divisionering, der har fundet sted i A/S Vestfrost, ikke skulle være reel. Landsarbejdsnævnet finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte arbejdsmarkedsnævnets afgørelse.

Det bemærkes, at der er udstedt en ny bekendtgørelse nr. 755 den 12. november 1990 om virksomhedsbegreb og opgørelse af antal lønmodtagere til afløsning af 1977-bekendtgørelsen, med ikrafttræden den 1. december 1990. I medfør af denne bekendtgørelses § 2, stk. 1, 2. pkt., betragtes et datterselskab som een virksomhed i relation til varslingsreglerne, også selv om ledelsen ikke selv kan foretage afskedigelser af større omfang.

For god ordens skyld skal Landsarbejdsnævnet bemærke, at da der ikke i det foreliggende tilfælde er tale om en konkret varslingssag, skal sagen vedrørende A/S Vestfrost efter Landsarbejdsnævnets opfattelse behandles efter de nye regler. Imidlertid vil afgørelsen, såvel efter disse nye regler som efter de indtil 1. december 1990 gældende - som det fremgår ovenfor - efter Landsarbejdsnævnets opfattelse blive den samme.

Med venlig hilsen

Palle Simonsen

Versioner

1. 1990-12-20